Tarantino uden lænker

Django Unchained er en ekstrem film om, at kærligheden overvinder alt

Det er et scoop at lade filmen udspille sig i årene op til den amerikanske borgerkrig, for dermed kan Tarantino gennemlyse de helt igennem umenneskelige forhold, inkarneret her af Leonardo di Caprio til højre, som slaverne levede under. – Foto fra filmen.
Det er et scoop at lade filmen udspille sig i årene op til den amerikanske borgerkrig, for dermed kan Tarantino gennemlyse de helt igennem umenneskelige forhold, inkarneret her af Leonardo di Caprio til højre, som slaverne levede under. – Foto fra filmen. Foto: Andrew Cooper.

5 stjerner ud af 6

Quentin Tarantino er berømt og berygtet for at lave ekstremt voldelige , hvis meget snakkesalige personer vælter sig i mere eller mindre åbenlyse referencer til populærens genrer. Det er formentlig de færreste, der kan gennemskue alle referencerne, for Tarantino har vandret ad mange af historiens løngange.

LÆS OGSÅ:
Voldelig Tarantino-film udsættes efter skoledrab

Har man hørt om spaghettiwesterns, har man også hørt om Sergio Leone, der med som En nævefuld dollars, Den gode, den onde og den grusomme og Once Upon a Time in the West viste, at westerngenren kunne bruges til andet end at besynge civilisationens fremadskriden hen over det nordamerikanske kontinent. Færre kender måske en anden italiensk instruktør Sergio Corbucci, der ligeledes i 1960erne lavede en del af disse rå, kyniske westerns. For eksempel dem om Django. Der blev lavet Django- i mange lande, men mest kendt blev Corbuccis, og hans helt, spillet af Franco Nero, gæsteoptræder i Tarantinos opdaterede hyldest til spaghettiwesternen, Django Unchained. Det samme gør en række af de stilistiske og tematiske træk, der kendetegner den gamle genre: hurtige zoom ind og ud, de helt tætte nærbilleder af ansigter, musikken.

Django bliver bogstavelig talt unchained, løst fra sine kæder, i ens begyndelse; men en handler ikke kun om den fysiske frisættelse af Django, som vi først møder, da han sammen med en række andre slaver trasker gennem et øde landskab på vej til at blive solgt, lænket ved fødderne. Den handler om frisættelsen af den kraft, Django rummer, da han sætter sig for at befri sin kone, Broomhilda, der også er slave.

Han bliver befriet og siden hyret af King Schultz, der under dække af at være omrejsende tandlæge opsporer eftersøgte forbrydere, skyder dem og indkasserer dusøren. Bag sit slebne, veltalende ydre skjuler Schultz et kynisk hjerte, der dog et par gange slår et par slag i retfærdighedens og humanitetens tjeneste. Da de to over en vinter har arbejdet hårdt som dusørjægere, tilbyder han derfor Django sin assistance med at opspore og frikøbe konen. Han gennemskuer, at Broomhilda må have haft tyskfødte ejere, og kan fortælle Django myten om Wotans datter Brunhilde, der bliver befriet af helten over dem alle, Siegfried. Og så går de ellers i gang.

Det er et scoop at lade en udspille sig i årene op til den amerikanske borgerkrig, for dermed kan Tarantino gennemlyse de helt igennem umenneskelige forhold, slaverne fristede. De blev ganske enkelt ikke betragtet som mennesker. Den plantageejer (Leonardo di Caprio), Broomhilda arbejder hos, mener, at frenologien, læren om sammenhængen mellem hovedskallens form og sjælelige egenskaber, dokumenterer, at slaverne har et stort anlæg for underkastelse, og at kun én ud af 10.000 niggere kan være lige så intelligent som hvide. Filmen viser i dén grad noget andet.

Django-ene var rå dengang i 1960erne. Lægger man 50 år til og ganger med Tarantino, får man Django Unchained, der er Tarantino uden lænker. En ekstrem om, at kærligheden overvinder alt. Det gælder også kærligheden til genren.