En kvinde og en mand mødes. Hun vil leve, og han vil dø. Sammen forløser de hinanden.
Det er det enkle handlingsspor i det nyudklækkede instruktørtalent Samanou A. Sahlstrøms debut ”I dine hænder”. Filmen er en lyrisk tragedie om to unge menneskers fælles rejse, den ene mod døden, den anden mod livet. Visuelt er forløbet svøbt ind i sneen, der falder ned fra himlen som hvid ild og forlener historien med en sært drømmende uskyld. Som i den antikke tragedie bliver der tale om en renselse, selvom det emne, filmen kredser om, er følsomt.
Maria og Niels mødes på plejehjemmet. Hun er en ung sygeplejerske, han er en ung, uhelbredeligt syg mand, hvis funktioner gradvist sætter ud, så han er helt afhængig af andres hjælp. Men de to skæbner er fælles om én ting: et lavt selvværd. Niels af indlysende grunde, Maria af gedulgte, der aldrig rigtig åbenbares. Begge viser de verden fra sig, den ene med foragt, den anden med stum resignation. Derfor drages de mod hinanden med en paradoksal fascination, som var de to negative poler, der skal vendes til en positiv. En skal dø, for at en anden kan blomstre.
Lejlighed byder sig, da Niels beslutter sig for at ud-fri sine lidelser. Han vil til Schweiz, der som det eneste land i Europa tillader ”assisteret selvmord”. Ved ”assisteret selvmord” er det patienten selv, der tager sit eget liv, men vedkommende får hjælp til det af eksempelvis en læge, der udskriver den dødbringende medicin. Da familien nægter at tage med Niels på den sidste rejse, bliver det Maria, der ofrer sig og tager med. Sammen skal det umage par finde ind til en mening med rejsen og et mål med livet. Det bliver - igen paradoksalt - i kraft af den allestedsnærværende bevidsthed om døden, der mobiliserer dybere og mere intime følelser i de to mennesker, end nogen af dem aner, de har og kan rumme.
”I dine hænder” skildrer i første og sidste tredjedel dette forløb, hvor to mennesker rækker ud efter hinanden og finder ind til hinanden med et skuespil af en anden verden.
Den svenske skuespiller Lisa Carlehed er fuldkommen overbevisende, ja, gribende som den usikre, tøvende og alligevel viljefaste Maria. Og Peter Plaugborg vinder i styrke, da han knækker over fra verdensforagter til følelsesmenneske i den vanskelige rolle som Niels. Konfronteret med døden forvandler hans egoisme sig til altruisme. Han lærer at elske sin næste. Alt sammen fastholdt og udfoldet i et skarpt skåret kameraarbejde af Brian Curt Petersen. Som fotograf veksler han suverænt mellem mættede totaler og sanseligt og følte nærbilleder, hvor de to unge virkelig er i hinandens hænder.
Nu skildrer filmen to menneskers rejse fra Danmark til Schweiz med et skifte i Hamburg. Og her ryger filmen i den midterste tredjedel af sporet. En række forudsigelige, overdrevent både aggressive og sentimentale scener skal lægge dimensioner og historik til karaktererne. Det virker mest som fyld i et drama, der egentlig kun er en novelle. En lille fortættet historie om en afgørende begivenhed. Man ville ønske at Samanou A. Sahlstrøm havde ladet det blive ved det.
Men som helhed er ”I dine hænder” en smuk og stærk film. Tematisk har den meget tilfælles med Bille Augusts ”Stille hjerte”(2014), der også havde ”assisteret dødshjælp” som bærende tema. På overfladen. I dybden handler såvel ”Stille hjerte” som ”I dine hænder” om kærligheden. Kærligheden som transcenderende, frigørende og forløsende. Om begge film kan det siges, at de er så overbevisende rent kunstnerisk, at det følsomme emne fortoner sig til fordel for en kraft, som er langt større end døden og vejen dertil.
I en scene siger Niels: ”Tag blomsterne med, når du går.” Jeg tager dem gerne med hele vejen ud af biografen og giver dem til debutanten. Tillykke.