Spor af forkyndelse i ny roman

Generøst fortalt historie om en livsnyders møde med døden og kristendommen

Jette Drewsen afholder sig fra at ophøje det religiøse til sandhed; ej heller tegner hun et rosenrødt billede af præstestanden, men hun indlejrer små spor af kristen forkyndelse i sin fortælling.
Jette Drewsen afholder sig fra at ophøje det religiøse til sandhed; ej heller tegner hun et rosenrødt billede af præstestanden, men hun indlejrer små spor af kristen forkyndelse i sin fortælling. . Foto: Gyldendal.

Frank Wertheimer har altid haft stor appetit på livet. Han er arkitekt og professor. Og han tager godt for sig af retterne, når det gælder vin, huse og skønne kvinder. Han nyder sin kone Helena, sin ekskone og ikke mindst de talrige unge elskerinder, som han håndplukker blandt sine kvindelige studerende. Han har måske ikke fået opfyldt alle sine karrieredrømme, men han har været målrettet og nået at tegne og planlægge en mangfoldighed af huse og byggerier.

I egen optik har hovedpersonen i Jette Drewsens nye roman ”Døden er en mester” derfor al mulig grund til at være tilfreds. Alligevel er der noget, der nager Frank Wertheimer. Han kan ikke forlige sig med hverken sin død eller sin datter. Eller rettere: Han kan ikke opnå den grad af kontrol over dem som opnået med sit arbejde, sine koner og sine elskerinder.

Jette Drewsen slog i sin tid igennem med den meget læste og omtalte roman ”Hvad tænkte egentlig Arendse?” (1972), som skildrede en kvindelig erfaringsverden og lagde op til kamp for ligestilling. Derfor blev Drewsen også i mange år opfattet som en del af den feministiske bevægelse, men hun brød ud af rollen og arbejdede videre med andre og bredere perspektiver. Det mærker man også i ”Døden er en mester”, hvor hun overraskende har valgt en kierkegaardsk æstetiker som udgangspunkt for sin fortælling. Det er et spændende valg, som Drewsen udnytter meget fint.

Frank Wertheimer er ikke en elskelig karakter; på utallige måder tramper han på andre mennesker i sin hedonistiske jagt efter ære, penge og sanselig nydelse, alligevel er læseren ikke frastødt af ham. For nok er den selvsmagende hovedperson ikke et forbillede, og nok er han i vekslende grad en plage for sin omgivelser, men han skildres med finfølelse og indlevelse, hvilket gør det muligt at forstå ham og hans valg.

Samtidig har Drewsen omkring ham placeret et fascinerende persongalleri, hvor især datteren Sia tiltrækker sig opmærksomhed. Wertheimer og hans ekskone har svært ved at aflæse og forstå deres unge datter. De har ondt af hende og skammer sig måske også over det, de opfatter som mangler. I modsætning til sin far og mor har Sia blik for andet end sig selv. Det er måske i virkeligheden det, der bekymrer hendes fraskilte forældre mest. Hun har mødt noget radikalt andet i kirken. Her finder hun den ro, hun savner. Det er hendes forældre imidlertid ikke i stand til at forstå, selvom de til sidst er nødt til at acceptere det.

Drewsens roman er meget velskrevet. Man fornemmer en generøs fortælleglæde og bliver opslugt af hendes portræt af den kulturradikale livsnyders uundvigelige møde med døden og kristendommen. Drewsen afholder sig fra at ophøje det religiøse til sandhed; ej heller tegner hun et rosenrødt billede af præstestanden, men hun indlejrer små spor af kristen forkyndelse i sin fortælling og vækker læserens nysgerrighed efter mere.

kultur@k.dk