De danske nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris 2011 har i den seneste måned været rigeligt diskuterede. Det illustrerer, om ikke andet, at litteraturprisen stadig anses for at være det vigtigste pejlemærke for kvaliteten i den samtidige nordiske litteratur.
Mens alles opmærksomhed har været rettet mod de danske kandidater, vil jeg vende blikket mod det øvrige Norden.
Ikke fordi jeg har noget at indvende imod indstillingerne fra vores nordiske nabolande, men fordi et overblik over de aktuelle indstillinger rejser et spørgsmål, jeg længe har ledt efter svar på: Hvorfor får vi så lidt svensk litteratur i dansk oversættelse?
Her tænkes på den kategori af sprogligt bevidste og litterært ambitiøse værker, som man kunne finde på at indstille til litteraturpriser, og ikke på den syndflod af krimier, hvoraf nogle er gode, det er slet ikke det, men som man aldrig ville overveje at indstille til Nordiske Råds Litteraturpris.
Sammenligner man med Norge, der litteraturhistorisk har spillet en mindre rolle, er der ufatteligt få værker, vi får oversat fra den ellers så store og rige svenske litteratur. For tiden kommer der sågar flere islandske bøger i dansk oversættelse, end der kommer svenske. Hvad er mon forklaringen?
Skyldes det, at der ikke skrives en væsentlig samtidslitteratur i Sverige? Uden at have et førstehåndskendskab til svensk litteratur vil jeg afvise denne forklaring. Selvfølgelig skrives der fremragende bøger af yngre forfattere som Sara Stridsberg, Daniel Sjölin og Jonas Hassen Khemiri samt ældre forfattere som Per Olov Enquist og Kerstin Ekman. Dertil kommer også de prisbelønnede lyrikere Tomas Tranströmer, Eva Ström og Göran Sonnevi.
Kunne det skyldes, at der ikke findes nogen kvalificerede danske oversættere af svensk litteratur? Heller ikke denne forklaring virker plausibel. Hvorfor skulle det være et problem at finde egnede oversættere, når det er muligt at finde oversættere af finsk og islandsk litteratur i Danmark?
Den bedste forklaring, jeg kan give, er, at der simpelthen er bedre støtteordninger til oversættelsen af norsk end af svensk litteratur. Bogmarkedet er styret af økonomi, og hvis det er nemmere at finde finansiering til oversættelsen af norske og islandske bøger, så er det styrende for vores import af kvalitetslitteratur.
Uanset hvad forklaringen er, så er konsekvensen, at danske læsere ved meget lidt om den svenske samtidslitteratur. For mit eget vedkommende har jeg anmeldt meget få svenske romaner i de senere år, og altså flere islandske og langt flere norske romaner.
Derfor er jeg heller ikke bekendt med den svenske prosaist Beate Grimsrud, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i år. I øvrigt har både Norge og Sverige nomineret Beate Grimsrud, hvilket vistnok er en enestående situation, der beror på, at hun er norskfødt, men har boet i Stockholm siden sit 21. år. Det eneste, vi har på dansk af Beate Grimsrud, er en 10 år gammel oversættelse af romanen "At smyge forbi en økse" fra Batzer & Co.
Det er på tide, at forlagsbranchen viser den svenske samtidslitteratur større respekt og giver os andet og mere end de godt sælgende svenske krimier i dansk oversættelse.
Hver tirsdag skriver vi i klummen "Bogen i verden" om nye tendenser inden for litteraturen i udlandet. Alle artiklerne kan læses påhttp://www.k.dk/kultur">
www.k.dk/kultur
