Allerede titlen vakte min sympati for denne bog: ”Fartens forbandelse”. For også efter mine begreber er den en forbandelse. Og jeg er helt enig med Asger Baunsbak-Jensen, når han straks i den første sætning erklærer farten for ”vor tids tyran”.
Retorisk spørger han, hvad vi stiller vi op med den. Bogens sidste sætning rummer det dybeste i hans svar: ”Stilheden er evighedens svar til farten”.
Læs et uddrag af bogen her.
Det koncentrerede og intense lille værk, der hører til blandt forfatterens bedste, er skrevet med udgangspunkt i hans egne erfaringer som offer for tidens tyran:
”Jeg var havnet i overanstrengelse, kunne ikke koncentrere mig, kunne ikke sove, blev tvungent ud af min bane”. Han søgte ikke hjælp hos terapeuter og eksperter i livsstil. Deres verden vendte han ryggen til - og insisterede på sin egen. Alene rejste han til et lille, vestjysk sommerhus, hvor han boede i to måneder. Og de viste sig ifølge ham selv at blive de mest betydningsfulde i hans tilværelse: ”Det, der skete med mig, bærer jeg med som lærdom resten af mit liv”. Han rækker grundelementerne i den lærdom ”videre til de mange, der lider under et tidspres, vi aldrig har oplevet før”.
Udfordrende fastslår Baunsbak-Jensen, at det aldrig har været vigtigere end nu ikke at følge med tiden.
Bogen er et skarpt opgør med den nærværende epokes angivelige rå mentalitet, kendetegnet ved manglende opmærksomhed eller interesse for omkostningerne hos de mange, der tvinges til at indordne sig.
”Den stærkeste magt er blevet farten. Den er altgennemtrængende, og man kan ikke stoppe den, for den siver ind i mennesket”. Kravet er ubønhørligt: tilpasning. Og imens vokser en tung byrde af skyld over ikke at kunne leve op til de stillede krav."
Dertil et flimmer af overfladiskhed.
”Vi drukner i indtryk med e-mails, Facebook, Twitter og sms'er på arbejdet, hjemme og i toget. I dag kan jeg møde lige så mange på en time, som jeg som barn på landet mødte på et år”.
Og yderligere: Tågebanker af historieløshed - og ingen mulighed for at orientere sig. Den retningsgivende tradition, der gives med religion og kultur, er gået tabt.
Baunsbak-Jensen betegner udbrændthed, stress og depression som vor tids epidemier. Og de kan efter hans vurdering kun overvindes ved hjælp af ”en dybtgående reformering af vort personlige liv”. Som den af slagsen, han gennemførte for sit eget vedkommende.
Han gik selv vejen. Og spørger: ”Hvor er de politiske idéer, der skal ændre kursen, når vi ser alle dem, der bryder sammen? De tilbydes stresshåndtering, men det er symptombehandling, for samfundsdebatten er tømt for visioner om et andet liv, et nyt samfund”.
I stilheden i sommerhuset søgte Baunsbak-Jensen. Og fandt. Han fortæller ikke alt om, hvad det var, han fandt. Det mest personlige holder han for sig selv. Men på en måde er det til stede alligevel som det, der giver bogen glød.
Den religiøse dimension i det, han oplevede, er afgørende. Den er vejen.
At være Gud nær er at være sig selv nær. Det er en grund-oplevelse i forløbet. Gribende er det at følge processen, i mørkningstimen på stien langs fjorden, indledningen til stilhedens aften. Tankevækkende være til stede, når han lader sig tømme for tanker og føler sig berørt af Gud, i samspillet mellem tid og evighed, mellem menneske og Gud, med ophævelse af skellet mellem det, der er til i tiden, og evigheden.
I stilheden blev det ham bevidst, at hans liv ”er et gudsunder, en virkelighed langt mere omfattende, end jeg forestiller mig (...) Gud er i det hele. Han er det hele, større end alt. I dette ligger mysteriet. Han er så tæt på mig, at jeg ikke kan få afstand til Ham. Han er uendelig langt borte i tid og rum, og Han er helt tæt på mig, er mig”.
Nok er ”Fartens forbandelse” beskeden af omfang. Men det er en klog og vigtig bog, fyldt med træffende sentensagtige formuleringer, indirekte opfordringer til citering. Det er en udgivelse, der ikke følger tiden, men livet.
En livsbog.