Sublim psykotisk poesi

Bjørn Rasmussens ”Ming” er hudløst, originalt og gribende - et af årtiets vigtigste værker i dansk litteratur

Bjørn Rasmussens "Ming" er på alle måder et grænsesprængende værk, skriver Peter Stein Larsen.
Bjørn Rasmussens "Ming" er på alle måder et grænsesprængende værk, skriver Peter Stein Larsen. . Foto: Linda Kastrup.

Bjørn Rasmussen digtsamling ”Ming” er som hans debutværk, romanen ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” (2011), på alle måder et grænsesprængende værk. Det gælder i dens beskrivelser af psykisk sygdom, indtagelse af medicin og stoffer og seksualitet. Men det er også tilfældet for den kunstneriske form, hvor den psykotiske tilstand, som det lyriske jeg befinder sig i, er formidlet i en stil, som man sjældent har set magen til på dansk.

Da en række litterater som Harly Sonne og Niels Egebak for nogle årtier siden undersøgte sammenhænge mellem psykotisk sprog og poesi, var en af konklusionerne, at der var oplagte lighedspunkter mellem de to diskurser. I begge tilfælde bliver grænsen mellem en ydre og en indre verden udvisket, normale kommunikationsstrukturer sat ud af kraft, dagligdagens logikker nedbrudt, og normalsyntaksen obstrueret.

Der blev dog også peget på forskelle, idet man fremhævede, at det poetiske sprog opererer med en særlig kunstnerisk forestilling om helheder og raffinerede korrespondancer mellem betydningselementer, mens der i det psykotiske sprog er tale om en privat, kaotisk og for andre utilgængelig forestillingsverden.

I Bjørn Rasmussens ”Ming” møder man i sandhed en privat og esoterisk, psykotisk orden, men samtidig er digterens stil så hårdtslående og særpræget, og hans udsagn så hudløst ærligt og gribende, at den ovennævnte skelnen mellem psykotisk og poetisk sprog ikke rigtig giver mening.

Vi følger i bogen et jeg ved navn Bjørn, der lever i et kærlighedsforhold til en anden mand, og som udvikler en psykose, hvor den ydre og indre verden samt fortid og nutid glider sammen. Et hovedsymptom på denne tilstand er en stemme i jegets hoved, der repræsenterer hans afdøde far, Flemming med kælenavnet Ming, og jeget tilbringer en del tid med at køre i taxi fra det kolonihavehus, hvor han lever med sin mand, og hen til sin tidligere, nu tomme lejlighed, hvor han ligger på gulvet og ryger hash og fantaserer om og taler med sin far.

Under forløbet får jeget en del antipsykotisk medicin, som han dog jævnligt smider væk, og det ender med en indlæggelse på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Afslutningsvis hører vi, at jeget efter sin indlæggelse skal giftes. Man nærer dog ikke meget tro på nogen happy end i dette dystre værk, hvor kun én ting lyser op, nemlig jegets eminente evne til at formulere sig om sin egen situation.

For at have en fornemmelse af, hvad ”Ming” er for et værk, skal man opleve dens stil, hvor jeget i en række hårdtslående og koncentrerede, sproglige excesser beretter om den tilstand af desillusion, tomhed, undergangsfantasi, hæslighedsdyrkelse, selvhad, hypokondri, dødsangst og mareridt om incestuøse overgreb, som han befinder sig i.

Det kan lyde således: ”det er længe siden jeg var vinterbader / lykli / det er min skamhud der taler nu / det er min voldtægtsmand in spe / der fik mig til at holde op med at skrive dagbog / nu er jeg så begyndt igen / jeg tror jeg har en tumor / det er ok at begræde barndommen lille patient / det er ok at være udstoppet / nu kommer endelig far / helt blank og færdig / helt emmentaleret til.”

Det tilbagevendende motiv er som nævnt ”far”, der kan indtage en myriade af forskellige skikkelser, og hvis stemme der kun bliver slukket for ved medicinering: ”jeg tager tre slags medicin / abilify seroquel citalopram / bivirkningerne dræner mig / jeg er en sort ko / dumme dyrebare drøvtygger / hvem kommer og slagter mig / med en fjerkræsaks / jeg er fed og træt far.”

Digtsamlingens forestillingsverden er udspændt mellem på den ene side de psykotiske fantasier: ”Angst / april / far danser heftigt i nat / mægtig i rød postdragt.” Eller: ”jeg må vaske far af mig / han er mudder / hans ansigt kollapser / kindtænderne løsner sig.” På den anden side har vi beskrivelserne af tilstanden, hvor den antipsykotiske medicin virker, og hvor jeget får sin virkelighedskontakt tilbage: ”Far er ikke til at få fat på i dag / jeg er bange for at det er seroquellen der slukker for ham / jeg ligger på gulvet i lejligheden / og kigger på en stikkontakttud.” Eller: ”åh lille far / alle de farver jeg omgiver mig med / hvorfor er jeg så grå indeni / kalket til.”

Det er tænderskærende læsning, og ”Ming” er et værk, som vist ingen kan undgå at blive dybt berørt af. Der er næppe før skrevet så stærkt, ærligt, originalt og stilistisk suverænt om psykisk sygdom på dansk. Bogen er en litterær begivenhed.

kultur@k.dk