Sport har været med til at forme mig som menneske

Peter Øvig Knudsens tobindsværk om Blekingegadebanden er den bog, som har gjort størst indtryk på Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet

Den bog, som har gjort størst indtryk på politiforbundets formand, er Peter Øvig Knudsens tobindsværk ”Blekingegadebanden”. -
Den bog, som har gjort størst indtryk på politiforbundets formand, er Peter Øvig Knudsens tobindsværk ”Blekingegadebanden”. - . Foto: Scanpix.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er Henrik Qvortrups bog ”Tre år, ni måneder, tre dage”, der handler om, hvad der skete bag kulisserne i Helle Thorning-Schmidts (S) regering. Den er godt skrevet, og den fangede mig virkelig. Jeg kommer meget på Christiansborg, så også derfor var den ganske interessant at læse.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Det er Peter Øvig Knudsens tobindsværk ”Blekingegadebanden”. Jeg læste den i en juleferie, og jeg kunne overhovedet ikke lægge den fra mig. Jeg kendte jo godt til sagen, da jeg blev ansat i politiet i 1985 på Station 1. Det var min deling, der rykkede ud i forbindelse med bandens røveri af posthuset i Købmagergade i København. Jeg kendte godt Jesper Egtved Hansen, der var elev på Station 1, og som blev dræbt. Jeg skulle have været på arbejde den nat, hvor røveriet fandt sted, men jeg havde byttet min vagt med den betjent, som skød ind gennem røvernes bil. Hele den sag har selvfølgelig gjort et enormt indtryk på mig, og det har bogen derfor også.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Jeg vil gerne anbefale Puk Damsgaards bog ”Ser du månen, Daniel” om den danske fotograf Daniel Rye, der var gidsel hos Islamisk Stat i Syrien i 398 dage. Det er altid mest interessant at læse noget, når det relaterer sig til virkeligheden.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Hvis man forstår kultur bredt og regner sport under kultur, så har det at dyrke sport været med til at forme mig. Jeg har spillet på juniorlandsholdet i bordtennis, og det har betydet rigtig meget for mig. Jeg kunne godt lide træningen, det at skulle præstere noget på et vist niveau og spændingen ved, om man ville vinde. Det har lært mig meget, som jeg også har kunnet bruge senere i mit liv.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Der er i hvert fald ting, som jeg godt kunne give lidt mere opmærksomhed. Klassisk musik er ikke noget, jeg har brugt ret meget tid på, men for et stykke tid siden var jeg med i radioprogrammet ”Jersild og jukeboksen”, hvor der mellem interviewene blev spillet klassisk musik. Jeg fandt ud af, at den klassiske musik kunne været ret interessant, og det var også interessant at erfare, at der er rigtig meget musik, som er en udløber af den klassiske musik. Det var sjovt at sidde i det program i tre timer og så komme ud med et andet syn på musik.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Moderne kunst siger mig ikke noget. Men det kunne da godt være, at jeg ville blive fanget af det, hvis jeg vidste noget mere om det.