I det smukke solskinsvejr har en dirigent, seks solister, 65 korsangere og musikere fra blandt andet DR UnderholdningsOrkestret og Sjællands Symfoniorkester begivet sig ind i Helligåndskirken midt i København. Det er søndag, og de mødes til en forprøve for at lægge sidste hånd på værket, før de for tredje gang skal opføre J.S. Bachs berømte værk "Matthæuspassionen".
Koret, Københavns Kantatekor, der ledes af dirigent Torben H.S. Svendsen, står opdelt efter stemmegrupper i rækker. Kroppene svajer, og stemmerne løfter sig mod kirkens hvælvinger og ud forbi de ottekantede søjler mod kirkens vægge. Men med jævne mellemrum bliver musikken afbrudt.
LÆS OGSÅ: Opstandelsen i de smukkeste musikalske klæder
"I, der står længst væk, klinger en lille smule for sent. Nu må I lige tage jer sammen og synge helt rent," eller "tekstens artikulation kan ikke overdrives," og "denne her sats skal altså synges med øjnene, så I kan ikke kigge for meget ned i noderne."
Det er dirigenten, der må bryde ind for at opnå den musikalske perfektion, han stræber efter. For ham er det essentielt, at koret ved, hvad musikken handler om.
"Hvis sangerne ikke ved, hvad grundfølelsen er, tror jeg ikke, de kan udtrykke det overbevisende. For mig er det her musikdramatik, så derfor skal man også spille sine roller. Noderne og teksten er ikke noget i sig selv, hvis de ikke bliver leveret med tanken bag. Dette er en voldsom historie, så derfor skal den også ud med de følelser, der er forbundet med det," siger han.
Kormedlemmerne er spændte og glade og klapper indimellem, når alt går op i en højere enhed. Det på trods af, at kirken er ualmindeligt varm og en hel del mørkere end den lyse dag udenfor. Nogle af sangerne på bageste række, der må arbejde ekstra hårdt på grund af rummets akustik, står lidt uroligt og sætter sig ned, så snart lejligheden byder sig. Men når de synger ordene fra det stykke musik, der er blevet kaldt det største kunstværk inden for protestantisk kirkemusik, glemmer de hurtigt kirkens tørre luft og manglen på solskin.
En af solisterne er mezzosopranen Johanne Thisted Højlund. Hun er klædt i en påskegul nederdel og en afslappet T-shirt, da hun kommer til prøven.
"Min kære Frelser, du, hvis tolv disciple nidkært stredes, da kvinden knæled ned med salven dyr, hvorved til døden, du beredes, se her, hvor varmt andægtigt nu min tåre, som fra sjælen flyder, dit hoved kærligt overgyder," synger hun.
Hun fortæller, at "Matthæuspassionen" ofte blev sat på pladespilleren i barndomshjemmet. Og at hun i mange år har drømt om at få lov til at synge netop dette værk.
"Det er fantastisk at få lov til at være med i en opførelse af Bachs 'Matthæuspassionen'. Det er helt vidunderlig musik, og så er der altid noget skønt ved de koncerter, der holdes i forbindelse med højtiderne, fordi folk også kommer, netop fordi det er påske, og de glæder sig til at høre fortællingen på ny og komme i stemning til påsken," siger hun og fortsætter:
"Det er en virkelig dramatisk fortælling for mig med evangelisten og koret, der hele tiden fører historien videre og et større persongalleri med Jesus, Pilatus, ypperstepræsten, Judas og Peter. Dertil kommer så arierne og koralerne som refleksioner over eller kommentarer til det, der sker. Ordene i de arier, jeg synger, forholder sig hele tiden til den historie, der bliver fortalt, og Bach maler med musikken alle de mange følelser, der lægger sig til ordene."
Dirigent Torben H.S. Svendsen har ligeledes særlige følelser forbundet med "Matthæuspassionen".
"Med 'Matthæuspassionen' giver Bach en meget klar fortolkning af nogle stærke følelser, som jeg selv kan relatere til. Smerten, håbet og forhånelsen er alle omsat til musik på en helt fantastisk måde. Derfor har jeg et meget nært forhold til dette værk. I musikerkredse taler man nogle gange lidt i spøg og lidt i alvor om, at Bach var den femte evangelist. Teologisk set holder det selvfølgelig ikke, men tanken går på, at der i selve hans tonesætning ligger så meget forkyndelse af ordet og evangeliet, at det giver en stærk virkning. Jeg har det sådan, at når lidelseshistorien bliver fortalt, klinger ordene fra hans musik i hovedet," siger han.
Klokken halv tre bliver kirkens døre åbnet for publikum. De strømmer ind, og klokken tre er kirken helt fyldt op. Temperaturen i rummet er blevet mere behagelig nu, efter at der er blevet skruet ned for varmeapparaterne, og forårsluften er kommet ind ad de åbne døre.
Alle musikere og sangere er nu klædt i elegant sort tøj. De kigger højtideligt ud i kirkerummet, og da Torben H.S. Svendsen løfter taktstokken, sætter de i gang. Øjenbryn og brystkasser hæver sig, halsenes sener strammes, og mundene formes til et "S".
"Sions døtre, kom at klage over vor brudgom kær. Se ham som lammet her ydmyg og uden svig tage vor skyld på sig, se, hvor jammerlig han selv sit tunge kors må drage, Sions døtre, kom at klage!"
Det er tydeligt, at Torben H.S. Svendsens ønske om at indarbejde dramatik i korets udtryk har båret frugt. De svajer i bølgende bevægelser som en stor masse, og ansigterne udtrykker de forskellige følelser, der knytter sig til teksten. Fra kirkens balkoner strækker publikum hals for at følge med. Andre kigger i et udleveret hæfte, hvor en gendigtning af teksten til "Matthæuspassionen" står trykt.
Efter koncerten bliver de optrædende mødt med stående applaus. Og flere publikummer må hen at trykke Torben H.S. Svendsens hånd og takke for en dejlig oplevelse. Helene Bjerg-Pedersen, som er en af korets sopraner, er taknemmelig for at have medvirket.
"Det er et stort privilegium at synge med så dygtige musikere og være med til at opføre et så storslået værk. Det går ud fra et af de for mig at se smukkeste steder i Bibelen, og det er en dejlig måde at fortælle historien på. Så selvom vi sveder og har lidt ondt i fødderne, har det været fantastisk," siger hun og smiler.
@Rubr.fakta 2 dæk:Matthæus- passionen
En passion er i musikhistorisk sammenhæng et værk, der sætter musik til Jesu lidelseshistorie. "Matthæuspassionen" er et stykke stort anlagt passionsmusik skrevet af Johann Sebastian Bach (1685-1750) til langfredag i 1721. "Matthæuspassionen" bliver af mange betragtet som det største kunstværk i den protestantiske kirkemusik.
