Aarhus Teater vil tale om krig

Aarhus Teater er Danmarks største landsdelsscene med fem scener under samme tag. Det er opført i slutningen ...

Nu byder Aarhus Teater ind med en forestilling med samme omdrejningspunkt: Hvornår giver det mening at gå i krig? Foto: Torben Åndahl / Scanpix Denmark

teater
Four stars

Hvad er moderne krigsførelse, og hvordan påvirker det de involverede? Teaterforestilling i Aarhus lægger 
op til diskussion

I 2014 fik vi ægte fortællinger fra ægte krigsveteraner i Christian Lollikes krigsballet ”I føling”. Sammen med dansere fra Den Kongelige Ballet blottede de deres ægte sår på både krop og sjæl i kunstens ærinde.

Nu byder Aarhus Teater ind med en forestilling med samme omdrejningspunkt: Hvornår giver det mening at gå i krig?

Stykket er forfattet af Peter-Clement Woetmann, Aarhus Teaters nye husdramatiker, som også har bidraget med tekst til ”I føling”.

Har man set ”I føling”, synes ”Til mine brødre” som et knap så vellykket ekko, måske fordi det her er skuespillere, som træder i stedet for den ægte vare. Men absolut også fordi mange af argumenterne og retorikken i krigsdiskussionen går igen.

Har man derimod ikke allerede set Afghanistankrigen behandlet på scenen, er ”Til mine brødre” et ganske vellykket stykke debatteater.

Forestillingen er inddelt i tematisk navngivne kapitler, der hver især præsenterer et nyt håndgribeligt diskussionsemne i en ny fortælleform. Kronologien følger soldatens opbygning til og oplevelse af krig og det moralske og etiske efterspil.

De fem unge, velspillende soldater, en kvinde og fire mænd i krigsuniform, tager os igennem en retfærdiggørelse af soldatens handlinger i kapitlerne ”Det er en ædel kunst” og ”Bevæggrunde”. Derefter ”Modstand mod at dræbe”, en faktuel gennemgang af menneskets forsvarsmekanismer, og ”Dødsårsager”, reciterende og insisterende.

”På Rigshospitalet” er forestillingens mest simple, vellykkede og vedkommende scene. Titlen siger det hele. Christian Hetland er soldaten, der vågner som ”statens lille krøbling”, en hånd og to ben fattigere.

Det hele munder ud i en dystopisk grublen over morgendagens krigsførelse. Hvis vi mekaniserer krig, gør krig til et computerspil og taler om ”mål” i stedet for ”mennesker”, får vi godt nok krig uden tab, krig uden kroppe og krig uden tårer og anger. Men hvilken slags mennesker gør det os til?

Der sker nemlig alt for meget i Annika Silkebergs overivrige iscenesættelse til, at teksten kan bryde igennem og komme til sin ret. Spillerne flytter rundt på fladskærme og guitarer, æg og kyllingelår, og det hele virker lidt tilfældigt og forceret. Teksten bliver irriterende poetisk, fordi der er for meget, man skal forholde sig til.

Yderligere et lag er lagt over forestillingen igennem tilsat musik. Pludselig griber alle spillerne en guitar og begynder på forspillet til Johnny Cashs ”Hurt”. ”I hurt myself today/ To see if I still feel”, synger de unisont. Det er svært ikke at blive rørt. Men det er et overflødigt element. Sangen siger ikke noget, vi ikke allerede har hørt. Eller kan tænke os til.

Med sine mange fortolkningslag og åbenlyse diskussionsoplæg er ”Til mine brødre” særligt velegnet som undervisningsmateriale til dansk eller samfundsfag i de store klasser. Eller som oplæg til debat rundt om middagsbordet.

Den taler om noget, vi som enkeltindivider uden krigserfaring ikke kender til, og om noget, som kun vores politikere kan gøre noget ved. Den taler om noget vigtigt. Så uanset de dramaturgiske skavanker er ”Til mine brødre” et stykke vigtigt teater.