Terapi forklædt som roman

Hanne Orstavik in

Hanne Ørstavik Foto: Ulla Montan/Writer Pictures

bog
Two stars

Norske Hanne Ørstavik er en fabelagtig forfatter, men ”På terrassen i mørket” nærmer sig terapeutisk triviallitteratur

Hanne Ørstaviks tre seneste romaner, ”Hyænerne”, ”Der findes en stor åben plads i Bordeaux” og ”På terrassen i mørket” er grundlæggende bygget op over samme konstruktion: Ensom, tænksom kvinde i 40'erne er rejst udenlands for at komme overens med sig selv.

Hun er forfatter/kunstner/socialantropolog. Hun er rejst til England/Frankrig/Sydspanien med den begrundelse, at hun skal arbejde, men dybest set handler alle tre rejser om, at hun skal finde sig selv.

I ”Hyænerne” skal hun åbne op for den lyst, som hun har fornægtet i årevis, hvad enten det handler om det seksuelle eller om at spise. I ”Bordeaux“” har hovedpersonen åbnet sig så meget, at hun forelsker sig i Johannes, som på trods af, at han siger, at han elsker hende, begærer stort set alle andre end lige netop hende.

Romanen beskriver hendes desperate forsøg på at se gennem hans øjne for på den måde at tilnærme sig ham.

I ”På terrassen“” er hovedpersonen, socialantropologen Paula, netop brudt ud af et forhold med en mand, der kunne have været Johannes, men nu hedder Jostein. Også her var problemet, at han ikke ville hende seksuelt.

Nu er Paula rejst til Sydspanien på et feltarbejde, som går ud på, at hun skal arbejde som escortpige. Hvordan hun er kommet frem til det feltarbejde, og hvilke forestillinger hun egentlig gør sig omkring det, også rent etisk i forhold til de mænd, der bider på, er ikke noget, vi hører om.

Her knækker troværdigheden en smule for mig - eller også har de meget fri forskning i Norge.

Det er, som om indramningen af romanen ikke giver mening, men at ”projektet” bare er en anledning til at få protagonisten flyttet et sted hen og sat i en situation, hvor hun kan gentænke sig selv.

Jeg undrer mig over, hvorfor Ørstavik ikke har valgt at arbejde med de samme karakterer gennem romanerne i stedet for at finde på nye konstruktioner, der alligevel minder om hinanden.

Karakteristisk for Ørstaviks romaner er deres næsten monomane kredsen om hovedpersonens eksistentielle og psykologiske problematikker. Paula har erkendt - lige fra begyndelsen - at forholdet til Jostein ikke fungerede. Alligevel bliver hun ved med at genspille sorgen over det, samtidig med at det bliver helt tydeligt for læseren, at Jostein kunne være hvem som helst.

At han i virkeligheden er Paulas forestilling om den anden, der ville kunne forløse hende: ”Da jeg mødte Jostein, var jeg som et stort åbent felt over hele brystet, jeg havde aldrig følt det sådan, ja, åbent, at jeg længtes efter nogen, efter en anden, en at holde ind mod mit bryst, der hvor hjertet er. Det føles så nøgent, råt. Og så kom Jostein, og så tog jeg ham ind, tog ham helt ind der, og lod ham tage al pladsen.”

Men egentlig hverken siger eller gør denne Jostein noget, som får læseren til at forstå, hvorfor Paula ofrer sig i den grad.

Hvad Paula egentlig får ud af sin escortprojekt, og hvad universitetet får ud af sine forskningspenge, fortaber sig. Til gengæld kommer Paula mentalt, via en refugiegæst med åndelig kontakt - og såmænd fulgt af flere totemagtige dyr - tilbage til sin barndom i det nordlige Norge.

For, lader Ørstavik Paula erfare, hvis man som lille barn har følt sig forkastet og uelsket, så er man nødt til at få samlet sig selv op, før man bliver i stand til at elske på en sund måde, hvor man ikke mister sig selv helt.

Det er meget terapeutisk. Skrevet på Ørstaviks suggererende måde, hvor billederne indimellem er stærke og overrumplende. Til andre tider bliver det ukonkret og i virkeligheden følelsesforførende, fordi man kan læse hvad som helst, man selv lige tumler med, ind i det. Hvad står der for eksempel her?: ”Og den følelse var så stærk. Den var ikke ond eller god, den var noget andet, den var bare stærk. Tyngde, vægt, fylde. Som en tåge, en trang.”

Jeg kunne ønske mig, at Ørstavik ville træde ud af det snævre terapeutiske rum, lukke lidt luft og verden ind. Hun er en fabelagtig forfatter, men jeg synes, at den sidste roman her nærmer sig terapeutisk triviallitteratur.