Terroren har endnu ikke ramt litteraturen

Ingen danske forfattere har endnu skrevet om terroren i København for et år siden, selvom det ifølge ...

Ingen danske forfattere har endnu skrevet om terroren i København for et år siden, selvom det ifølge eksperter vil være oplagt. Her ses skudhul i døren ved Krudttønden. - Foto: Scanpix / Scanpix Denmark

Litteraturens responstid er ikke så hurtig, når vi taler romaner - så det er for tidligt at råbe 'hvor er romanerne om angrebet i København?
Klaus Rothstein, litteraturanmelder

Vi venter endnu på den roman, der indfanger et af vor tids mest afgørende og samfunds-forandrende fænomener: den globale terrorisme

Vi var med i to store krige for at bekæmpe terror, og for at værne os imod den er vi gået med til, at vores frihedsrettigheder er blevet snævret ind, mens statens magt tilsvarende er blevet udvidet. Den har sneget sig dybt ind i enhvers følelsesliv og kan belægge de mest dagligdags situationer - at gå på arbejde, tage toget, gå til koncert - med en film af angst.

De seneste 15 års terrorisme forbinder med andre ord det individuelle og lokale med det storpolitiske og globale.

Alligevel mangler den store samtidsroman om vor tids terrorisme -i den angelsaksiske verden såvel som i Norden. Det er konklusionen, da Kristeligt Dagblad op til årsdagen for terrorangrebene i København den 14. og 15. februar har undersøgt skønlitteraturens måde at behandle, udlægge og forstå terrorismen.

”Den store amerikanske roman om 9/11 er ikke skrevet endnu,” siger Tore Rye Andersen, ph.d. og lektor på Aarhus Universitet med fokusområde på moderne amerikansk litteratur og kultur. Heller ikke i Norge er Utøya-angrebet blevet omsat til en stor samtidsroman, fortæller Lars Frederik Händler Svendsen, professor i filosofi ved Bergens Universitet, der blandt andet står bag bøgerne ”Ondskabens filosofi” og ”Frygt”.

”Vi får se, om den overhovedet kommer,” som han skeptisk udtrykker det.

Og om den danske litterære scene siger Klaus Rothstein, litteraturanmelder på Weekendavisen og DR-vært på ”Skønlitteratur på P1”:

”Litteraturens responstid er ikke så hurtig, når vi taler romaner - så det er for tidligt at råbe 'hvor er romanerne om angrebet i København?'. Til gengæld kan lyrikken skrives mere aktions-agtigt på journalistikkens vilkår, som Henrik Nordbrandt har gjort det med flygtningekrisen. Men jeg kan ikke huske, at der har været nogle betydningsfulde danske digtere, der har gjort det med Krudttønden og Synagogen. Selvom det ville være ganske oplagt.”

Undtagelsen er, som Rothstein peger på, at der er masser af eksempler på, at terror dukker op som tema i genrelitteratur som krimier og spændingsromaner.

”Men bortset fra Jens Christian Grøndahls 'Røde Hænder' fra 2006, som handlede om Rote Armee Fraktion-terror, er det ikke et stort tema i den mere seriøse litteratur. Men der gik også en del år, før de første danske romaner om Afghanistan-krigen kom, og nu vælter det frem, ligesom der kommer romaner om flygtningekrisen og klimakrisen. Romanerne om vor tids terror skal nok komme,” forudser han.

Tore Rye Andersen taler også om responstid i amerikansk litteratur om terrorangrebet den 11. september 2001. Han peger på, at mange forfattere umiddelbart efter angrebet gav udtryk for, at det var for stort og overvældende til, at man kunne skrive om det.

”Der var et slags repræsentationsforbud på spil. Det har formet mange af romanerne, så man i stedet for at stille skarpt på selve terrorangrebet fokuserer på det intime perspektiv og de personlige efterdønninger på angrebet. Blandt de mest kendte romaner gælder det for Jonathan Safran Foers 'Ekstremt højt og utrolig tæt på' og Don DeLillos 'Faldende mand'. Terrorangrebet er på den måde blevet afhistoriseret, som en begivenhed uden kontekst,” analyserer Rye Andersen.

”Men det har også at gøre med litterære konjunkturer. Fra 1990'erne og frem har man i amerikansk litteratur fokuseret på det intime, familien og det individuelle. Altså, Jonathan Franzens 'Korrektioner', som handler om en familie, udkom fire dage før 9/11. Modsat 1970'erne, hvor litteraturen var mere politisk, og der for eksempel hurtigt kom romaner om Vietnamkrigen, var man simpelthen et andet sted i nullerne.”

Går man til litteraturhistorien, er terrorisme-temaet dog langtfra fremmed mark for skønlitterære ekspeditioner - Fjodor Dostojevskijs ”De besatte” (1872), Joseph Conrads ”The Secret Agent” (1907) og Albert Camus' ”Oprøreren” (1951) undersøger alle terrorismens og måske særligt terroristens mentalitet.

Det gælder også det danske navn på den liste - nyligt afdøde Tage Skou-Hansen og romanen ”Den hårde frugt” fra 1977. Da hans mangeårige ven Kjeld Holm, forhenværende biskop over Aarhus Stift, begravede ham, fremhævede han netop beskrivelsen af terrorens psykologiske forudsætninger som et af de afgørende momenter i Skou-Hansens forfatterskab.

”Tage Skou-Hansens primære indsigt drejer sig om det, K.E. Løgstrup med direkte afsæt i 'Den hårde frugt' kalder 'tankens ligeløb'. Altså det at man har en ganske bestemt ideologisk opfattelse af tilværelsen, som alt andet må vige for,” fortæller Kjeld Holm i dag.

I ”Den hårde frugt” udmåler Skou-Hansen forskelle og ligheder mellem modstandskampen repræsenteret ved Holger Mikkelsen, som optrådte første gang i ”De nøgne træer”, og terrorismen repræsenteret ved den socialistiske aktivist Eva, der sidder fængslet for et planlagt terrorangreb på Jyllands-Postens redaktion i Viby.

”Det gjaldt for modstandsfolkene om for enhver pris at få smidt tyskerne ud af landet, og der truede det tankens ligeløb, som også kendetegner Eva. Inden for romanens horisont er svaret på forskellen, at samtidig med, at Holger var frihedskæmper var han også dybt forelsket i Gerda, og at den kærlighed, de havde til hinanden, hele tiden brød det entydige op. For Tage Skou-Hansen ligger spændingen lige der - mellem kærligheden og tankens ligeløb,” siger Kjeld Holm.

”Pointen er, at terroristen - uanset sin politiske eller religiøse motivation - må amputere sin egen menneskelighed for at udføre sin udåd. Han eller hun ser ikke, at glæden, kærligheden og børnenes leg også findes i det samfund, han vil omstyrte. Alt det, som kan bryde med hans verdensbillede, og som gør, at man i modstand mod et system aldrig bliver fundamentalist.”

Samme tema var kernen i Karl Ove Knausgårds essays, der blev trykt i flere, også danske, aviser verden over i kølvandet på Anders Behring Breiviks massakre på Utøya i 2011.

Men som Lars Frederik Händler Svendsen pointerer, var forfatteren nok skønlitterær, men teksten var det ikke. Det var en sagprosa-tekst, der i dag står ved siden af andre lignende tekster. Svendsen er i det hele taget skeptisk over for tanken om, at skønlitteraturen har en særlig rolle at spille her.

”Idéen om, at forfattere har en privilegeret adgang til at analysere samfundet og politik, er færdig,” siger han.

”Jeg tror ikke i tilfældet Utøya, at der er et stort behov for skønlitteraturen, for hele begivenheden og gerningsmanden er i den grad blevet belyst i pressen, under retssagen og i andre sagprosa-bøger, som Åsne Seierstads 'En af os'. Og ud over at ondskab er problematisk som æstetisk objekt, fordi man let kommer til at forskønne den og gøre den attraktiv, har jeg svært ved at se et behov for en skønlitterær formidling af, hvor forfærdeligt Utøya var - det var et umiddelbart faktum.”

Tore Rye Andensen er uenig. Romanen kan noget særligt.

”Skønlitteraturen har traditionelt fungeret som et kulturelt traumecenter, der netop kan bearbejde overvældende på en måde, som faglitteraturen har sværere ved. I hvert fald hvis skønlitteraturen indfrier det potentiale, den har - at den i eminent grad kan forbinde det personlige med det politiske.”