Spielberg er tilbage med solidt spiondrama

”Spionernes bro” er en typisk Steven Spielberg-film om en almindelig mand, hvis instinktive etos får ham til at yde det ekstraordinære

Idealist mod sin vilje: Tom Hanks som den anfægtede advokat i Steven Spielbergs ”Spionernes bro”. -
Idealist mod sin vilje: Tom Hanks som den anfægtede advokat i Steven Spielbergs ”Spionernes bro”. - . Foto: Fox Film.

Steven Speilberg har altid været fascineret af karakterer, der modvilligt yder det ekstraordinære. Mennesker, der egentlig ikke er i besiddelse af nogen særlig moral, men stilles over for en opgave, som pludselig kalder sider frem i deres væsen, hverken de selv eller deres omverden vidste, de var i besiddelse af.

Vi har mødt dem i nogle af Steven Spielbergs bedste film: Fabrikanten i ”Schindlers liste” (1994), der stik imod sine egne interesser frelser sine jødiske arbejdere fra gaskamrene under nazisternes forbryderiske regimente. Og sergenten, der i ”Saving Private Ryan” (1998) henter en soldat langt inde bag fjendens linjer og får ham bragt frelst hjem.

I begge tilfælde ofrer disse mænd sig med en idealisme, der egentlig ikke er belæg for i deres karakter, men som alligevel ytrer sig på trods af alt. Den danske filosof K.E. Løgstrup kaldte den slags ytringer suveræne, netop fordi de ikke lader sig holde tilbage, men sætter sig igennem som tvingende nødvendighed, uanset den modvilje og de forbehold et menneske kan have.

Vi møder karakteren igen i Steven Spielbergs nye store humanistiske drama ”Spionernes bro”, hvis titel henviser til den ikoniske bro i Berlin, hvor Øst og Vest udvekslede spioner under den kolde krig, klassisk John Le Carré-territorium.

Men i Spielbergs fortolkning forvandlet til et sted, hvor forfrosne systemers håndlangere for et øjeblik bliver menneskelige igen. Manden, der bliver idealist mod sin vilje, er denne gang en amerikansk forsikringsadvokat, der får en opgave, alle andre har takket nej til. Nemlig at forsvare en pågrebet russisk spion i New York, så omverdenen kan se, at USA behandler fjender af landet ordentligt. En ren skueproces.

Forsikringsadvokaten James Donavan (Tom Hanks) har hele sin karriere igennem arbejdet på at sno sig og sine klienter uden om ansvaret, men nu tager han ansvaret, stik imod sin natur og alle odds, da han møder spionen Rudolf Abel (Mark Rylance), der rummer sider i sit væsen, som får advokaten til at forglemme sig selv og blive noget for andre, ja, for den anden, sin næste.

Der er selvklart en vist mål af patos og følelsesfuldhed i Steven Spielbergs omgang med det godes paradoksale væsen, men det holdes i ave af historien, der får lov at ud- og forvikle sig i den over to timer lange film.

”Spionernes bro” vipper på aske af kold krig i begyndelsen af 1960'erne. Der er amerikanerne på den ene side, sovjetrusserne på den anden og som en perverteret afart DDR, der er ved at spærre sine egne borgere inde bag muren igennem Berlin.

Balancen er tillige en terrorbalance, hvor den atomare trussel er reel og hænger som en mental paddehattesky over hovederne på de agerende. Steven Spielberg og konsorter fanger tidsånden fint med et frigjort, men samtidig paranoidt New York og et bundfrossent Efterkrigsberlin.

Men terrorbalancen bliver også en psykologisk og storpolitisk balance, da russerne skyder et amerikansk spionfly ned og tager piloten til fange, og da DDR arresterer en ung, forelsket amerikansk student på den gale side af muren. Der bliver noget at udveksle for advokat James Donavan: to amerikanere for en russer på spionernes bro.

Hvorvidt det lykkes, skal ikke røbes. Steven Spielberg holder flere parallelle historier i gang i sin overordnede fortælling om advokaten, der i alle betydninger af ordet får sit livs sag for. Måske også for mange historier og måske også for tydelige og stereotype historier med for meget historisk pædagogik for et amerikansk publikum, der ikke har Europas historie efter Anden Verdenskrig helt inde under huden.

Det didaktiske er filmens svaghed, ligesom de mange historier truer med at få hovedfortællingen om udviklingen af et menneskes etos til at diffundere. Men instruktøren og hans fotograf kan skabe billeder; djævleblændte billeder fra et trøstesløst Østberlin, hvor selv sneen er sort, til et kommunistforskrækket New York, hvor advokaten med den dårlige sag nedstirres i subwayen.

Frem for alt spilles der godt i de bærende roller med de to inderligt forbundne og dog så forskellige mennesker, advokaten og hans klient; fremmede som de er over for hinanden og alligevel genkendte.

Den del af filmen har Steven Speilberg et eminent greb om. Ligesom koldkrigens absurde, fremmedgørende kodesprog fanges fint af brødrene Coen, der har stået for manus. Der er en del ”Burn After Reading” over visse sekvenser i filmen; en barok humor og lakonisk tale, der skaber en modvægt til det følelsesfulde materiale.

”Spionernes bro” er ikke på højde med ”Schindlers liste” eller ”Saving Private Ryan”, men mindre kan også gøre det, når man hedder Steven Spielberg og fortsat tydeligvis har noget på hjerte og potentialet til at forløse den lille historie om et anfægtet menneske som et spejl af den store historie. Alt det, der bliver så svært, når mennesker underkaster sig ideologier og glemmer, hvem de egentlig er.

”Ethvert menneske betyder noget”, siger den standhaftige advokat, da han får en sag for, som han pludselig kan se det menneskelige i. Udsagnet ligner instruktørens og kendes fra hans væsentligste film.