Stedernes betydning for vores læseoplevelse

Det er sommer og ekstra god tid til læsning. Men er det ligemeget, hvor vi læser? Og læser vi anderledes, alt efter hvilket sted vi befinder os? Forfatteren Martin Glaz Serup reflekterer i sommerens anledning over personlige læseoplevelser og -steder

Mange har personlige læsesteder, de sætter ekstra stor pris på - en øde strand, et sommerhus, en hængekøje.
Mange har personlige læsesteder, de sætter ekstra stor pris på - en øde strand, et sommerhus, en hængekøje. Foto: Michael Medgyesi/Scanpix.

Hvad er det, man husker, når man husker en særlig læseoplevelse? For selvfølgelig betyder teksten noget, men den findes jo aldrig alene; der er også stedet, hvor man har læst den, og den, man var dengang.

Læsningen sætter sig i kroppen og forbinder den med stedet i erindringen. Som når man ser et fotografi fra sit liv og kan huske alt det, der omgiver det, alt det, der ikke er med på billedet.

De her to digtbøger har jeg (gen)læst for nylig, og de bliver ved med at være levende i mig, de bliver ved med at blive læst, de læses i min krop. Asta Olivia Nordenhof: ”Det nemme og det ensomme”; og Robert Fitterman: ”No, Wait. Yep. Definitely Still Hate Myself”. Jeg læste dem hjemme i Valby, på Overskousvej, og på universitetskontoret, på Karen Blixens Vej i København, i læsestolen og ved skrivebordet, foran computeren og dobbeltvinduet.

I Valby i den hvide lænestol i spisestuen og i den brune designerstol, der ligner den, men hvem der har designet den, om nogen, ved ingen; ved altandøren og anlægget og i stofstolen, ved sengen. Det, man kender godt, det man går rundt midt iblandt, det skal man væk fra for at kunne se og tænke på som noget særligt, som egentlige steder.

Lige nu sidder jeg i et fly, på vej hjem fra Rom, jeg venter på take-off, jeg er meget træt og vil hvile mig lidt, inden jeg skriver videre. At litteratur også er trøst, overses ofte, tror jeg, eller man snakker ikke om det. Det er ikke kun, hvad der står - selvom teksten selvsagt skal være god - men læsesituationen, den måde at fordybe sig på, at være alene sammen med en tekst; det tempo, den ro, at reflektere og føle noget, langsomt, koncentreret samtidig at glemme sig selv er helende i sig selv. Dette indre liv.

Sådan kan det også være at skrive, men læsningen kommer først. At skrive er også at læse. Fryden, enkeltheden, eksistensen afskrællet - her i min oversættelse af Fitterman:

”Jeg har tit / tænkt på det her: hvordan kan det være / Så let for andre og så svært for mig? Hvad er normalt? / At ville knytte sig til nogen / Virkelig meget, er det normalt? / At længes efter kærlighed og hengivenhed, / er dét normalt? Hvad er det egentlig / Der forhindrer det?”

Lige da vi havde mødt hinanden, de første par år, tog Pernille og jeg til Christiansø og Frederiksø om sommeren og besøgte noget af hendes familie. Vi boede i en lille fiskehytte, i et rustikt redskabsskur af sten, eller i en celle i Doktor Dampes gamle fængsel. Vi badede. Vi raflede. Det var det. Vældig klaustrofobisk, eller, det kunne det let blive. Skønt at bade fra klipperne.

Christiansø er en sindstilstand. Det er alle øer, men Christansø og Frederiksø er mindre end de andre. Vi rejste, Pernille og jeg og Pernilles datter, hun var ikke så gammel dengang, det hele var relativt nyt, vi boede endnu ikke sammen.

Der er meget, man kan sige om sammenbragte familier, børn og voksne, normer, regler, og hvilke roller man har og bør have, hele det ingenmandsland, det er et fortsat morads. Jeg gik små ture alene, var væk i halve timer, jeg husker særligt det år, jeg havde Virginia Woolf med, ”To the Lighthouse” i dansk oversættelse, ”Til fyret”; det er en så enestående, så mageløs roman.

Blandt andet sad jeg op ad et stendige og læste, jeg husker ikke hvilken passage, men jeg husker stenene i ryggen og græsset og så ... læsningen, den særlige oplevelse, det at føle sig set (er det en metafor? Jeg er ikke sikker), eller måske bedre: selv at se. At se nogen se livet så klart. Og komme her og fortælle os om det. Se andre mennesker, eller måske for en gangs skyld at se: mennesket.

Dén læsesituation - jeg tænker om mig selv i den som i bogstavelig forstand åndeløs. Tiden, der står stille, og romanen som en reel anden virkelighed, en flugt; ikke bare fra det underlige, aldrig endende, følelsesmæssigt højst forvirrende limbo, som denne sammenbragte relation er for mig, dette andet ægteskab, dette selv at opføre sig og føle og flimre så besynderligt, alle disse ting, der er i spil, åh, at skulle udholde sig selv i dét, det er det værste, og så at skulle udholde de andre eller at vælge at gøre det, eller at burde kunne vælge at gøre det, at være så lille et menneske, og så: at blive fri for alt det.

At blive fri fra sig selv, mig selv, sidde på jorden og virkelig læse. Havet og klipperne og fyret, bølgerne, lydene og vinden, det kolde vand, de skarpe sten, det tottede græs, det store tårn. At være helt alene blandt mennesker og et kort øjeblik næsten opleve teksten som udtryk for det egentlige liv, sådan ser det altså ud, kondenseret, præcist, dybt og fuldt af sorg, et øjebliks klarhed; Woolf er så præcis, så ... klog. Og morsom.

Mit eget liv - også på det tidspunkt - pludselig så befriende ligegyldigt; ”watch and learn”, men hvad kan jeg lære. Lige nu tænker jeg særligt på en beskrivelse fra romanen af en mand, der går frem og tilbage; jeg kan huske forkert, jeg har ikke bogen her - frem og tilbage, hans støvler, hans energi, på sin egen måde - er det rigtigt husket? - på sin egen måde så stolt og så latterlig midt i sit.

Kroppen, man har, og litteraturen, man læser, og stedet, man læser, det hænger sammen, det påvirker hinanden, gensidigt, samtidig, det liv, man har, hvem man er lige dér, og tilsammen skaber det en erindring, et læsested.

Men der findes også læsninger, der så at sige skaber steder, eller måske skaber stedet, hvor man kommer i tanke om bøgerne; tilfører dem en særlig bevidsthed, et særligt blik, man ikke havde før. Den effekt har læsningen af Kenneth Goldsmiths ”Soliloquy” haft på mig. Og jeg har ikke engang læst den hele, kun dele af den, måske et par hundrede sider i alt, ud af de cirka 500 sider, der er. Den bog er en af mine vigtige.

Goldsmith har optaget alt, hvad han har sagt i en uge, hvert eneste ord, og ”Soliloquy” er en afskrift af de bånd; ordene står forskelsløst på siden uden indryk eller markerede pauser, blot som en blok, en massivt kværnende og hypnotisk monolog. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har læst (i) den; den er der ligesom hele tiden som en bevidsthedsform, en stemme, eller: en måde at have en stemme på.

Da tvillingerne var små, og jeg skulle børste tænder på dem, var særligt den ene altid genstridig; jeg husker ikke længere hvorfor, men det var et bøvl, det tandbørsteri, hver dag; det var virkelig trættende hver eneste dag; den diskussion, den grad af noget, der lignede tvang, jeg følte, jeg blev nødt til at bruge hver evige eneste... udmattende; og så en dag, imens vi var i gang, i stedet for at blive irritabel, eller: det blev jeg vel også, men pludselig kunne jeg høre mig selv og derved altså også se mig selv, næsten udefra, som var vores situation et stykke litteratur; jeg kunne høre min tale isoleret fra sammenhængen, bare som ord - hvad jeg sagde, monologisk, en slags selvaflytning, en teknologi implementeret i mig via ”Soliloquy.”

Det lød åndssvagt, det lød voldeligt, jeg lød sådan, hidsig, vrøvlende, skiftevis truende og lokkende og skyndende. Besynderligt. Stumper af samtale og kommandoer og ritualer blandet sammen. Næsten som at have objektiv adgang til sig selv. Dette at kunne høre, hvad der faktisk bliver sagt, ikke den sociale eller psykologiske situation, men konkret, ordret, ikke kun hvad det betyder; det er et rum, ”Soliloquy” har installeret i mig; også når jeg ikke børster tænder på nogen, og også når det ikke er mig, der taler.

Når jeg hører, hvad folk faktisk siger, for eksempel i toget, folk der taler i telefon, når jeg aflytter dét sprog, er det den bog, jeg tænker på.