Som bekendt er det ikke så let at være søn af en berømt far. Og hvis man så er søn af en berømt far, der selv var søn af en endnu mere berømt far, bliver det da først for alvor kompliceret.
Morten Sabroe, født 1947, journalist gennem mange år på blandt andet Information og Politiken og i de senere år også i stigende grad forfatter, er søn af Povl Sabroe (1897-1984), som var journalist og revydirektør. Han igen var søn af den legendariske Peter Sabroe (1867-1913), også journalist, men nok så meget socialdemokratisk politiker, der gjorde kampen for børns vilkår til sit kald. Han omkom ved en voldsom togulykke ved Bramminge.
LÆS OGSÅ: Klassikere du bør læse
Peter Sabroe var larger than life, en vulkan af engagement og agitation, konstant på kant med sin partiledelse og forfulgt af injuriesager. Han tog fortabte og forhutlede børn til sig i et omfang, så han helt overså sine egne børn og sled så hårdt på sin kone, at hun måtte rejse på nervesanatorium. Måske som en reaktion kunne sønnen Povl Sabroe virke smaller than life, en causør og revyforfatter, der hele tiden dyrkede det lette og uforpligtende og skrev under navnet Den Gyldenblonde. Hans lillebror Sven Sabroe skrev i øvrigt receptionsreportager på bagsiden af Ekstra Bladet under mærket Bro Brille. Og Povl Sabroe måtte mere end en gang på restauranter udholde forvekslinger: Nej, De taler om min lillebror Bro Brille. Jeg er Den Gyldenblonde!.
Man ser for sig, hvordan det ikke lige har været sagen for en ung Morten Sabroe i de rock og rullende 1960ere at vokse op med en far, der var født i forrige århundrede, ledede Cirkusrevyen og kaldte sig Den Gyldenblonde. Mere aflægs og kikset kunne det dårligt blive. Far og søn har da også kun et meget overfladisk forhold til hinanden, og som hele sin generation identificerer Morten sig hellere med populærkulturelle ikoner. Det er Elvis og Dylan, det er Burroughs og Hunter S. Thompson, det er alt andet end Den Gyldenblonde.
Men om ikke før så siden føler man trang til at konfrontere sig med sin baggrund, og Sabroe, der tidligere har skrevet en bog om sin mor Du som er i himlen (2007) skriver nu bogen om sin far. Eller rettere bogen om fædre, for det handler både om far, bedstefar og ham selv som far til sine døtre. Og om Hemingway og alle de andre ikoner, som både var fadererstatninger og fadermordere i ét.
Morten Sabroe er vel den fornemste danske repræsentant for det, man kalder gonzo-journalistik, en speedet og fræsende, overdreven reportagestil, der altid handler mere om skribenten selv end om hans emne. Når Sabroe skriver dokumentariske og selvbiografiske bøger, er det derfor også gonzo-bøger, og mindst halvdelen af Fader vor handler da også om alle hans kvababbelser og vanskeligheder med at skrive denne bog, herhjemme, i New York og i Thailand. Det kan lyde anstrengt, men det er det ikke. Det er hylende skægt, for Sabroe er konsekvent altid for meget. Han er nervøs og overfølsom og sentimental og uudholdelig at være sammen med, og alt det får han beskrevet og læsset af i fantastiske og tempofyldte scener.
Lidt over halvvejs inde i bogen, hvor man regner med, at han for alvor skal i gang med at dissekere far og bedstefar, går han i stedet i bakgear og skriver sig bagud i sit eget liv, gennem sine ægteskaber og faderskaber til to døtre. Det er voldsomt stof, og man kan nogle gange føle sig hensat til vennen Ib Michaels fiktiviserede erindringer i Blå Bror-trilogien, men hvor de var holdt i det lystigt-groteske, er der en mørk og desperat undertone hos Sabroe, for han vil være den nye far, den far, som er der for sine børn, den far, der ikke vender dem ryggen og rejser ud i verden eller tager dem med på sine vilde ridt. Sabroe skriver sig igennem alle den moderne fars fortrædeligheder, både som far til et kolikbarn og senere som alenefar, altid på legepladsen og i McDonalds. Og han har en meget skarp kritik af rockkulturens og beatpoesiens menneskelige bagside, som jo er en virkelighedsflugt og en narcissistisk selvdyrkelse, hvor børnene bliver det første offer. Især har han et ondt øje til kulturelitens dyrkelse af Keith Richards som det omvandrende bevis på, at man godt kan leve stærkt og blive gammel alligevel og være endnu mere übercool end alle de unge døde.
Der er interessante krydsende motiver i bogen. For bedstefar og far er jo lige såvel fraværende fædre. Peter Sabroe er ustandseligt on the road, mens Povl Sabroe mere livsforskrækket spærrer sig inde på sit kontor hjemme i villaen og prøver at overkomme livet ved at finde på den næste facile vittighed. Og alle tre generationer er journalister og på hver sin måde for meget (alene at kalde sig Den Gyldenblonde!). Beslægtede temperamenter i vidt forskellige historiske perioder og omstændigheder. Hvis bogen skuffer på et enkelt punkt, er det ved ikke at gå endnu længere ind i faderens og bedstefaderens liv (og måske især deres skrifter). Morten Sabroe får et chok, en gang han læser en tekst af sin far, som han jo opfatter som sin absolutte modsætning, og hvor han må erkende, at den kunne han lige så godt selv have skrevet. Og på samme måde rejser hårene sig på læserens arm, når han møder Peter Sabroes agitatoriske flammeskrift.
At smadre rock- og gonzokulturens evige spejlkabinet og komme ind bagom, ind og fortabe og finde sig selv og omfavne fædrene i deres fremmede historiske verdener, det lykkes ikke helt for Morten Sabroe. Det ligger hele tiden som en uindfriet længsel i denne bog. Måske er blufærdigheden for stærk. Måske skal det bare være sådan. Måske er det derfor, man læser og læser og ønsker, at bogen aldrig ville høre op.
Morten Sabroe: Fader vor. 296 sider. 300 kroner. Politikens Forlag.