Det måske mest tyske af alle tyske ord er det meget lidt mundrette begreb "Vergangenheitsbewältigung" Det kan oversættes i retning af omgang med fortiden, men absolut ikke med det mere definitive opgør med fortiden. For den svære tyske fortid slutter tilsyneladende aldrig. Historietro film som "Der Untergang"og "Sophie Scholl" blev af mange tyskere anset som et nybrud i denne omgang med fortiden, idet Hitler og andre ledende nazister blev vist som hele mennesker af kød, blod og varme følelser for deres nærmeste.
At "Inglourious Basterds" er ren fiktion, er vi derimod ikke i tvivl om. Filmen begynder med "Der var engang", hvorefter vi følger den ene teatralske scene efter den anden fuld af Tarantinos adelsmærker: æstetiseret vold og fængende dialoger. Spørgsmålet er, om Tarantino derudover vil sige noget substantielt om nazismen, om dens ofre, om modstand, om noget som helst. Den tyske ugeavis Die Zeit trækker det skarpt op, idet den sammenligner "Inglourious Basterds" med porno. Den historiske ramme udfylder cirka samme funktion som rammefortællingen i en pornofilm: Den er blot et påskud for at komme til sagen – her de uhæmmede voldsscener. Herefter roses i øvrigt både dramaturgien og skuespillet som "yderst seværdigt". I samme ånd kommenterer Jüdische Allgemeine, at der – i modsætning til mange kritikeres påstand – ikke kan være tale om en jødisk hævnfantasi, da hverken instruktør eller skuespillere er jøder eller synes at have et ærinde på jødernes vegne. Hvis man er til vold af Tarantinos slags, så vil man da helt sikkert kunne lide filmen med eller uden jøder, konkluderer den jødiske avis.
Mange af scenerne i "Inglourious Basterds" bliver ikke kørt til kanten, men langt ud over den. Man når at tænke "cut! cut!!!" adskillige gange, før Tarantino lader os slippe for flere udgydelser. Denne overdrivelsens kunst falder overvejende i god jord hos Süddeutsche Zeitung, der især hæfter sig ved, at Tarantino tør gøre op med de konventioner, som nazismen og holocaust er omgivet af: at man partout skal yde historien og dens ofre retfærdighed, hvormed film som "Operation Valkyrie" og "Der Untergang" kommer til at lide af en tonstung og overforsigtig autenticitet, der ikke kan indfri kravene til en spillefilm.
Den kristelige ugeavis Rheinischer Merkur ser ligeledes et forfriskende opgør med de mere naive og historisk korrekte oplysningsfilm. Her roses Tarantino for at turde tage filmens magt på sig. I filmen lader han den nazistiske topledelse mødes i en biograf i Paris, hvor de ser en nazistisk propagandafilm, der med brandattentatet bliver løftet op til sin egen modsætning, idet Hitler, Goebbels og co. ædes op af flammerne. Som propagandafilmene prøver også Tarantino at ændre historiens gang med sin film. Mere sorgløst roses filmen af Tysklands mest læste avis, avisen Bild: "Endelig: Hollywood slår Hitler ihjel", lyder den lettede overskrift på anmeldelsen, der derefter hovedsageligt svælger i de mange tyske skuespilleres oplevelse af at spille sammen med Brad Pitt.
I en sidebemærkning i Bild gisnes der desuden om, at filmens ende på Anden Verdenskrig i 1944 ville have sparet 10-20 millioner menneskeliv. En sindsoprivende tanke, men film er stadig film, og historie er stadig historie. At der i den tyske modtagelse af "Inglourious Basterds skelnes så skarpt mellem det realhistoriske tema og filmens æstetiske potentiale tyder på, at den tyske "Vergangenheitsbewältigung" er kommet langt