Svensk børnelitteratur er blevet national skyttegravskrig

Børnebøgers fremstilling af race er i centrum i kulturkampen i Sverige. Årsagen til svenskernes store fokus og danskernes afslappede attitude kan spores i opgøret med nazismen

En ny sag om børnelitteratur i Sverige er blot den seneste i en lang række, hvor svenskere har villet redigere i børnelitteraturens klassikere af hensyn til nutidens værdier og tanker om ligestilling mellem køn og racer.
En ny sag om børnelitteratur i Sverige er blot den seneste i en lang række, hvor svenskere har villet redigere i børnelitteraturens klassikere af hensyn til nutidens værdier og tanker om ligestilling mellem køn og racer. Foto: Christian Liliendahl.

Mens mange danskere ryster afslappet på hovedet, farer svenskere gang på gang i flint over børnelitteraturens fremstilling af fortidens forestillinger om race, køn og etnicitet.

Seneste eksempel er den svenske forfatter og tegner Jan Lööf, der er havnet i offentlig strid med forlaget Bonnier Carlsen om hans berømte bøger, der kan læses på dansk og mange andre sprog.

Forlaget forlanger ifølge Lööf, at han ændrer i ”Fang Fabian” fra 1997, der indeholder illustrationer af sorte jazzmusikere. Særligt opsigtsvækkende er det, at forlaget også vil redigere i klassikeren ”Min morfar er sørøver” fra 1966. Her lyder kravet, at de karikerede historier om sørøveren Omar og gadesælgeren Abdullah skal omskrives.

Sagen er blot den seneste i en lang række, hvor svenskere har villet redigere i børnelitteraturens klassikere af hensyn til nutidens værdier og tanker om ligestilling mellem køn og racer.

”Tintin i Congo” blev midlertidigt fjernet fra hylderne i Stockholms stadsbibliotek i 2012 efter beskyldninger om racisme. Samme år stoppede Stina Wirsén sin serie ”Lille hjerte” efter massiv kritik af hendes karikerede tegninger af sorte. Og sidste år fik Pippi Langstrømpes far nyt navn og måtte ikke længere hedde ”negerkonge”.

Hver gang har den udbredte danske reaktion været forundring over, hvordan man kan blive så optaget af noget så uskadeligt som børnebøger.

Hans Hauge, der er lektor i nordisk sprog og kultur ved Aarhus Universitet, peger på, at der ligger en række kulturelle forskelle bag de modsatrettede reaktioner.

”Vi taler om, at der eksisterer en fællesskandinavisk kultur, men sandheden er, at vi er meget længere fra hinanden, end vi går og tror. Norge ligger måske midt i mellem de to poler, hvor Sverige i langt højere grad end Danmark er præget af den amerikanske og canadiske bølge af politisk korrekthed. I modsætning kan man sige, at danskerne måske er mere uskyldige eller dumme og ikke læser storpolitik ind i børneverdenen,” siger Hauge.

I Sverige har nynazismen og højreekstremisme haft langt større udbredelse i den moderne historie end i Danmark, hvor det stærke opgør efter Anden Verdenskrig satte en kraftig stopper for den ideologi. Sådan var det bare ikke i Sverige, der aldrig blev besat.

”Man taler jo om, at årsagen til dagens politiske korrekthed handler om frygten for at hælde vand på racisternes mølle. Den problemstilling har rødder tilbage til krigen, hvor svenskerne ikke tog det samme ideologiske opgør med nazismen, som de to andre skandinaviske lande gjorde,” forklarer Hauge.

Erika Hallhagen, der er redaktør og kulturskribent ved Svenska Dagbladet, er uenig i, at det er svenskerne, der er sakket agterud. Hun mener tværtimod, at Danmark kan lære af den svenske debat.

”Børn påvirkes jo af det, de hører, ser og læser, og har ikke redskaber og erfaring til at adskille karikatur og humor fra fakta. Hvis de ser stereotype billeder af sorte i dansekostume, så er det sådan, de tror, den folkegruppe ser ud, og det bidrager bare til fordomme,” siger hun.

At bøger videreleverer fordomme, er børnelitteraturskribent på Svenska Dagbladet Lotta Olsson enig i. Hun mener dog, at sagen om Jan Lööf adskiller sig fra andre, fordi det for Lööf er et udtalt mål at berette om det svenske samfund i 1950’erne.

”Vi forandrer sproget hele tiden, og derfor er det ikke mærkeligt, at man ikke længere kalder Pippis far ’neger’, fordi det er et skældsord. Når det er sagt, er der i Sverige en overdreven uro for, at børn ikke kan forstå karikaturer. Debatten er blevet en åben skyttegravskrig mellem de politisk korrekte og de konservative,” forklarer hun.

Olsson mener, at kritikerne af Lööf skyder sig selv i foden ved at ønske hans bøger ændret.

”Vi kan ikke afskærme børn fra historien, for det er jo hele fundamentet for at forstå verden. Hvis ikke børnene ser karikaturer af sorte, hvordan skal de så forstå, hvad racisme er,” siger hun.