Tegnefilmen, der rev sløret af

INTERVIEW : Marjane Satrapis tegneserie om en lille iransk piges opvækst i Teheran, Østrig og Frankrig har gået sin sejrsgang over hele kloden. Nu kommer tegneserien som film til forfatterens egen store overraskelse

– Budskabet i filmen er, at vi kan forstå hinanden, hvis vi vil. Også på tværs af Øst og Vest. Kloge og dumme mennesker findes i alle lejre, såvel ikke-religiøse som religiøse, siger iranske Marjane Satrapi –
– Budskabet i filmen er, at vi kan forstå hinanden, hvis vi vil. Også på tværs af Øst og Vest. Kloge og dumme mennesker findes i alle lejre, såvel ikke-religiøse som religiøse, siger iranske Marjane Satrapi –. Foto: Polfoto.

Da iranske Marjane Satrapi begyndte at skrive og tegne historien om sin barndom i Iran før og efter shahens fald i 1979, havde hun ikke drømt om, at hendes tegneseriealbum skulle blive en succes verden over. Nu er Persepolis oven i købet blevet til en animationsfilm, der vandt juryens pris på årets filmfestival i Cannes, og som får dansk biografpremiere den 12. oktober.

Jeg så aldrig den snebold komme. Til at begynde med regnede jeg bare med at trykke tegningerne til mine venner. Da albummet udkom officielt, regnede jeg med, at et lille eksklusivt, kristeligt publikum, måske ville købe det på grund af dårlig samvittighed over den her iranske pige, der kom til Europa. Og da det blev en succes, forstod jeg det stadig ikke, for hvordan skal jeg forstå den slags, når jeg ikke læser om mig selv, ikke går til cocktailparties og i øvrigt tilbringer hele dagen i mit tegnestudie? spørger Marjane Satrapi.

Historien om opvæksten i Iran er delt op i to album i Danmark med titlen Persepolis og undertitlerne Min iranske barndom og Teheran tur-retur. Første historie i første album handler om, da Marjane og hendes skolekammerater som tiårige af den islamiske revolutions præster blev befalet at bære tørklæde. Og det var vel at mærke efter årtier med en moderne vestlig ånd i Iran under shahens styre.

Bøh, jeg er det sorte uhyre, siger en pige med tørklædet over hovedet, to andre piger leger hest og andre sjipper med flere tørklæder bundet sammen. Scenen er sat til en mildt satirisk historie om at vokse op i Iran, flytte til Østrig og dernæst Frankrig. Historien har et politisk bagtæppe og en religiøs bund, men er godmodig og forbløffende universel i tonen. Hvis man ellers kan kapere, at ikke alle lande Øst for Tyrkiet er befolket af religiøse fanatikere.

Filmen er universel, og det sjove er, at mange, der ser den, synes, at den del af filmen, som foregår i Østrig, er mest eksotisk. Persepolis handler om tolerance, kærlighed, familie, teenagere og så videre og den politiske baggrund er ikke hovedhistorien. At filmen kommer lige nu, hvor man taler lidt mere om Iran end ellers, er en tilfældighed. Vi begyndte på filmprojektet for mere end tre år siden, siger Marjane Satrapi, hvis tegneseriealbum udkom i 2002 og 2003.

Forfatteren er lidt træt af at blive betragtet som en hippie uden blomster i håret, men hun gentager gerne sit budskab.

Vi vil ikke provokere. Vi fortæller historien om en lille pige, der vokser sig større, og som ser ting og reagerer på dem, men vi fordømmer ikke noget af det, der sker. Budskabet er, at vi kan forstå hinanden, hvis vi vil. Også på tværs af Øst og Vest. Kloge og dumme mennesker findes i alle lejre, såvel ikke-religiøse som religiøse. Der er religiøse fanatikere, der ikke vil fornuften, og der er ikke-troende, der er så fanatisk ikke-troende, at de er ligeså blinde som de religiøse fanatikere. Den slags mennesker vil ikke forstå hinanden, siger Satrapi og fortsætter:

Folk, der mener, at min tegneserie kan give George W. Bush anledning til at bombe Iran, har vist ikke rigtig fulgt med, for situationen i Irak viste, at han ikke behøver nogen grund. Han finder den bare selv, så i den sammenhæng betyder jeg hverken fra eller til. Bush har skræmt befolkningen så meget, at de var bag ham, da han ville i krig, men det er manipulation. Iran er reduceret til at være en del af ondskabens akse, og det er min film en modvægt til, for den viser, at der også bor rigtige mennesker i Iran. De bliver forelsket, har forældre, og de spiser mad og danser. Hvis folk i Vesten finder ud af, at iranere også er mennesker, jo mindre kan de så få sig til at bombe dem bagefter.

Verdenspolitikken i dag er næsten blevet til en superheltehistorie med helte og skurke, og det fører kun til katastrofer ifølge Satrapi, der er glad, hvis hendes historier kan berøre enkelte mennesker rundt omkring, men hun er ydmyg over for rækkevidden af kunstnerens indsats.

Mit barn lever sit eget liv nu, og måske vil filmen virke provokerende på nogle iranere, men overentusiastiske analytikere har set selv tegn på nazisme i min historie. Engang blev min tegneserie skilt ad på et fransk universitet, mens jeg var til stede. Tre fyre læste langt mere ind i historien, end den er tænkt fra min side, så jeg måtte bede dem om at holde igen. Om eventuelt at vente, til jeg var død og borte! Overdrevne ekstrapolationer kan vi ikke stoppe, og dem kan du ikke rigtig gøre noget ved, siger Marjane Satrapi.

Satrapis bøger og film udkommer ikke officielt i Iran, men de kan skaffes på det sorte marked. Sådan er det ifølge Satrapi med det meste i Iran. Bare fordi noget bliver forbudt, lader folk altså ikke være med at gøre det. En af filmens morsomste episoder handler da også om, da Marjane skråler med på rockgruppen Survivors Eye of the Tiger fra filmen Rocky III absolut uden en tone i livet.

Vi sad i caféen og skrev, og så fandt vi på den der idé sammen. Vi var lidt usikre og holdt muligheden for sekvensen åben så lang tid som mulig. Musikken er jo fra Rocky III, og vi købte rettighederne til at lave en fortolkning af sangen, og det har vi gjort. Ikke et ord er ændret, men det er da muligt, at hvis Survivor havde vidst, hvor det bar hen ad, at de så havde sagt nej tak. Men nu er det gjort, og så de kan ikke trække det tilbage. Da musikken kom ud var jeg 13 år, og jeg dansede til den sang, fordi jeg havde dårlig smag, som man har i den alder, siger Satrapi med et smil.

kultur@kristeligt-dagblad.dk