Alle ved, at Det Kongelige Teater fattes penge.
Men det er først, når man ser programmet for den kommende sæson, at man bliver smerteligt bevidst om, hvor meget det kommer til at betyde. Mængden af produceret kunst er over en bred kam blevet beskåret betydeligt.
Det gælder ikke mindst for den dyreste teatergenre af alle, operaen, der har 30 færre spilledage end i denne sæson.
LÆS OGSÅ: Politikerne er uenige om Det Kgl. Teater
For alle med kærlighed til denne umulige kunstart er det da simpelthen også græsseligt at løbe igennem programmet. Man er blevet vant til i omegnen af otte premierer på en sæson, men i sæson 2011-2012 kan man kun se frem til fem, men til gengæld til fire repremierer.
Nu skrev jeg godt nok fem premierer, men det er en sandhed med modifikationer: Ud af de fem er de fire ko-produktioner med en række udenlandske operahuse, hvor de som oftest har haft premiere først. Det gælder for eksempel Mozarts "Così fan tutte", der er hentet fra operaen i Antwerpen, og som bliver sæsonens første premiere den 11. oktober. Den er skabt af Guy Joosten, der før har skabt smukke forestillinger i Danmark, så på den konto er der noget at glæde sig til.
Endnu en forestilling, der har været succesfuld i udlandet, før den lander i Danmark, er Glucks "Alceste", der i Christof Loys iscenesættelse har premiere den 17. januar.
Derudover er det den afgående og kommende operachef, der dominerer programmet: I samarbejde med Den Norske Opera opføres dobbeltoperaen "Cavelleria rusticana"/"Bajadser", hvor Kasper Holten iscenesætter førstnævnte og Den Norske Operas chef, Paul Curran, sidstnævnte.
LÆS OGSÅ:Det Kongelige Teaters krise vækker bekymring
Ved de fire første opførelser synger José Cura i øvrigt. Han er måske ikke så kendt i brede kredse, men er en af dem, jeg helst vil høre synge – en virkelig verdensstjerne.
Den nye operachef, Keith Warner, kommer heller ikke til at ligge på den lade side i sin første sæson, hvor han har hele to iscenesættelser på programmet: Brittens "Albert Herring" og sæsonens formodede højdepunkt, Wagners "Parsifal", som efter 10 års fravær vender tilbage i en ny opsætning.
Men det var så også det. Fem premierer, hverken mere eller mindre.
Men da der ikke er oplagte publikumhits blandt ovennævnte – det skulle da lige være "Così fan tutte" og "Cavalleria"/"Bajadser" – er der selvfølgelig en række repremierer, der nok skal trække folk til huset, herunder især Puccinis "Tosca" og Verdis "La Traviata" (begge fra 2006). Derudover kan man igen stifte bekendtskab med "Livlægens besøg", Bo Holtens meget fine opera fra 2009, og Strauss' "Kvinden uden skygge". Men hvor er vovemodet? Hvor er det risikobetonede? Hvor er det nye musikdramatiske værk, der viser operaens relevans for vores tid? Det er svært at finde.
Og som om det ikke var slemt nok, at antallet af operapremierer er blevet beskåret, vender Det Kongelige Kapels række af symfonikoncerter tilbage til Operaen. Det er grænsende til det skandaløse.
I sin tid var der stor begejstring, da orkestret fik mulighed for at spille symfonikoncerter i DR's koncerthus, fordi orkestret der kom helt anderledes til sin ret musikalsk, akustisk og publikumsmæssigt, end når det sad på Operaens store scene.
Men de to skatteyderbetalte huse – Koncerthuset og Det Kongelige Teater – har åbenbart ikke kunnet enes om en aftale, og som konsekvens vender symfonikoncerterne altså tilbage til Operaen. Forstå det, hvem der kan.
Og sådan kan man sætte sæsonen på kort formel: Man må til stadighed undre sig over det meningsløse i, at kunsten er ved at blive ædt op af eksterne udgifter til teatrets mange bygninger. Og at det kun går én vej – den forkerte.