Der skal noget til, når man vil skrive om Faaborg Museum fra 1915, for det er en af de bygninger, der trods sin lidenhed fra begyndelsen har været et ikon i dansk arkitektur.
Bogen er et samleværk, og den er fuldt forløst. Det er den bog, man drømte om - men som faktisk ligger der nu, redigeret af museets leder Gertrud Hvidberg-Hansen og Gry Hedin. En række kapaciteter har bidraget. Der er tale om ny forskning, nye fortolkninger.
Der er fantastiske nyoptagelser af den schweizisk-franske fotograf Hélène Binet. Det hele i en opsætning, der er flot, stram og læsevenlig, på godt papir - og med hele det videnskabelige referenceapparat i orden. Der er ingen fingre at sætte på bogen.
Historien er grundlæggende en historie om en mæcen, der var konservesfabrikant, Mads Rasmussen. Han samlede og udstillede i begyndelsen af det 20. århundrede sine indkøbte værker af de fynske malere i sit hjem, hvor der sådan set blev god plads, da hans firma fusionerede med Beauvais i København, og direktøren flyttede til København.
Under Første Verdenskrig tjentes der mange penge på konserves, og det kom museumsbyggeriet i Faaborg til gode. Rasmussen hyrede den unge arkitekt Carl Petersen, der netop var i centrum af det oprør, der førte til dannelsen af den nye arkitektforening. Dette forårsaget af, at brygger Carl Jacobsen ville sætte et barokspir på Vor Frue Kirke i København.
De unge arkitekter ”genfandt” den gamle generalbygmester C.F. Hansen og tog ham som inspiration for en ny-ny-klassicisme med store flader og minimal profilering.
Tænker man nu på Domhuset eller Domkirken i København, er der skalmæssigt et stykke vej til den lille museumsfacade i Faaborg - men det er også alt. Petersen er en mester i at anvende og tolke greb fra de store enere i det 19. århundredes arkitektur, Hansen og Bindesbøll - og dertil lægges en ny stoflighed, der egentlig stod til debat på opførelsestidspunktet. Skulle der være mønstre på gulvet? Hvordan skulle væggene farvesættes? Hvad med lys?
Det klaredes efterhånden, men ikke uden sværdslag. Hanne Raabyemagle beretter tæt på kilderne om det besværlige forløb, hvor ikke mindst Fritz Syberg var svær at danse med.
Anders V. Munck analyserer Faaborgstolen, der tegnedes til arkivet. Dette var dekoreret af Johannes Larsen i en japoisme, der gennem møblementet smelter sammen med nyklassicismen - suverænt analyseret af Mirjam Gelfer-Jørgensen.
Gerttud Hvidberg-Hansen er yderst skarp i sin analyse af det modsætningsfyldte: ramme og indhold. Det er et særkende, der går igennem hele bygningen. Den er klassisk - og fuld af brud og modsætninger.
Som Peter Thule Kristensen skriver, er det en bygning fuld af referencer - og så alligevel med mange manierismer. Huset er jo egenartet ved at ligge på en meget dyb og smal grund, der opfordrer til, ja kræver, variation i forløbet ned gennem huset.
Denne retorik er flot og svært udfoldet af Christoffer Thorborg, der alt andet lige sammenligner det lille hus i Faaborg med Albert Speers Rigskancelli i Berlin.
Der er sider af museet og dets udtryk, af arkitektens virke, der udfoldes mønstergyldigt: Steen Ejlers fortæller med den dybeste indsigt om linjen i Knud V. Engelhardts skriftsnit og design af museets logo og publikationer.
Teresa Nielsen tager tråden fra Gelfer-Jørgensen op og fører os til Berlin, hvor Carl Petersen spillede en rolle, vi sjældent har hørt om. Han leverede en kamin og keramiske unika til varehuset Wertheim.
Når man så dertil lægger, at et par af Petersens vigtige artikler er optrykt, at der er en forbilledlig biografi - og illustrationerne sidder lige i skabet - er man klogere, meget klogere, når man har læst bogen.
Dette er forskning og formidling på et meget højt plan - men ikke højere, end at den interesserede kan være med. En bog uden tomgang. Det gør for mig at se bogen forbilledlig. Tillykke til Faaborg - det lille centrum i den store historie.
kultur@k.dk