Som at flyve med en vild estisk drage

Storværk fra Estland om den gamle verdens forsvinden fascinerer, skrevet som det er på kanten af det svulstige

På forunderlig vis forvandler "Slangehvisleren" sig til en vild estisk drage, når blot man følger med, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
På forunderlig vis forvandler "Slangehvisleren" sig til en vild estisk drage, når blot man følger med, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. .

Der oversættes kun få estiske romaner til dansk - i nyeste tid er den mest kendte forfatter fra Estland og omegn nok finske Sofi Oksanen, der blot har estiske rødder og lader blandt andet ”Renselse” foregå delvist i det baltiske land. Det skærper nysgerrigheden over for det lille forlag Jensen & Dalgaards aktuelle oversættelse af Andrus Kivirähks ”Slangehvisleren” fra 2007, der i øvrigt i disse år udkommer i flere europæiske lande, blandt andet Frankrig og England.

Det er en fantastisk roman, som foregår i et forunderligt mytisk univers. Den har efterladt mig distanceret betaget. Der er knald på billedsproget, og romanen kan læses som en historisk allegori over det estiske folk i en brydningstid mellem gammel mytologi og kristendom, mellem jagt og bondeliv, mellem naturforbundethed og moderne distance, mellem lokal oprindelse og global indflydelse.

Hovedpersonen, Leemet, vokser op som skovmenneske i en tid, hvor esterne flytter ud af skoven og ind i landsbyer. Her begynder de at dyrke så vel kristendommen som jorden, mens de benovede ser op til tilrejsende munke og riddere fra andre lande.

Romanen er fortalt i tilbageblik og følger Leemets liv fra barnsben, og indtil han er den allersidste tilbage i skoven, hvor han slumrer ensom ind som vogter af den glemte oldtidskæmpe Nordlandsdragen, der aldrig mere kan vækkes til live. Forinden har en kæmpe fisk med skæg, Atheneumion, for sidste gang kigget op over vandets overflade, utilfreds med den nye verden, og er for altid smuttet ned på havets bund.

Mytologiske væsner står som stærke symboler for det forgangne i ”Slangehvisleren”. Engang var skoven fuld af liv, mennesker og slanger hørte sammen som brødre, mens menneskeaber regerede i trætoppene, ulve blev opdrættet som kvæg og kvinder var utro med de godmodige, stærke og liderlige bjørne. Der er stadig reminiscenser af dette liv i Leemets barndom, hvor han lærer slangesprog af sin morbror, et fuldt udviklet sprog, som kræver tungesmidighed og lang tids træning at beherske.

Hans to bedste venner er desuden drengen Pärtel og slangekongens datter Ints, en hugorm. Men så flytter Pärtel ind til landsbyen tæt ved og skifter navn til Peetrus, aflærer sig slangesproget, begynder at spise brød og er pinligt berørt over sin tidligere bedste ven. I en periode forsøger Leemet også at bo i landsbyen, men hans hjerte banker for livet i skoven. Tilværelsen udarter sig dog ekstremt sørgmodigt. De folk omkring Leemet, der ikke har forladt skoven, dræbes. Selv ender vores hovedperson med at gå bersærkergang med sin morfar, der har gifttænder og vinger bygget af menneskeknogler.

På den måde fortæller Kivirähk med sin roman også en historie om det at være den sidste, hvis livsvalg ingen andre forstår. Leemet ender som den eneste, der kender den gamle verden og alle dens hemmeligheder. Allerede som barn blev han og Pärtel påskrevet: ”Hvad skal der blive af jer, hvis I ikke lærer at tale tysk og tjene Jesus?”.

”Slangehvisleren” er derfor ikke kun en roman om brydningstider, men kan også læses som et forsvar for en tilværelse fæstnet solidt i mytisk eventyrlighed og samtidig som forsvar for et fuldstændig nøgternt syn på liv og død.

I modsætning hertil står overtro og religion, som Leemet romanen igennem hegler løs på. Det gælder både overtro hos skovens vismand og kristendom hos landsbyens overhoved, Johannes, hvis udlægninger af livet og løsningsforslag på problemer fremstilles som regelret dumme.

Samtidig udstiller Kivirähk ganske humoristisk genkendelige menneskelige følelser midt i et fantastisk univers. Leemets kærlige mor er for eksempel grædefærdig, da hun opdager, at han og søsteren har smagt brød i landsbyen: ”I har lige været så små og søde og nu smager I allerede på brød,” siger hun fuld af tårer.

Men selvom ”Slangehvisleren” er en rig roman på alle måder, så er den også på kanten til det ekstremt svulstige. Det glider dog med ned, når de første sider er læst. For eksempel snubler billederne uskønt over hinanden i en passage som denne på side to, hvor Leemet med slangehvislen tiltrækker og dræber dyr: ”mine ord (er) stærke som hængedynd, det ikke er muligt at kæmpe sig op af. De lamslåede dyr iler hen til mig, som skudt ud af en kanon, samtidig med at den uudholdelige spænding får deres indvolde til at eksplodere. De sprænges i stumper og stykker, som når et par alt for stramme bukser revner, og deres tarme flyder ud over græsset.”

Sådan kan litteraturens svar på en B-film lyde, men forunderligt nok forvandler romanen sig til en vild estisk drage, når blot man følger med.

kultur@k.dk