Vinterbergs film vidner om levet liv

Høj stemning i kollektivet, mens alt stadig er idyl. Filmen har et stort humoristisk overskud, som ...

Høj stemning i kollektivet, mens alt stadig er idyl. Filmen har et stort humoristisk overskud, som forstærker det underliggende kærlighedsdrama. Fra venstre er det Sebastian Grønnegaard Milbrat, Anne Gry Henningsen, Magnus Millang, Trine Dyrholm, Lars Ranthe, Ulrich Thomsen og Martha Sofie Wallstrøm Hansen. - Foto fra filmen.

film
Five stars
Budskabet i Thomas Vinterbergs film er som i andre film, bøger og dokumentarer om 68'ernes børn: Det er de voksne, som umyndiggør sig selv, mens børnene kun alt for tidligt bliver voksne
Henrik Wivel

Thomas Vinterbergs ”Kollektivet” er en stærk og stedvis gribende film om svigt og tab af uskyld

Thomas Vinterbergs bedste film handler om børn, der udsættes for et eller andet overgreb eller en smerte, de har vanskeligt ved at rumme. Det gjaldt ”Festen” og ”Jagten”, og det gælder den aktuelle ”Kollektivet”.

Et af de mange geniale greb i ”Festen” var, at beskueren så hele filmen igennem et afdødt barns øjne. Hun var kameraet, så at sige, og alt i den mere eller mindre absurde og brutale voksne verden blev holdt fast af hendes sensible, nervøst virrende og urolige blik. Af hendes store, uoverkommelige smerte, hvis årsager visualiseres gennemgribende for alle os i biografens mørke. I ”Kollektivet” er synsvinklen igen barnets. Det er teenagepigen Freja (Martha Sofie Wallstrøm Hansen), der med sit sårbart registrerende blik iagttager sine forældre og konsorters liv i kollektivet.

Filmen er henlagt til 1975, hvor drømmene fra ungdomsoprøret begynder at folde fanerne sammen og afløses af frustration, rådvildhed og realitetsbetonet magt. Frejas mor (Trine Dyrholm) realiserer sin drøm, da Frejas far (Ulrich Thomsen) arver en gammel kasse i Hellerup nord for København med et uoverskueligt antal værelser og dunkle rum. Vi ser Frejas mors hånd i solen, den første gang efter at forældrene har elsket i huset, der nu er deres. Hånden drejer i lyset og danner en skygge.

Sådan er det med hendes drøm. Den bryder lyset som en smuk prisme, men fremkalder også et mørke, der tager til, alt som filmen udspiller sig for øjnene af den unge pige. Hun konfronteres med en voksen verden, der sender skyggedannelse langt ind i hende. Men moderen har endnu sommeren i sin hånd, da hun får mand og barn med på at realisere drømmen om kollektivet. Gamle og nye venner samt vildt fremmede - og dengang eksotiske som fremmedarbejderen (Fares Fares) - inviteres indenfor i patricierejendommen med et overskud af idealisme og fantasteri, der gør al skepsis til skamme. Verden åbner sig blandt de privilegerede med nye, uprøvede samlivsformer for børn og voksne i dette store midlertidige fællesskab.

”Kollektivet” tematiserer her kendte post-1968-klichéer som striksweatre, nøgenbadning, fællesmøde og alt for mange øller i et interiør holdt i 1970'er-brune farver. Det sker med stort humoristisk overskud og en vis historisk og ironisk distance, der tilsyneladende gør filmen let. Men rent dramaturgisk sker det udelukkende for at forstærke det kærlighedsdrama og det svigt, der er filmens inderste, sorgstemte og sindsoprivende ærinde.

For Frejas far finder en anden kvinde, en studerende fra arbejdet på Akademiet på Charlottenborg (Helene Reingaard Neumann). I solidaritetens generøse ånd lader Frejas mor hende flytte ind i kollektivet. Så har far ikke en kvinde, men to. Og Frejas mor ikke et problem, men to. Og hvor er Freja selv? Ja, hun er i periferien af denne voksenverden, der udarter for øjnene af hende. Hun er overladt til sig selv.

Mor (Trine Dyrholm) og far (Ulrich Thomsen) i Thomas Vinterbergs ”Kollektivet”, der i mandags blev udtaget til Berlin International Film Festival - Berlinalen. Foto: Ola Kjelbye

Budskabet i Thomas Vinterbergs film er som i andre film, bøger og dokumentarer om 68'ernes børn: Det er de voksne, som umyndiggør sig selv, mens børnene kun alt for tidligt bliver voksne og både skal tage og bære på et ansvar. Men filmen forløser dette tema både oprørende og rørende. Som beskuer og vidne fornemmer man den emotionelle dybde, der ligger bag, og de mærker, der er sat i et sind. Instruktøren har i flere interviews op til premieren på ”Kollektivet” fortalt om, hvordan han selv boende i kollektiv med sine forældre fra han var 7 til han blev 19. Ja, han boede der også efter, at begge forældre var fraflyttet.

Hele atmosfæren sidder således dybt i Thomas Vinterberg, og hans skildring af Freja stedt mellem far og mor er overbevisende, mest af alt fordi den rummer så meget smerte. Kan være der blev realiseret utopier dengang i 1970'erne, men med årenes gang er de begyndt at gøre virkelig ondt som en slags forbandelse, der ikke vil gå væk. Epoken er blevet en anfægtelse på tværs af tid og rum. ”Kollektivet” kan ses som en slags filmisk anråbelse, ja, genkaldelse af en tid, der notorisk er borte, men som paradoksalt nok aldrig vil gå rigtig væk.

Thomas Vinterberg har sammen med salig Mogens Rukov skrevet et teaterstykke af samme navn. ”Kollektivet” blev uropført på selveste Burgtheater i Wien med stor succes. Nu er stykket så transformeret til film med Tobias Lindholm som medforfatter. Det holder den pressede teaterdramaturgi til. Ved filmens begyndelse siger Frejas mor til Frejas far om festen ved at bo i et kollektiv: ”Prøv at forestille dig, hvad der vil ske.”

”Kollektivet” fuldbyrder den forestilling med konsekvens. Netop fordi det hele for instruktøren er en realitet. Moderens åbne hånd i solen er hos næste generation knyttet sammen til et knugende mørke. ”Kollektivet” er en stærk film, der vidner om levet liv.