Steen Skovsgaard: Middelalderens mønstre er stadig relevante

”Guds styre” er en indholdsmættet, oplysende og af og til lidt nørdet fremstilling af islamisk politisk tænkning

I ”Guds styre” redegør Patricia Crone yderst grundigt og kvalificeret for baggrunden for den politiske tænkning i middelalderens islam, herunder det tætte forhold mellem religion og politik, skriver Steen Skovsgaard.
I ”Guds styre” redegør Patricia Crone yderst grundigt og kvalificeret for baggrunden for den politiske tænkning i middelalderens islam, herunder det tætte forhold mellem religion og politik, skriver Steen Skovsgaard. Foto: Keld Navntoft.

Jeg har ofte sammenlignet islam med fraktaler, disse komplicererede geometriske figurer, for når man er ved at få et overblik over eller ser et mønster i islamisk tænkning, tro og praksis, så åbner der sig pludselig nye mønstre og nye verdener.

Når man for eksempel kender islams fem søjler, viser det sig, at det jo slet ikke er nok. Der er meget mere, som skal gøres, og mange flere regler og retningslinjer, man som muslim skal efterleve.

Sådan forholder det sig også med islams historie. Når man synes, at man har dannet sig et nogenlunde klart overblik over baggrunden for islams tilblivelse, åbner der sig pludselig nye horisonter og indsigter.

Patricia Crones bog ”Guds styre” er en sådan øjenåbner til nye indsigter, og den er den 27. i rækken af værker i det fornemme Carsten Niebuhrs Bibliotek.

Patricia Crone (1945-2015) voksede op i Danmark, blev uddannet i England, og hun var fra 1997 til 2014 professor på Institute for Advanced Study i Princeton, New Jersey. Hendes interesse var i særlig grad Mellemøstens historie, og hun har skrevet internationalt banebrydende værker om den religiøse, politiske og kulturelle baggrund for islams opståen og den tidlige islam.

I ”Guds styre” redegør Patricia Crone yderst grundigt og kvalificeret for baggrunden for den politiske tænkning i middelalderens islam, herunder det tætte forhold mellem religion og politik.

Det er et område, som for en vesterlænding kan være vanskeligt at forstå. Ofte beskyldes Muhammed for at have misbrugt religionen til at skabe sin egen succes; men Muhammed var netop en politisk profet, aktiv blandt krigsførende stammer og dermed også tvunget til at handle politisk og militært, hvis han skulle gennemføre sin mission.

Så for dem, der ikke skulle vide det eller ønsker at vide af det, så bliver det her slået fast, at islam i sin oprindelse blev udformet som en politisk organisation.

De tidlige muslimer så livet som en rejse gennem en farefuld ørken, hvor man kun alt for let kunne fare vild og gå til grunde. For at overleve måtte man derfor slutte sig sammen under ledelse af en vejleder, som kendte de rette veje. Men hvem var den rette imam, og hvem var den retledte leder?

Her åbner bogen for et mylder af oplysninger, som i særlig grad henvender sig til forskere og kun i ringe grad til en bred offentlighed.

Det er i hvert fald optimistisk at tro, at den almindeligt interesserede læser skulle kunne forstå følgende:

”Alle rafidier accepterede, at Profeten havde udpeget Ali som sin efterfølger, og alle så også al-Hasan og al-Husayn som modtagere af en wasiyya fra Profeten eller fra Ali.”

I nogle i øvrigt tankevækkende kapitler om den filosofiske indflydelse på islams samfundstænkning får man heller ikke så meget hjælp. Hvis man ønsker at læse om én af de vigtigste tænkere, Averroes, så kan man kun finde ham under navnet Ibn Rushd.

Særligt interessant, derimod, er bogens fjerde del om regering og samfund. Her behandles centrale og almene spørgsmål som: Hvorfor har menneskelige samfund brug for love – hvorfor skal loven være gudgiven – hvorfor er der brug for herskere – hvorfor skal regering være monarkistisk?

Man møder også argumenter for, at der i et samfund bør være socialpolitisk ulighed. For som den shiitiske sekretær Ibn Wahb ræsonnerer: Hvis Gud gav alle, hvad de ønskede, ville alle tilhøre den højeste rang, og ingen ville længere have brug for andre, og så ville de holde op med at samarbejde.

Til slut er der en grundig redegørelse for islams stillingtagen til forhold, som – skønt middelalderlige – stadig er aktuelle: Privat ejendomsret, kvinder, slaver, dyr, forholdet til vantro og jihad.

I klassisk lov er jihad en missionerende krig. Den er rettet imod vantro, som ikke behøver at have gjort sig skyldige i nogen fjendtlig handling imod muslimer. Deres blotte eksistens er krigsårsag, og dens mål er, indtil hele verden er blevet erobret, at inkorporere de vantro i islams hus.

Hvordan stemmer dette så overens med Koranens ord om, at ”der er ingen tvang i religionen”? Her er svarene mangfoldige, og diskussionerne stadig uafsluttede: Det gælder kun for det åndelige område eller for muslimer. Atter andre ser tvangen som hensigtsmæssig. For i takt med den ydre tvang vil den indre overbevisning efterhånden følge efter.

En alt i alt indholdsmættet, oplysende og indimellem lidt nørdet fremstilling af islams mange krogede og stadig aktuelle mønstre og verdener.

kultur@k.dk