Tarantinos nye film er kedsommeligt kukkasseteater

Samuel L. Jackson i sin vante Tarantino-rolle som retfærdig hævner. Foto: The Weinstein Company

film
Two stars
På undertegnede virker instruktørens greb som en for længst udateret post-modernistisk ironi
Henrik Wivel

The Hateful Eight demonstrerer bombastisk, at Quentin Tarantino sidder fast i en postmodernistisk ironi, der ikke længere er kunstnerisk givende, mener anmelder

Alle sejl er sat til for at få Quentin Tarantinos ny over tre timer lange western ”The Hateful Eight” til at løfte sig og flyve ud i det filmiske kosmos.

”The Hateful Eight” er filmet i 1960'ernes grandiose bredformat Panavision i klassisk celluloid. Musikken er komponeret af selveste Ennio Morricone, og en række af USA's største skuespillere formelig vælter over hinanden. Filmen er kitschet komponeret som var det Cecil B. DeMilles ”De ti bud” med ouverture, kapitelinddelinger, indlagt pause og et forklarende kommentatorspor.

Titlen lover endog en slags filmhistorisk apoteose, hvor John Sturges´ ”The Magnificent Seven” nu overtrumfes at de hadefulde otte med karakterer mejslet i sten.

Filmens åbning er da også sindssyg flot. En sort diligence på vej igennem Wyomings sneklædte bjerglandskab. I en mægtig kameralufttur ser man heste og vogn køre under et rejst vejkors med den korsfæstedes martrede ansigt dækket af sne, der i bogstaveligste forstand sætter hans lidelse i relief. Fortællingen er helt øjensynligt på vej ind i et mytologisk landskab, hvor apokalypsen lurer og dommedagstale deklameres, som i Tarantinos mesterstykke og gennembrudsfilm ”Pulp Fiction” fra 1993.

Men det hele klinger ud som et alenlangt kedsommeligt kukkasseteater, hvor en gruppe dusørjægere af tvivlsom herkomst sner inde i en landevejskro, og med Tarantinos sædvanlige konsekvens giver sig til at myrde og lemlæste hinanden, indtil det i finalen udarter til et blodsprøjtende freakshow.

Det vidunderlige filmiske bredformat bruges ikke til andet end at vise hele rummet som en scene, hvor man kan se alle de medvirkende bevægede sig rundt samtidig. I realiteten bruger Tarantino ikke Panavision som andet end filmet teater. 

Hvor store instruktører igennem tiden har brugt Ennio Morricones skæbnetunge musik bruges episk meddigtende, bruger Tarantino den udelukkende til ouverturen, hvorefter musikken stort set forsvinder.

Og skuespillere som Samuel L. Jackson, Kurt Russel, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern og Jennifer Jason Leigh krukker sig manieret igennem Tarantinos manuskript, der på vanlig vis blander eksistentiel alvor, patos, humor, politisk satire og absurdistisk dead pan nonsens til et uegalt hele. I nogle af instruktørens film virker det, men ikke her, fordi det storslåede oplæg lover noget andet og mere.

Der skal nok stadig være nogle, der finder det genialt med Tarantinos - nu igennem mere end 20 år - trivialisering af de store fortællinger og den store tradition. Tarantino diverterer denne gang sit publikum med en blanding af Sergio Leone og W.C. Fields, tilsat overskudsblod fra motorsavsmassakren. På undertegnede virker instruktørens greb som en for længst udateret post-modernistisk ironi, der ikke længere har nogen form for kunstnerisk, ja blot underholdningsmæssig gyldighed.

”The Hateful Eight” får en stjerne for Robert Richardsons formidable billedside og en anden stjerne for de få gange, hvor man tros alt måtte trække på smilebåndet af Tarantinos replikker. Manden har humor, ingen tvivl om det, men i længden bliver den anstrengt. En stjerne plus en stjerne giver to. Instruktøren må tage sig sammen, hvis de to stjerner ikke skal brænde ud og efterlade publikum i et sort hul.