Teatre indfanger olympisk ånd

V-ordfører afviser splid med Lene

I ”Chariots of Fire” følger vi de to atleter Eric Liddell (Jack Lowden) og til højre Harold Abrahams (James McArdle) i deres kamp for at komme til De Olympiske Lege i Paris i 1924. – Foto: Hugo Glendening.

Sportsånd, religion, politik, kammeratskab og personlig rivalisering er ingredienserne i de teaterstykker på London-scener, som henter inspiration i De Olympiske Lege

Og de løber og løber. Sjældent er der løbet så meget på en teaterscene, som i skuespillet Chariots of Fire, der spiller for fulde huse i Londons Gielgud Theatre. En løbebane går ud blandt publikum, og de første tilskuerrækker sidder midt inde i handlingen.

Chariots of Fire er den så absolut mest højtprofilerede af de mange skuespil i Londons teatre, som tager fat i De Olympiske Lege.

LÆS OGSÅ: Hvorfor gør du ikke, som vi siger, Niels?

Alle værker er skrevet til lejligheden og henter inspiration i såvel historien som samtiden. Og så er der den den ironiske tilgang, som The Reduced Shakespeare Company leverer i deres show The Complete World of Sports med tilføjelsen, at det er den forkortede udgave.

I en blanding af revy og Monty Python-sketches tager de sport under samme respektløse behandling, som de blandt andet har udsat Shakespeare for. Med andre ord let og uforpligtende underholdning.

I den stik modsatte ende er Chariots of Fire, som er en nyskrevet teaterudgave af filmen af samme navn fra 1981. Handlingen er baseret på to historiske personer, atleterne Eric Liddell og Harold Abrahams, og deres kamp for at komme til De Olympiske Lege i Paris i 1924.

Filmen vandt fire Oscars herunder en for musikken af den græske komponist Vangelis. Hans karakteristiske tema går også igen gennem skuespillet.

På danske hedder filmen Viljen til sejr og har dermed mistet sin kulturelle forbindelse, for titlen Chariots of Fire er hentet fra hymnen Jerusalem af William Blake, som også bliver sunget på scenen.

Men udtrykket stammer oprindeligt fra Det Gamle Testamente, Anden Kongebog, og refererer til, hvordan profeten Esajas stiger til himmels på en ildvogn med ildheste.

Netop tro og religion betyder lige så meget som sport i handlingen. Harold Abrahams er jøde og løber blandt andet for at slippe af med den antisemitisme, han oplever som studerende i Cambridge. Eric Liddell er en stærk troende kristen, hvis forældre er missionærer i Kina. For ham er det afgørende at komme helligdagen i hu, og det rejser et stort dilemma under De Olympiske Lege i Paris, hvor den indledende runde i 100 meter løb netop skal løbes på en søndag. End ikke argumentet om, at løbe på en søndag vil svare til at vinde for Gud, vinder gehør hos Eric Liddell.

I forhold til den nationale stolthed over at være britisk, så rammer Chariots of Fire lige ned i tidsånden, og udløser en begejstret modtagelse, når skuespillerne til sidst dukker op i de dragter, som de rigtige atleter konkurrerer i.

Et andet nyskrevet stykke forholder sig ligeledes til det historiske. Stykket har titlen 1936 og handler i sagens natur om OL i Hitlers Berlin. Byen havde fået værtskabet, før nazisterne kom til magten, og i starten er Hitler skeptisk, men Joseph Goebbels får ham overtalt med, at legene vil være en stor propagandamulighed. Den anden del af handlingen foregår i USA, hvor nazisternes forfølgelse af jøder skaber et pres for en amerikansk boykot af legene.

Som i Chariots of Fire er handlingen baseret på historiske begivenheder. De storpolitiske temaer bliver symboliseret af den tyske jødiske højdespringer Gretel Bergmann og den sorte amerikanske superatlet Jesse Owens, der som den første vinder fire olympiske guldmedaljer ved samme OL.

Hvor Gretel Bergmann kæmper for retten til at repræsentere sit land og jøderne, så kæmper Jesse Owens for de sorte i USA, som kun har begrænsede muligheder. Mens talentfulde hvide atleter får stipendier, så de kan træne på de bedste universiteter, så må Jesse Owens hutle sig igennem med diverse job.

Hans håb er, at OL vil give ham så meget opmærksomhed, at han kan blive hyret til at blive vist frem på varieteteatre, så han kan tjene nok til at købe et lille hus og et vaskeri til sin hustru.

For Jesse Owens giver det således ikke mening at boykotte OL i Berlin for at hjælpe jøderne, fordi han tror, at han kan gøre mere for sorte amerikanere ved at deltage.

Manden bag manuskriptet er Tom McNab, som selv er tidligere trespringer på eliteplan, og som også har stået for den tekniske instruktion af løberne i Chariots of Fire. 1936 spiller på Sadlers Wells Theatre, og efter forestillingen inviterer Tom McNab publikum til en debat fulgt af uddrag fra Leni Riefenstahls film Olympia om legene i Berlin.

På Criterion Theatre spiller to nye stykker, hvor handlingen foregår i nutiden. Den ene forestilling er Taking Part (At deltage), hvor hovedpersonen Lucky Henry er en sikkerhedsvagt fra Congo. Han er en elendig svømmer, men bliver alligevel udtaget til at deltage i OL. Stykker følger forholdet mellem Lucky Henry og hans russiske træner.

Det andet nye stykke, After the Party (Efter festen), er en komedie, som har fokus på tilskuerne til OL-menageriet, i form af vennerne Sean og Ray, der er arbejdsløse og bor i en blok med udsigt over det olympiske stadion. Seans hustru er højgravid og forlader ham, fordi han ikke vil opføre sig voksent, men fortsat lever i en drøm om at blive til noget som dj, men ender med at vende olympiske hamburgere.

Chariots of Fire er det eneste af de nævnte skuespil, der spiller efter De Olympiske Lege.