De fleste oplever på et eller andet tidspunkt at blive udsat for noget, som får afgørende indflydelse på deres liv. Det kan være en lærer, der brænder for tysk, et trafikoffer, der skal have førstehjælp, et musikstykke, som åbner for nye dimensioner, et digt, hvis metaforer sprænger alt, en diagnose, som kalder på nye prioriteringer.
Det er skæbnen, siger nogle. Det er tilfældet, siger andre, men i virkeligheden drejer det sig først og fremmest om, hvordan vi agerer i forhold til hændelserne.
De 49 bidragydere til antologien ”Tak skæbne!” fortæller til to journalister fra Kristeligt Dagblad om en begivenhed, et møde eller en oplevelse, som har præget deres livshistorie og selvforståelse dybt.
Mennesker er forskellige og reagerer selv sagt forskelligt på tilværelsens krumspring, og det er interessant at læse, hvordan kendte personligheder udlægger deres livshistorie. Der er dem, som er lydhøre og med det samme handler på det, de udsættes for, og der er dem, der bevidst overhører signalerne. Der er dem, der oplever det determinerende møde i barndommen, og dem, der tvinges til at skifte spor midt i livet.
Fælles for dem er, at den pågældende hændelse med tiden er gået ind i deres livshistorie som et af de mest afgørende kapitler.
Livshistorien er en væsentlig del af vores identitet, påpeger psykolog Dorthe Kirkegaard Thomsen. Hun skriver i en tænkepause-bog med titlen ”Livshistorien”: ”Med sin livshistorie giver man andre mennesker mulighed for at forstå, hvem man er, og hvad der ligger bag ens handlinger”.
Når vi fortæller vores livshistorie, skaber vi vores identitet. I den forstand vil der selvfølgelig altid være et skær af noget manipulerende over, hvilke begivenheder som trækkes frem, og hvilke der forbliver upåtalte, bevidst eller ubevidst.
Et af de bidrag, som er mest bevægende i antologien, er Mimi Jakobsens ”Livet handler om at være taknemmelig”. Her beskriver hun, hvad det betød for hendes politiske karriere i særdeleshed og tilværelsen i almindelighed, at hun i 1997 fik en alvorlig borelia-infektion. Pludselig kunne den aktive politiker læse i avisen, at ”Mimi har mistet magien”. Det var et hårdt slag, og hun måtte tage alt op til revision.
Det er ligeledes vanskeligt ikke at blive berørt af socialrådgiver og debattør Bettina Posts erindring om nabokonen Monse, der med sit rosende, positive væsen, blev den egentlige grund til, at Bettina som den første kvinde i familien tog en uddannelse.
”Hendes udelte begejstring for alt, hvad jeg rørte ved, betød, at jeg fik en tro på, at jeg var nogen”, skriver hun – og fortryder, at hun aldrig fik sagt tak.
Taknemmeligheden fylder i det hele taget meget hos skribenterne. De største valg i livet er ofte forbundet med mennesker, der har været gode forbilleder, mentorer eller katalysatorer, og som har betonet, at ”talent forpligter”.
Sanger og grundlægger af rap-bandet Outlandish, Isam Bachiri, er det ironiske eksempel på, hvordan den skæbne, som han kategorisk afviser, indhenter ham sidenhen: ”Udviklingen kan gå langsomt, men pludselig en dag kan man se tilbage og opdage, hvordan man er blevet ledt i den rigtige retning”, siger manden, der som dreng nægtede at gå på Sankt Annæ Skole. Han ville spille fodbold, ikke synge.
Bogen rummer beretninger om sygdom, som tvinger et menneske til at omprioritere, eller om mirakler, som får troen til at blusse op. Og sådan er der eksempler fra hele skalaen af skæbnemøder og -hændelser.
Bidragene har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad. De er præget af at være skrevet som små, hurtige artikler, som ikke nødvendigvis kan bære at blive læst igen. Et er at have en interessant historie, noget ganske andet at formidle den, så læseren bliver fanget, og det lykkes ikke i hele bogen.
Gæsteanmelder Henriette Bacher Lind er sognepræst og anmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten.