Stilheden i japansk musik

INTERVIEW: Stilhed forstærker lytterens oplevelse af musikken, fortæller komponisten Juliana Hodkinson, som netop har skrevet en ph.d.-afhandling om pauser. I arbejdet har hun været inspireret af den traditionelle japanske gagaku-musik

Musikerne i gagaku ensemblerne i Japan har været en inspiration for Juliana Hodkinson i hendes arbejde med pauser i musik. – Arkivfoto.
Musikerne i gagaku ensemblerne i Japan har været en inspiration for Juliana Hodkinson i hendes arbejde med pauser i musik. – Arkivfoto.

Den 36-årige komponist Juliana Hodkinson er et livligt menneske, der ikke går af vejen for at prøve noget nyt og anderledes. Hun er født i England og kom til Danmark i begyndelsen af 1990erne, hvor hun studerede komposition hos Hans Abrahamsen og Per Nørgård i Århus.

Sideløbende med dette læste hun også musikvidenskab, filosofi og japansk. Det banede vej for en kunstnerisk karriere med tæt forbindelse til det akademiske. På denne baggrund har Juliana Hodkinson netop forsvaret en ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet i noget så mærkeligt som pauser.

Juliana Hodkinson vil gerne skabe en mere nuanceret forståelse af, hvad fravær, pauser, tomhed og stilhed vil sige i musikalsk sammenhæng. Lange sekvenser af stilhed kan nemlig være med til at forstærke tilhørerens oplevelse af musikværkerne. Tavsheden udfordrer samtidig kunstværkets rammer.

Mens Juliana Hodkinson endnu arbejdede på at finde en passende måde at notere sin musik, blev hun inspireret af den japanske komponist Toru Takemitsus partiturer, der rummer mange pauser. Da Juliana Hodkinson i midten af 1990erne opholdt sig et år i Japan, opsøgte hun desuden den traditionelle gagaku-musik, der er en slags klassisk hofmusik, som opførtes ved det kejserlige hof og efterhånden også spilles i Shinto-kredse. I Shinto-helligdomme dyrkes en udbredt form for kulturel religion eller spiritualitet i Japan, og stederne danner centrum for mange af de klassiske kunstarter og håndværk, for eksempel te-ceremonier.

Gagaku-musikken går helt utrolig langsomt, siger Juliana Hodkinson let grinende. Vejrtrækningen imellem fraseringerne er så grundige, at de udgør nogle kæmpe huller i musikken, og det hele bliver strakt ud i en meget langsom dimension. Musikerne i gagaku-ensemblerne sidder alle med ansigtet lige ud mod tilskuerne, indhyllet i det mest vidunderlige, men restriktive tøj. Der er ingen dirigent eller gestisk frihed til at vifte med armene. Det hele er utrolig statisk, og meget er baseret på en mundtlig og traditionel overlevering af musikken. Jeg prøvede at være med i en amatør gagaku-gruppe, men jeg var næsten ved at besvime ved det, fordi det går så langsomt! Det kræver mange års erfaring at få en fornemmelse af musikken. På den måde bliver det den kropslige forankring hos musikerne, der afgør, hvor længe pausen skal vare.

Studierne af den japanske musik gav Juliana Hodkinson mod til at eksperimentere med sin egen musik.

Jeg har brugt en del år på at strække tiden ud i mine værker og se, hvor meget man kan komme af sted med i forhold til publikums reaktion eller rettere sagt, hvor lidt man kan komme af sted med ved at reducere lyden og dog levere noget, siger Juliana Hodkinson. Med hænderne viser hun, hvordan hun hev og trak i sine kompositioner, som om de var et elastisk materiale.

Jeg oplevede meget hurtigt, at reduktionen gav en utrolig intensitet i koncertsituationen. Man kunne næsten høre folk lytte. Deres forventning eller lyttende spørgsmål til, hvad kommer der mon nu? støjede og voksede næsten af sig selv i rummet. Det var altså ikke fraværet, men umagen med at lytte til noget ganske stille, der interesserede mig.

Juliana Hodkinson komponerede først en lang række kammermusikværker. I årene omkring 2000 begyndte hun at lave instrumentalteater og lydobjekter. Alt sammen let, intens og poetisk musik, der gradvis blev mere og mere enkel. Til sidst var Juliana Hodkinson nede på at lave et værk for obo og 30 tændstikker. Det udviklede hun til en meditativ forestilling på Den Anden Opera kaldet All the Time. Det sindrige kompositionsarbejde, hvor der til sidst næsten ingen lyde var, gav Juliana Hodkinson lyst til at gå tilbage til sin akademiske baggrund og studere fænomenet stilhed.

Hermed begyndte Juliana Hodkinson et projekt, hvor hun måtte skille sine egne kunstværker fra i en periode og koncentrere sig om andre værker, fortrinsvis fra 1950erne og frem til i dag. Til gengæld voksede hendes interesse for at beskæftige sig med æstetik.

Mange komponister tror, at de taler om æstetik, når de i virkeligheden bare taler om deres stil. Det er ligesom at reducere design til et valg mellem forskellige farver, men det er alt for snævert. Der ligger et meget større potentiale i kunsten, når vi anerkender æstetik som en kompleks sammensætning af retoriske, historiske, kulturelle, kunstneriske og perceptuelle dele, der alle indgår i vores kunstoplevelse, siger Juliana Hodkinson.

kultur@kristeligt-dagblad.dk