Januar bød på en lille måned med højtryk og stedvis hård frost. Herligt! I mit København frøs søerne til, og voldgraven ved Kastellet krystalliseredes i den smukkeste stjerneform af is. Den jomfruelige hinde over det mørke vand måtte ikke betrædes. ”Isen er usikker” stod der på røde skilte, men adskillige københavnere var ligeglade og befolkede isen som sorte figurer på hvid bund.
Jeg forstår dem godt. Selv er jeg blevet så gammel, at jeg er blevet autoritetstro på nogle områder og aldeles ligeglad på andre. Men når politiet skriver, at isen er usikker, så går jeg ikke på vandet. Men det river og flår i min indre romantiker. Disse vintre, der var engang - og som sikkert ikke var meget anderledes end dem, der er nu - hvor søerne frøs til, og man fandt skøjterne frem. På vej hjem fra skole var man allerede mentalt stillet ind på mødet med isen. Og dér i tusmørket og kulden tog man skøjterne på og satte i glideflugt ud over søen.
Den første gang hin vinter var inciterende. Bar isen nu, også helt inde ved bredden, hvor man satte af? Ja, kunne man selv finde ud af det efter et års pause eller måske flere? Følelsen af at isen bar, og man selv kom i fart i duvende bevægelser til den metalliske lyd af klingen med isen var ren, frostklar lykke. De første sving og den første hårde opbremsning, der rejste en sky af isstøv.
Følelsen af intens kulde og den indre varme, der forplantede sig igennem kroppen, når man løb. Og så farten, dette nærmest surrealistiske sug, der drev en frem over fladen, havde et strejf af usandsynlighed over sig.
Dette samme gjaldt affæren som sådan. Dette at skære ridser i frossent vand. I de gode vintre lå isen blank uden sne som et oxyderet sølvspejl mod den dunkle himmel. Flugten ud over søen som en af de første var dristig, overmodig, ja drevet frem af en hidtil skjult og inkuberet længsel, der nu foldede sig ud i vinden. Den skrækblandede fryd, når isen gav sig og slog revner, nogle gange lige under en, som gik en ve af smerte igennem den.
På isen kunne man tillade sig ting, der rakte ud over hverdagens mådehold og hæmninger.
Det var lidt ligesom at danse. Der var de søde piger, man pludselig i mørket kunne tage i hånden, løbe rundt med eller fange. Jeg husker endnu fornemmelsen af stoflighed og krop, der flød sammen i de tykke trøjer og forplantede sig som ilinger. At løbe på skøjter er som en pubertet, der gentages, hver gang man prøver. En genkomst til en anden alder, en anden tid.
Derfor duer skøjtehaller heller ikke. Kunstlyset og denne viden om, at der en fast bund under isen er affortryllende, ligesom alle de mennesker, der løber banen rundt i fastlagte mønstre er monoton og disciplinerende. Det er ude i naturen, man sætter løbet frit og giver sig hen i det, og hvor isens spænding også bliver ens egen.
Er skøjteløb litteratur? Ja, det tegner sit eget kalligrafiske sprog i isen og den hvide snedækkede flade. Et frisindet alfabet, som ingen har fanget bedre end Gasolin i sangen ”Det bedste til mig og mine venner”, hvor Franz Beckerlee virkelig flyver ud over isen med guitaren i en af dansk rockmusiks bedste soli:
Nerverne som glas på resteniler
Skøjteløb på Bagsværd sø
Kærlighed i kolde biler
Så er man sgu bange for at dø.