Et gammelt ordsprog vil vide, at for mange kokke fordærver maden. Men selvom hele 13 skribenter har bidraget til denne bog om tysk teologi, er der kommet et sjældent velkomponeret resultat ud af indsatsen.
Man kan dog diskutere udvalget af de portrætterede. Jeg er for eksempel ikke overbevist om, at Dorothee Sölle som ånd og personlighed er af samme vægtfylde og dybde som de 13 andre teologer, hun sammenstilles med. Sölle gjorde sig bemærket i fredsbevægelserne, hvor hun gjorde gældende, at vi skulle bruge vores krudt på kærlighed og ikke på krig. Alligevel virkede det, som om hun trivedes bedst med øjenrullende polemik og hidsig politik, hvilket Eberhard Harbsmeier da heller ikke forbigår.
Det er også Harbsmeier, der har skrevet om Sölles lærer, Friedrich Gogarten. Gogarten tolkede og aktualiserede Luther på en måde, så han endte med at byde Hitlers magt-overtagelse velkommen. Alligevel har Gogarten haft stor indflydelse på dansk teologi. Modstandsmanden og professoren K.E. Løgstrup var eksempelsvis stærkt påvirket af Gogartens Luther-læsning, og man kan spore elementer heraf i Løgstrups tanker om de suveræne livsytringer.
Harbsmeier understreger i øvrigt, at det ikke kun var Gogarten, der fik en intellektuel kortslutning i 1933. For når de to kendte teologer Karl Barth og Rudolf Bultmann klart og konsekvent sagde fra over for nazismen, så var de netop undtagelser i tysk åndsliv.
Karl Barth var jo egentlig schweizer, men han kom til at lægge en god del af sin indsats i Tyskland. Og hans Der Römerbrief fra 1922 var en begivenhed, som i sig samlede tidens strømninger og varslede den dialektiske teologis gennembrud.
Allerede i 1917 havde Rudolf Otto talt om Gud som det helt anderledes das ganz Andere og det udtryk overtog Barth. I en imponerende kongenial og indtrængende læsning af Paulus fik han understreget, at kristendommen havde umådeligt meget at sige den generation, der lige havde overlevet Første Verdenskrigs rædsler. Når Karl Barth til stadighed er moderne, så er det, fordi han slet ikke lagde vægt på at være det, men forholdt sig til tilværelsens evige grundspørgsmål.
Barth blev for eksempel en slags forløber for den narrative teologi, der jo sætter fortællingen i fokus, forklarer Hans Vium Mikkelsen, hvis viden og præcision i detaljen vedrørende Barth er temmelig formidabel.
Barth var også kendt uden for auditorierne, men Mikkelsen anfører, at han godt kunne virke blåøjet i sit syn på kommunismen. Til sammenligning kan nævnes, at Martin A. Hansen efter krigen holdt foredrag i Aarhus Kristelige Studenterforbund og kaldte Niels Bohr for latterligt naiv, fordi han ville dele opskriften på atombomben med Sovjet.
Karl Barth og Rudolf Bultmann var oprindelig forbundsfæller i 1920erne, men siden måtte deres veje skilles. Barth påbegyndte sin enorme Kirkelige dogmatik, hvorimod Bultmann gjorde selve spørgsmålet om, hvordan man skal forstå Det Nye Testamente i dag til det afgørende. Da Hitler invaderede Sovjet i 1941, påbegyndte Bultmann ligefrem en afmytologisering af Det Nye Testamente. Bultmann nedtonede Bibelens mytiske verdensbillede og fremdrog i stedet det etiske og eksistentielt forpligtende, hvormed kristendommen blev en modsigelse af hele det nazistiske tankegods.
Barth og Bultmann fylder meget i bogen, men der var også betydelige teologer, som definerede sig i et modsætningsforhold til dem i efterkrigstiden. Det gælder Wolfhart Pannenberg, der mente, at eksempelvis Bultmanns teologi kunne blive for indadvendt, eftersom den kristne tro også har sit grundlag i ydre historiske begivenheder. Og så har Pannenberg understreget, at i teologien tæller kun argumenter og i den sammenhæng anført, at vielse af homoseksuelle er et totalt brud med kristendommen. Men den oplysning forholder Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen læseren i sin ellers grundige gennemgang af teologen, der voksede op i et ateistisk hjem og studerede Marx, men siden har indtaget pladsen som den nok betydeligste nulevende teolog.
Tyske teologer i det tyvende århundrede er ikke lystlæsning, og efter endt læsning kan man godt sidde med indtrykket af at have tilbragt ganske megen tid i selskab med alvorsmænd. Sådan har de dog nok ikke været hele tiden. På et tidspunkt besøgte Bultmann en kollega i Basel, som var erklæret afholdsmand. Og da Bultmann havde indtaget aftensmaden, forklarer han, at han er nødt til at skynde sig hen på banegården, hvor han har en aftale med en ven. Da Bultmann senere på aftenen vender tilbage, spørger kollegaen nysgerrigt, hvad vennen hedder.
Bultmann svarer:
Han hedder Châteauneuf-du-Pape .