En søndag i det første år af Anden Verdenskrig sidder Gunnar Ekelöf i et hus højt oppe på Södermalm i Stockholm, mens kirkeklokkerne ringer over byen. Han ser ned over Mälarens strømmende vand, hvor flokkene af ænder bliver urolige af lyden og flyver hid og did. Ænderne ved, at der findes et slaraffenland et sted, og klokkernes kimen i det tidlige efterår sender dem på flugt. Men retningsløst og uden mål. De er ikke længere en fuldbåren del af naturen, men halvt tamme med et instinkt, der er blevet kastreret af civilisationen.
Man kan læse denne lille allegoriske fortælling i et essay fra samlingen ”Promenader och Utflykter”, som Gunnar Ekelöf udgav i 1941. For det er med menneskene, som det er med ænderne. Vi har mistet orienteringen i den moderne verden, og vi har mistet troen som noget, der kan give tilværelsen en retning og et mål. Vi er som ænderne, der vil på træk, men ikke ved hvorhen. Gunnar Ekelöf (1907-1968) følte sig livet igennem rodløs og uden blivende sted. Han var en slags forkastet barn.
I ovennævnte essaysamling kan man også læse, hvordan han boede i Stockholm med sin far, der havde syfilis i den terminale fase. Opvæksten i den højborgerlige familie blev præget af skam over faderens sygdom. Da den svækkede mand døde, giftede moderen sig igen, men overlod pasningen af Gunnar Ekelöf til andre. Sønnen mindede hende for meget om fortiden og et ægteskab, hun ønskede at lægge bag sig. Det efterlod Gunnar Ekelöf med et dobbelt savn. Efter den far, som aldrig blev det ideal, han skulle have været, og den mor, der tilsyneladende ikke gengældte hans kærlighed.
I stedet digtede Gunnar Ekelöf sig til en ideal verden, der karakteristisk nok ikke havde sit afsæt i forfatterens samtid, men i en mytologisk fortid. Gunnar Ekelöf var indlevet og indlæst i den klassiske middelhavskultur. På rejser i virkelighedens verden og ikke mindst i bøgernes verden havde han levendegjort antikken: den tidlige islam, jødedommen, kristendommen og hellenismen. Ikke i fuldkommen skikkelse, men netop som overleveringer over 1001 år, fragmenteret som en græsk torso i marmor eller en afskallet byzantinsk ikon. Men med vitaliteten og den glødende passion intakt over spandet af tid.
I Gunnar Ekelöfs forfatterskab kulminerer fascinationen af den mellemøstlige mystik og eventyrverden i den poetiske trilogi ””Diwan over fyrsten af Emgion”, ”Eventyret om Fatumeh” og ”Vejviser til underverdenen” (1965-67), som forfatteren fik Nordisk Råds Litteraturpris for, og som nu for første gang foreligger i en fuldstændig dansk oversættelse ved Karsten Sand Iversen, loyal og respektfuld i gengivelsen. Udgaven er udstyret med en række prægnante fotografier af Jesper Rasmussen, der forankrer Gunnar Ekelöfs i en klassisk arkitektonisk og islamisk kontekst.
Man kan ikke andet end at sige tak. 1001 tak. Det er en pragtudgivelse. Men fotografierne har den svaghed, at de er rent arkitektoniske, hvor Gunnar Ekelöfs poesi i langt højere grad er organisk og spirituel. Gunnar Ekelöf digter om mennesket, ja han er indbegrebet af humanisme. Hans digte står som en vertikal søjle ned igennem historien og får (kursiv) mennesket (kursiv) til at tale fra en fjern fortid direkte ind i nutiden. Ikke mindst i kraft af digtenes insisterende følelsesstyrke og pludselige krystallinske mønster af sandhed og indsigt.
Fra fortidens skabende mørke sender digtene sonder af lys mod læseren, lys som berøring, som kærtegn, som kys på øjenlåget. Det kan godt være, at vi er i hver sin verden, men vi er også nær hinanden, både som historiske væsner, som køn og som elskende. Gunnar Ekelöfs digte løber over med savn. Det lyriske jeg i dem er et slags længselsfuldt tvillingevæsen, der leder efter sin tabte halvdel i historiens ruiner og mytologiske rester, hvor vi kan (gen)finde den og det vi savner: ”Vi vil mødes engang langt borte/ og jeg vil altid genkende dig/ fordi du var mig”.
At kalde Gunnar Ekelöfs digte for smukke er en underdrivelse. De er bjergtagende: sære, voldsomme, smertefulde, hjemsøgte og stedvis så fjernt fortabte i deres fascination af antikken, at man ikke forstår dem fuldt ud eller langt nok ind. Digteren opererer også med serier af sigende paradokser, eksistentielle modsætninger og holdninger, der støder mod hinanden som teser over for antiteser, Gud over for Djævel; men i sprækken mellem de to bliver digtene til - som kærlighed. Det gyldige i tilværelsen findes her i sprækken, hvor skygge og lys mødes, og mennesket lever presset sammen mellem gustne befalinger og ubodelige straffe: ”I denne grusomhed som er vort liv/er kærligheden en drøm om skønhed”.
I Gunnar Ekelöfs lyriske verden kan vi godt - som de forvildede ænder på Mälaren - være blindet og forblændede, men da skal vi i en poetisk bevægelse skue indad, så kommer alt det igen, som vi har glemt og ikke længere har blik for. Man kan følge bevægelsen indad og nedad igennem de tre digtsamlinger. Fra et åbent, søgende og næsten aforistisk anslag bliver digtene stadig mere komplekse og teksttætte, ja sine steder ligefrem en slags prosalyrisk fortælling fra mørket under verden. Det er en til stadighed dybt fascinerende rejse ned i tiden og ind i sjælen, som digteren foretager.
Hos Gunnar Ekelöf er vi ensomme i livet som i døden. I sarkofagen ligger vi - med hans ord - med ryggen mod Intet og ansigtet vendt mod Intet. Men Ekelöf kan skabe et nærvær i sproget, som får os til at føle at vi lever, bliver set og genkendes af den anden og det numinøse Andet. Rejsen igennem de tre digtsamlinger er som en rejse ind i et tiltagende mørke. Men hos Ekelöf er mørket ikke altopslugende og ødelæggende; tværtimod, i sidste ende er det skabende. Og digteren selv findes inderste inde i mørkets hjerte: ”Mørk, mørknet er al farve/undtagen den sorte/som aldrig mere kan mørkne/ I den ser du mig”.
Med denne samlede udgivelse af Gunnar Ekelöfs hovedværk på dansk fremstår han i fuld figur. Tonet ind som en mægtig mytisk skygge i nordisk poesi. Hvilken inspirerende kraft har han ikke været. Han er digternes digter, men han er også vores.
kultur@k.dk
citat ”Man kan ikke andet end at sige tak. 1001 tak. Det er en pragtudgivelse.”