Til kamp mod dem, der tolererer intolerancen

Den fremtrædende tyske redaktør Alexander Kissler efterlyser mod hos de europæiske politikere

Bogomslaget fra Alexander Kisslers "Keine Toleranz den Intoleranten".
Bogomslaget fra Alexander Kisslers "Keine Toleranz den Intoleranten". .

Tegneren Ralf König er en respektløs tysk satiriker, men efter massakren på Charlie Hebdo bortredigerede König alligevel en tegning fra sin Facebook. Her havde han placeret tre vesterlændinge med bagdelen i vejret og næsen i jorden. På tegningen erklærer de frygtsomt: ”Som repræsentanter for vestlige værdier og tolerance undskylder vi hermed mange gange for vores presse- og ytringsfrihed”. En grumt udseende mullah brøler: ”Og jeres humoristiske sans?! Hvem kommer med en undskyldning for jeres humoristiske sans?!”.

For Alexander Kissler er denne humoristiske tegning et sindbillede på den situation, Europa står i efter attentaterne i Paris og København tidligere i år. Kissler mener, at vesteuropæernes mentale habitus er præget af en hang til anfægtelse og underdanig adfærd. For hvordan omgås vi med truslen fra islam? Vi logrer med halen. Vi vil så nødigt lægge os ud med mullaherne og har derfor forskrevet os til de bløde knæ med dertil hørende defaitisme.

Kissler spørger, om det monstro ikke kunne være en idé at bekæmpe demokratiets fjender i stedet for konstant at øde kræfterne på demokratiets eventuelle mangler? Men vestlige politikere er bange for at optræde offensivt og tage fjendskabet på sig, hvorfor islamisterne fristes over evne og bilder sig ind, at de kan te sig, som de vil.

Mange muslimer har således tillagt sig en praksis, hvor de nyder godt af demokratiets rettigheder - møde- og forsamlingsfrihed - men samtidig bliver de prikne, selvynkende og aggressive, når Muhammed bliver tegnet. Men som Kissler med et citat fra den kendte tyske filosof Peter Sloterdijk påpeger, så kan indvånere i et demokrati ikke gøre krav på at undgå fornærmelser. Det er en del af pakken.

Alexander Kissler er en midaldrende litterat, som har bestridt en række fremtrædende redaktørposter i Tyskland. I dag er han ansvarlig for kulturstoffet i det konservative månedsmagasin Cicero. Kisslers pointe er, at Europa er præget af eftergivenhed, af en manglende vilje til at stå fast, af en villighed til at strække våben. Og at dette er fatalt i en situation, hvor propagandamøllen udmaler løgne om islam som fredens religion.

Som eksempel herpå fremdrager Alexander Kissler daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, der efter terroren i København sporenstregs frikendte islam som inspirationskilden til udåden. Den anerkendte tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung skrev i sin leder, at det synspunkt ville svare til at mene, at Gulag-øhavet (de sovjetiske fangelejre) ikke havde noget med stalinisme at gøre.

Kisslers lille bog er et partsindlæg, men den er animerende skrevet og rummer adskillige skarpsindige analyser af den europæiske værdi-debat anno 2015.

kultur@k.dk