Kersti Annesdatter Skomsvold, født 1979, debuterede i 2009 med romanen ”Jo hurtigere jeg går”, en særpræget roman om en ensom gammel dame, som sent i livet forsøger at få forbindelse til sine omgivelser.
I 2012 kom den autobiografiske ”Monstermenneske”, der handler om, hvordan Skomsvold kom på fode igen (blandt andet ved at skrive debutromanen) efter en lang periode, hvor hun var fuldstændig invalideret, rykket helt tilbage til start af ME, en udmattelsessygdom (en diagnose, der ser ud til at være ganske udbredt og omtalt i Norge).
Kjersti Annesdatter Skomsvold, som er uddannet både inden for ingeniørvidenskab og litteratur, har også skrevet digte - i 2013 kom ”Litt trist matematikk” og en enkelt børnebog. ”33” udkom i 2014 og er nu, som de to foregående romaner, oversat til dansk.
”Livet er ikke noget for mig, for jeg kan ikke særlig godt lide mennesker og dyr medmindre jeg tænker mig om, tankerne forvrænger og forrykker alting.”
Sådan præsenterer hovedpersonen, kvinden K i ”33”, sig selv. Hun er svært lungesyg, matematiklærer på en kostskole og ensom som få. Hun har mistet sin elskede Ferdinand, han var psykisk syg og tog livet af sig i Frankrig, hun kunne ikke redde ham, kærligheden kunne ikke redde ham.
Nu er hun så 33 år, en symbolsk alder i kirkehistorien. Spørgsmålet er, hvordan - og om - hun kan komme ud af det limbo, hun befinder sig i, og hvori Ferdinand stadig optræder som levende?
Man kunne jo forelske sig igen. K forelsker sig da også i ireren Samuel, om hvem vi ved har et mellemnavn, der begynder med B og ender på y, og som synes tabt i en endeløs cricketkamp. Og allerede her er det, at læseren bliver i tvivl, er denne Samuel en nulevende mand, eller er han en fantasme, bygget på forfatteren - og cricketspiller i første klasse - Samuel Barclay Beckett?
Måske gør det ikke så meget for K, eller måske er Samuel både forfatteren Beckett og en konkret mand. Ligesom det barn, som K anskaffer sig for at øve sig i relationen til en anden, både er en albatros, en hund og en kunstnerisk skabelse!
Det lyder anstrengende, og ja, man skal pudse sine læsebriller, når man giver sig i kast med Skomsvold, men man skal også bare acceptere, at alting også rummer sin modsætning, at det hele ikke er helt så binært som i matematikken, og at sorg og humor ikke udelukker hinanden.
Skomsvold skriver en helt særegen sort og galgenhumoristisk, anarkistisk surreal prosa, hvor man aldrig rigtig ved, hvor grænserne mellem realitet og irealitet går, en fantasi tager den næste og så fremdeles, indtil det hele med et smæk vender igen.
Det kan undertiden gøre det svært at blive på sporet, fordi der så at sige hele tiden er forstyrrelser i logikken, men samtidig er det også lige præcis denne konstante usikre rystelse eller underliggørelse, der er så besnærende ved Skomsvold: ”Men jeg kan muligvis underliggøre den elskede, det må kunne lade sig gøre, og også underliggøre kærligheden og således forstå mindre af den, og på den måde går kærligheden ikke i stykker.”
”Når man ikke har et liv bliver man nødt til at skabe en illusion,” siger K, og det gør hun så, bygger fantasiscenarier op, som ganske langsomt faktisk fører hende til accepten af, at hun må give slip på Ferdinands hånd.
Helt symbolsk brækker hun hånden og opdager, at det, der kommer ”ud” af den venstre hånd, ikke er differentialligninger, men bogstaver.
Måske kan hun nå frem til, at række hånden ud til en anden, en anden, som måske kan befrugte hende, helt konkret, men også metaforisk, sådan at hun kan skrive den bog, hun som et albatrosæg bærer rundt.