Der synes at være en fornyet interesse for 1960’ernes kunst i disse år: Louisiana har netop åbnet udstillingen ”Eye Attack” med optiske værker fra 1960’erne, Brandts sætter spot på maleri fra samme årti, og Statens Museum for Kunst viste sidste år udstillingen ”What’s Happening” med fokus på den eksperimenterende danske kunstscene i 1960’erne.
Nu åbner Arken i samme ånd et brag af en udstilling med værker af en af de mest markante kvindelige kunstnere fra 1960’erne: den fransk-amerikanske Niki de Saint Phalle (1930-2002), der om nogen inkarnerede det gryende ungdomsoprør, og som med sit stærke, feministiske, antipatriarkalske engagement bogstaveligt talt skød sig til en betydningsfuld plads i kunsthistorien.
Hun har efterladt sig et enormt værkkorpus, og mange af værkerne donerede hun rundhåndet til museer i hele verden. Man kan eksempelvis se hendes værker i Toscana (den Gaudi-inspirerede totalinstallation ”Tarot Haven”), og på Moderna Museet i Stockholm er hendes skulpturer blevet et vartegn, der er noget af det første, man ser i haven på vej op til det svenske kunstmuseum.
Det samme gør sig gældende på pladsen foran Centre Pompidou i Paris. I sidstnævnte by, nærmere bestemt i Grand Palais, kunne man hen over efteråret og vinteren 2014-2015 opleve en omfattende udstilling med kunstneren. Det var denne udstilling, der inspirerede Arken til den aktuelle udstilling.
Det er i øvrigt tankevækkende, at Arken nu udstiller to markante, kvindelige kunstnere fra det 20. århundrede. Foruden Niki de Saint Phalle viser man den første store udstilling med den danske billedkunstner Gerda Wegener, hvis værker har været lidt af en hemmelighed i dansk kunsthistorie, men som pariserne helt anderledes tog til sig. De store kvindelige kunstnere er ved at blive kanoniseret i disse år.
Niki de Saint Phalle (født Cathrine Marie-Agnès Fal de Saint Phalle) var den næstældste i en søskendeflok på fem og datter af en adelig, fransk far og en amerikansk mor. Hun er således født kosmopolit med udgangspunkt i den kulturelle overklasse.
Sine første år tilbragte hun hos bedsteforældrene i Frankrig, men tre år gammel blev hun forenet med familien i New York, hvor hun gik i skole, indtil hun blev smidt ud, fordi hun malede figenbladene røde på skolens græske statuer. Dette var hendes første kunstneriske aktion, erklærede hun senere.
Hun tilbragte dog det meste af sit liv i Frankrig, og den gudindesmukke kunstner begyndte sin karriere som fotomodel for Vogue, Life og Elle. Hun blev gift meget ung og fødte tidligt en datter og en søn, men i 1953 blev hun psykisk syg og blev behandlet med elektrochok.
I den forbindelse begyndte hun at male. Senere kom det frem, at hun var blevet seksuelt misbrugt af sin far, hvilket velsagtens er en af grundene til, at hun i en periode afreagerede så heftigt mod patrikarkatet med de skydeaktioner, som hun indledte i 1961.
Her opbyggede hun først nogle store relieffer eller assemblager af objekter, som hun fyldte med farver for derefter at male dem kridhvide – som et tomt lærred. Dernæst skød hun med skarpt på objekterne, så de perforeredes, og farverne sivede ud – som blod fra en krop. Resultatet var overrumplende, ekspressivt, men også meget smukt. Den amerikanske abstrakte ekspressionist Rauschenberg blev en af mange kunstnere, som beundrede hende og erhvervede værker af hende.
Oplevelsen af Gaudis arkitektur i Barcelona og af det franske postbud Chevals ”Ideale Palads” i Frankrig fik afgørende betydning for udformningen af hendes egen kunst. I 1956 havde hun mødt den schweiziske kunstner Jean Tinguely.
Et par år efter at hun var blevet skilt fra sin første mand, som beholdt børnene, fandt hun sammen med Tinguely, som hun blev gift med i 1971. Hun var den eneste kvindelige kunstner, der blev optaget i den franske kunstnergruppe Nouveaux Réalistes, der også omfattede Tinguely, Christo, Arman og andre berømte kunstnere.
Niki de Saint Phalle fik sit internationale gennembrud i 1961, ikke mindst på grund af de omtalte skydebilleder, som hun opførte blandet andet på Stedelijk Museet i Amsterdam, i Galerie Køpcke i København og på Moderna Museet i Stockholm. Gennem hele karrieren fik hun stor støtte af det svenske museums visionære direktør, Pontus Hultén, der inviterede hende til at udstille dér i 1966, hvor hun blandt andet skabte den 25 meter lange, 9 meter brede og 6 meter høje kæmpeskulptur ”Hun”, som var en af de Nana-figurer, der nu var blevet hendes foretrukne motiv.
Figuren var inspireret af en af hendes gravide veninder. Det er en struttende, dansende, tyk og udflydende kvindefigur i mange farver, symboliserende den frigjorte kvinde. Den store Nana-skulptur i Stockholm lå med spredte ben. Arken har indrettet et helt rum med dokumentation af – og en model af – værket.
I rum efter rum foldes Niki de Saint Phalles værker ud, og vi følger hendes kunstneriske udvikling i de forskellige faser. Det er en pædagogisk og logisk opbygget udstilling med vægge farvet lyserøde og ultramarin.
Kunstneren har en afvæbnende humor, og man overgiver sig gerne til hendes popglade figurgalleri, som undertiden er beklædt med mangefarvede, keramiske mosaikker eller med spejlmosaikker, der reflekterer omgivelserne.
Der bliver endvidere vist film, som lægger yderligere alen til vores forståelse af Niki de Saint Phalles kunstneriske univers. Det er en fest for øje og sind og aldrig før set hos denne første generation af feminister, at modsproget, som udtrykker en drøm om frigørelse fra den patriarkalske undertrykkelse af kvinden, tager en så poetisk og humoristisk drejning.
Kunstneren erklærede tidligt, at hun ikke beherskede maleriet, at hun faktisk ikke havde nogen som helst teknisk kunnen, hvilket er en af grundene til, at hun kaster sig over, ja udvikler helt nye medier. Man kunne sammenligne hendes voluminøse Nana-figurer med kæmpebrysterne og de store popoer med den colombianske billedhugger Boteros overdrevent fede skulpturer. Men Niki de Saint Phalles figurer danser af sted let på tå. De er kropsligt frigjorte og glade.
Hvor Niki de Saint Phalle i begyndelsen udtrykte sig aggressivt gennem sine skyde-aktioner, som viser hendes foragt for den mandsdominerede verden – og ditto kunstinstitution – gik hun således senere over til en mere forsonende, feminin og indvendig verden, hvor hun undersøgte kvindens forskellige roller gennem Nana-figuren: den prostituerede, bruden, den gravide kvinde etcetera.
Nogle af disse figurer er som nævnt store som huse og mange af dem indgår i omtalte have i Toscana. Mit gæt er, at et større antal museumsgæster vil lægge vejen forbi haven i løbet af sommerferien. Udstillingen er i sig selv en stor oplevelse, og desuden er Niki de Saint Phalles biografi både spektakulær og underholdende.