Soldatens jul og det årlige julebad

Mange forbinder jul med nostalgi, og derfor søger vi mod museerne i december. Det mener Jørgen Smidt-Jensen, der er leder af Museum Østjylland

Her ses museumsinspektør Lisette Berg Andersen på udstillingen, der vises til den 4. januar.
Her ses museumsinspektør Lisette Berg Andersen på udstillingen, der vises til den 4. januar. Foto: Museum Østjylland.

Hvad kan publikum forvente at opleve på Museum Østjylland i december?

”Julen er en indgroet begivenhed for de fleste af os, men som museum føler vi en forpligtelse til at sætte den ind i en historisk ramme. Med vores særudstilling op til jul vil vi gerne vise, hvordan julen er blevet fejret til forskellige tider, og vi giver også et bud på fremtidens jul. Gæsterne kan komme på en tidsrejse, hvor de blandt andet lander hos en soldat, der holder jul ved fronten, og hos en familie, der får det årlige julebad. Og så viser vi, hvordan en festlig julefrokost kunne tage sig ud i 1980'erne. Samtidsforskeren Roger Buch giver sit bud på, hvordan de danske juletraditioner vil udvikle sig i de kommende år, og vi opfordrer publikum til at lægge deres egne julespor i en tidskapsel. Denne tidskapsel vil i januar blive forseglet og gemt til fremtidige generationer på museets magasin. Ud over særudstillingen er det også en fast tradition hos os, at nisserne flytter ind i den permanente udstilling, hvor børnene kan gå på jagt for at finde dem. På den måde får vi lokket børnefamilierne ind i den almindelige del af museet også.”

Hvordan hænger jeres udstilling i december sammen med den egn, museet ligger i?

”Vi beskæftiger os med julen generelt, men med et lokalt afsæt, fordi de ting, vi udstiller, kommer fra vores samling af effekter fra egnen samt billeder, der har deres oprindelse i Randers.”

Hvorfor går mange på museum i december?

”Tiden op mod jul har de seneste 20-25 år været højsæson hos os. Vi har mellem to og tre gange så mange besøgende i december som i november. Den store interesse for at komme på museum i december hænger sammen med, at mange forbinder julen med noget nostalgisk. Men først og fremmest tror jeg, det hænger sammen med, at vi kan tilbyde familierne en oplevelse sammen, der er forholdsvis rolig. Julen er en tid, hvor mange af os gerne vil ned i tempo, og vi efterspørger eftertænksomhed som en kontrast til den travlhed, der ellers omgiver os. Der er meget, der skal nås inden jul, men det er også tiden, hvor vi tager os tid til at være mere sammen. Vi går til julefrokoster og på julemarkeder og altså også på museum. Det er alt sammen en del af det at være sammen om den forventningens glæde, som julen også er, og på museerne kan vi vise en kvalitet, som ikke altid er til stede i de mange kommercielle tilbud, der bejler til familierne”.