Hvordan skriver de yngste danske forfattere i dag, og hvad skriver de om? De spørgsmål kan man i efteråret 2010 få besvaret ved at studere en ny dansk antologi med titlen "Antologi 2010". Bogen er udsendt på det nyetablerede forlag Kronstork, hvis logo kombinerer en kronhjort og en stork, og den er redigeret af Helle Eeg og Lars-Emil Voetmann. Sidstnævnte har også sat bogen op.
Hvis man ser bort fra en række korrekturfejl, som efter sigende skyldes en misforståelse mellem forlag og trykkeri, er resultatet flot: 170 sider ung, dansk litteratur til 150 kroner.
Antologien indledes med et kort forord, hvori to kriterier for udvælgelsen af forfatterne formuleres: Forfatteren skal være under 30 år og falde i redaktørernes smag. Den lidt vilkårlige afgrænsning har som konsekvens, at oplagte navne som Ida Marie Hede, født i 1980, og Ea Jeppesen, født i 1978, lades ude. Omvendt må man slutte, at et stort talent som Josephine Klougart (født 1985), der debuterede tidligere i år med den glimrende "Stigninger og fald", ikke falder i redaktørernes smag. Heller ikke Louise Øhrstrøm (født 1981) figurerer i antologien.
Forordet udpeger dernæst to momenter ved antologiens tekster, som er værd at lægge særligt mærke til. For det første er forfatternes overskridelser af genregrænser ikke længere spektakulære, de er derimod en selvfølgelig del af forfatternes praksis. Om man skriver prosa eller poesi, er ikke noget man spekulerer over eller spekulerer i. Man skriver blot ord efter ord, nogle gange under prosaens lov, andre gange under poesiens lov, og det er alt sammen underordnet litteraturens lov. For det andet er der hos forfatterne en skærpet opmærksomhed om politiske emner i teksterne. Forfatterne beskæftiger sig, ifølge redaktørerne, ikke med eksistentielle og psykologiske problemstillinger, de reflekterer og diskuterer i høj grad samfundsanliggender.
Læser man antologiens forskellige bidrag igennem, føler man sig mest overbevist om rigtigheden af det første udsagn. Genreopløsningen synes virkelig at nå nye højder i den yngste danske litteratur.
Sammenligner man for eksempel med norsk litteratur, er norske forfattere langt mere traditionsbundne i deres genrevalg. Jeg tror, at denne forskel hovedsageligt kan forklares ved Forfatterskolens dominans i yngre dansk litteratur. Om den genre-opløsende tendens er en styrke eller en svaghed, skal i denne sammenhæng være usagt. Det må bero på det enkelte værk.
Mere tvivlsomt er det imidlertid, om antologiens tekster overvejende er politisk motiverede. Enkelte (mandlige) bidragydere er tydeligvis optaget af politiske emner og placerer sig ikke overraskende på en centrum-venstre-fløj, men politik er ikke den dominerende tendens blandt bidragyderne. Derimod synes spørgsmål om krop og seksualitet at gå igen hos de kvindelige forfattere Julie Sten-Knudsen, Asta Olivia Nordenhof, Amalie Smith og Cecilie Lolk Hjort. Sex forstået som magtmiddel mere end som lysttilfredsstillelse synes at være et genkommende tema.
Flere af antologiens forfattere er allerede debuteret. Amalie Smith debuterede i sensommeren med en god prosabog, Peter-Clement Voetmann og Rasmus Graff debuterede for ganske nylig, og Theis Ørntoft har netop vundet en debutantpris for "Yeah-suiten".
En af de forfattere i antologien, som endnu ikke er debuteret, og som virker rigtig lovende, er Olga Ravn, født 1986. Under overskriften "Grammatisk ubehag (uddrag af Pigesind)" skriver hun rytmisk, legende, sanseligt og billedrigt om hele det morads af tanker, et ungt pigesind i år 2010 kan indeholde.