Kulørt ramasjang er en beskrivelse, der passer på nobelprismodtageren fra 2012 Mo Yans seneste roman på dansk. Det gør intenst farvemættet magisk realisme også. En jeg-fortæller vender tilbage til sin fødeegn efter flere år i storbyens smuds. Han vil fortælle om generationerne før ham, særligt om sin farmor og farfar, men også om sin far og mor.
Der springes frem og tilbage i tid, men centralt står år 1939 under den kinesisk-japanske krig, hvor farmoren skydes ned af japanere, og hvor faren og moren som unge teenagere finder hinanden.
Alle kærlighedsmøder er stærkt spektakulære. På vej til sit bryllup med en spedalsk mand af god familie falder farmor således for farfaren. Han er blandt de mænd, der bærer hende gennem markerne hen til hendes kommende ægtemand. Forelskelsen er gengældt, og efter få dages ægteskab myrdes ægtemanden. Farfaren, der senere bliver bandit og lokal krigsmand, flytter ind.
Romanens gennemtrængende motiv er den røde sorghum, som markerne er fulde af. På egnen både spiser de planten og laver brændevin af den, og så er den romanens blod; det er her, i de røde marker, at også menneskene får farve. Alle begivenheder udspilles blandt de røde planter. Elskov, fødsel, død. Allerede i romanens begyndelse slår fortælleren fast:
”Gennem årtier, der virkede korte som dage, pendlede grupper af mørkerøde skikkelser frem og tilbage mellem sorghumstænglerne og vævede et storslået billedtæppe. De myrdede, plyndrede og forsvarede deres land; de dansede en heroisk og tragisk ballet, som får os uværdige og nulevende efterkommere til at blegne i sammenligning.”
Sådan kan ”De røde marker” beskrives. Den væver et billedtæppe, menneskene skrives frem i tidslig pendulering, heroiske og tragiske på samme tid. Det, der står stærkest tilbage efter endt læsning, er de røde marker selv og alle de farver, der skabes omkring dem.
Volden er markant, hjernemasse udpensles imidlertid næsten kun for farvernes skyld. En gul slange vogter i en brønd, hvor fortællerens mor og hendes lillebror gemmes af vejen for at reddes fra kamphandlinger i 1939. En hær af hunde raserer ligeledes under krigen, ført an af Røde, Grønne og Sorte.
Mo Yan skriver på en måde, der både er scenisk fragmenteret og for meget på godt og ondt.
Jeg kunne ønske mig lidt mere menneskelig nuance eller blot dvælen, lidt mindre storslået billedtæppe. Nogle gange eksploderer stilen, som når flodvand er lunt som nypresset sojaolie og udklækkede haletudser svømmer rundt som udflydende blækklatter.
Romanen er opdelt i fem bøger, der først udkom i 1986 en ad gangen i forskellige kinesiske tidsskrifter, for derefter at samles til en udgivelse. Næsten samtidig blev første og anden bog, hvor især farfaren og farmorens fælles liv har en stor plads, filmatiseret med rødt filter og tildelt Guldbjørnen i Berlin i 1988. Hvis man overgiver sig til hele romanen, fremragende oversat af Peter Damgaard, fascinerer blandt mange passager morens entré i brønden i bog tre og farmorens genbegravelse i bog fire.