Det morbide og det moderigtige kan gå hånd i hånd. Det viser en udstilling på Metropolitan Museum of Art i New York, der udforsker forbindelsen mellem sorg og glamour ved at se nærmere på sørgeklæder og deres kulturelle historie i perioden fra 1815-1915.
Udstillingen ”Death Becomes Her” (Døden klæder hende) giver de besøgende indblik i den rigoristiske sørgepligt, som især kvinder var underlagt i det rigide viktorianske Europa og i det 19. århundredes USA, hvor alle aspekter af sorgens udtryk var nøje kontrollerede, og hvor kvinder igennem deres klæder forventedes at kommunikere hele familiens sorg.
Jo tættere kvinden var på den afdøde, jo mere blev forventet af hende. Sørgeperioden for en enke var to år, og hendes særlige sorte klæder kommunikerede hendes status, smag og sømmelighedsniveau.
Kulturelle koder dikterede, hvilke tekstiler og farver var acceptable i sorgens forskellige stadier. I de første måneder var kun glansløse sorte kjoler i tunge materialer såsom uld acceptable. Som tiden gik, løsnedes reglerne, og den sørgende kvinde kunne bruge farver såsom grå, lilla og en smule hvid.
”Den tungeste byrde i sorgritualet tilfaldt enkerne, der blev forventet at bære sorgklæder længere og begrænse deres sociale aktiviteter i denne periode. Det afspejlede også hendes ændrede status og mulige sårbarhed, idet hun havde mistet den økonomiske og sociale beskyttelse, som hendes mand gav hende, sammen med ægteskabets stabilitet,” lyder det i en udstillingstekst.
Enkens sørgeklæder, særligt sløret, havde en vigtig kulturel og symbolsk betydning, siger Harold Koda, der er chefkurator for udstillingen.
”Den tilslørede enke kunne fremkalde medfølelse såvel som mandlige tilnærmelser. Som en seksuelt erfaren kvinde uden ægteskabelige begrænsninger blev hun ofte set som en trussel mod den sociale orden,” forklarer han.
I det nedsunkede, dystert belyste udstillingslokale i museets nyrenoverede Anna Wintour Costume Center, hvor den franske komponist og kirkemusiker Gabriel Faurés melankolske requiem strømmer fra højttalerne, kan de besøgende beskue cirka 30 stilfulde og ofte decideret glamourøse sørgedragter båret af både kvinder, mænd og børn, der modsat tendensen i dag ikke blev beskyttet fra død og sorg.
I en tid, hvor den gennemsnitlige levealder var under 50 år, var sørgeklæder del af mange menneskers garderobe, og mange af datidens kvinder tilbragte ligefrem en stor del af deres liv i sørgedragter.
Udstillingen gør også opmærksom på, at de ofte moderigtige sorte klæder ofte blev opfattet som særdeles attraktive.
”Death Becomes Her” forklarer, hvordan Europas kongelige i det 19. århundrede satte omstændelige standarder for sørgeklæder, der derpå spredtes på tværs af klasseskel ved hjælp af modemagasiner og en voksende appetit på forbrugsgoder.
Det amerikanske ugemagasin The Queen, som siden blev til Harper's Bazaar, oplyste eksempelvis sine læsere om alt lige fra passende typer hatte for enkefruer til acceptable frisurer for døtre til nyligt afdøde mødre.
Samtidig muliggjorde den industrielle revolution masseproduktion af kommercielle goder til den voksende middelklasse.
Der var ”sørgefingerringe” og medaljoner til at gemme den afdødes hårlokker, sorte blondelommetørklæder og fotografier af den afdøde på dødssengen.
Tristessens farve, sort, dominerer genstandene på Metropolitan-museets udstilling, der er kronologisk arrangeret. Den første sørgedragt, der bryder normen, er en grå brudekjole med sorte striber fra 1868. Ifølge udstillingsteksten valgte bruden kjolen til ære for dem, der døde i Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865).
Blandt de royale kjoler, der har fået plads i ”Death Becomes Her”, er en tækkelig sort aftenkjole fra 1890'erne båret af en af historiens mest berømte enker, den britiske dronning Victoria, der trak sig tilbage fra offentlig fremtræden, efter at hendes mand, Albert, døde af tyfus i 1861. To nedringede grålilla silkekjoler båret af dronning Alexandra efter Victorias død i 1901 er langt mere flamboyante.
Begyndelsen af Første Verdenskrig markerede afslutningen på sørgeklæderne. Efter en årrække, hvor traditionen blev udvandet år for år, blev den anset som værendefor upraktisk til det 20. århundrede. Sort ophørte med at være reserveret nonner, præster og de sørgende.
Men det upraktiske havde også et formål, bemærker anmeldere såsom Glenda Toma, der skriver om ”Death Becomes Her” i magasinet Forbes.
”For den ironiske new yorker - med klædeskabe, der bugner af sort - er udstillingen en nødvendighed og maner til eftertanke. Det er nemt at fordybe sig i klædernes finesser og endnu mere i de forpligtelser tillagt disse kvinder. Men måske, tænker du, var det ikke så skidt. I det mindste vidste disse kvinder, hvad de sørgede over. Hvad med dig selv?”, skriver hun.