Der er musik, som følger en igennem livet som en trofast ven fra første gang, man stifter bekendtskab med den. Musikken har talt med særlig styrke på netop det tidspunkt, man hørte den, og selv om den i årevis måske har slumret i hukommelsen, kan venskabet nemt vækkes til live.
Det skete for mig onsdag aften i denne uge. Forhistorien er: Da jeg som ung nyuddannet journalist i sensommeren 1984 rejste til USA for at studere på et universitet i landets hovedstad, blev jeg en af de første aftner på kollegiet på campus inviteret med i byen af en lille gruppe amerikanske medstuderende. Den ene, en tilsyneladende velstående pige, havde fået en cabriolet af sin far i eksamensgave, og vi fire kørte nu ad Washingtons lange avenuer ned mod The Mall, den grønne park i magtens centrum ved Det Hvide Hus og Kongressen, med kalechen på bilen nede, vind i håret og radioen sat på fuld styrke. Større frihedsfølelse fandtes ikke dengang.
Et par måneder forinden havde den amerikanske musiker Bruce Springsteen haft sit helt store folkelige gennembrud med pladen ”Born in the U.S.A”. Den endte med at sælge 12 millioner eksemplarer. Og det var Bruce Springsteen, vi hørte den aften. Musikken, der veksler mellem hårdtslående rock og akustiske ballader, kan vække slumrende kræfter til live, og teksterne, der i høj grad kredser om ikke bare den amerikanske drøm om frihed, men om alle tænkelige drømme og længsler, om at bryde op og ud, var som skrevet til unge, der stod på tærsklen af deres eget voksne liv.
Bruce Springsteen dannede for mig ikke bare baggrundsmusikken, men også fortolkningsrammen i min tid i USA. Jeg oplevede en del af Amerika igennem hans musik fra ”Born in the U.S.A”-pladen, hvis enkeltstående hits dengang blev spillet næsten non-stop på alle tænkelige amerikanske radiostationer suppleret med numrene fra hans tidligere plader, ikke mindst ”The River”.
Siden ville skæbnen, at min musiksmag førte mig til et endeløst antal klassiske koncerter, kirkekoncerter og lidt jazz, mens jeg lod andre gå til rockkoncerterne. Indtil onsdag aften. Bruce Springsteen var igen i byen, og jeg valfartede sammen med 46.000 andre danskere til Parken i København for at høre den nu 66-årige musiker udfolde sig i, hvad der for en nybegynder viste sig at være en overvældende koncertoplevelse med en af rockens absolutte superstjerner.
På gaderne ind mod Parken sælges i timerne op til koncerten ørepropper i massevis som forvarsel om, at den energiudladning, der er i vente, har ekstraordinær dimension. På Danmarks største stadion fylder musikscenen og tre gigantiske storskærme den ene ende. På tre resterende tribuner er alle sæder optaget, og en halv snes tusinde gæster står skulder ved skulder på det beskyttende gulv, der er lagt over græsplænen. Øl i plastikglas bæres i en tilsyneladende endeløs mængde ind på tribunerne og plænen og er med til at skabe den opløftede stemning af folkefest, der kommer til at præge hele aftenen.
Så lyder der et brøl fra plænen, hvor de mest trofaste fans er samlet, og koncerten er i gang lidt over klokken 20 med åbningsnummeret ”Out in the Street” fra The River-pladen, som også har lagt navn til The River-tour. En koncertturne, der byder på omkring 75 af disse gigantoptrædener i USA og Europa.
På de første koncerter har Springsteen spillet samtlige numre fra pladen, men koncerten i Parken viser sig at være en slags ønskekoncert med kunstnerens største hits. Tilsyneladende er det helt vanligt, at hans fans medbringer papskilte, hvorpå de har skrevet titlen på det nummer, de ønsker spillet, og det påstås, at hans gruppe The E Street Band kan op mod 200 numre udenad.
Springsteen er kendt som en ukrukket og folkelig musiker, der ikke er karrig med sig selv eller sin musik, men generøst giver sit publikum en stor oplevelse. Tre og en halv times uafbrudt koncert bliver det da også til med 32 numre i alt. Efterfølgende ymtede flere, der er halvt hans alder, at koncerten måske kunne have været kortere, og sammenlignet med andre koncerter, han havde givet, var der ting, der kunne have været bedre. Ikke mindst lydforholdene. Ja, en enkelt avis mente i år, at lyden var så dårlig, at man skulle have pengene igen.
Men når man kom som ikke-insider, som sagtmodig fan og med en gammel kærlighed til musikken og manden, var det en helt ufattelig imponerende både fysisk og musisk kraftpræstation, publikum blev vidne til. Helt frem til sidste nummer udtrykte den storsmilende Springsteen et nærvær og en spilleglæde, der var i en klasse for sig.
”Can you feel the spirit”, råber han - kan I mærke stemningen/ånden – og det kan publikum, der som en trofast menighed følger prædikanten og kan sangene. Ja, faktisk har nogle analytikere af hans tekster betegnet dem som sekulære salmer, fordi mange af dem rummer et betydeligt eksistentiel lag. Nogle trækker umiskendeligt på Springsteens katolske baggrund med en udpræget brug af kristne gloser og terminologi. Han synger sangen The Promised Land, det forjættede land, en mytisk størrelse, der her handler om en ung middelklasse dreng, der både ønsker at bryde ud af sit kedelige arbejdes trældom, men også ud af barndommen og ind i den voksentilværelse, hvor han skal prøve at blive den, han er.
På nettet kan man finde analyser af spiritualiteten og kristendommen i hans tekster.
Og da Springsteen senere sætter i med nummeret ”Hungry heart”, om at alle har et sultent hjerte, er det længslen efter kærlighed og opbruddet fra de snærende rammer, han synger om, men man tænker straks, at også den gamle 400-tals teolog Augustin ville kunne synge med. Menneskets hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos Gud, skriver han.
Man skal ikke drive rovdrift på en kristen tolkning af teksterne, men derimod lade sig rive med af ”Spirit in the night”, af ånden og stemningen i natten, som nu løftede publikum til nye højder.
Det er åbenbart vanligt for ham, men alligevel imponerende at Springsteen ikke bare løber på scenen, som er ufattelig stor, men igen og igen også ud i menneskehavet foran scenen, hvor ikke mindst kvindearme strækker sig længselsfuldt op mod ham. Det samme gør kvinden på stolerækken lige foran mig, selv om hun er flere hundrede meter på afstand. Ægtemanden ved hendes side har foldede forbeholdne arme og ser frygtsomt til, mens der hos hans hustru åbenbarer sig kræfter under den civiliserede overflade, som forekommer at kunne blive ukontrollable. En anden kvinde, nede på plænen, sidder på skuldrene af en mand og bærer en t-shirt, hvor der står ”Girls love Bruce”” – piger elsker Bruce – og da hun fanges af kameraet og der zoomes ind på de tre storskærme, lyder der endnu et jubelbrøl, nu fra især kvinderne i mængden.
Som for en anden Moses åbner folkehavet sig for Springsteen, da han søger ned midt på plænen for at synge derfra. Og publikum har han med sig. Man bliver stakåndet bare af at stå eller sidde, men Springsteen løber i sine sorte bukser, sorte t-shirt, i den grå vest, den grå halsklud, de sorte støvler. Og det sorte hår. Måske farver han det, men det vil ligne arbejderdrengen fra New Jersey dårligt. Han er bare i ekstrem god form, uhyre veltrænet og driver sit band frem fra nummer til nummer. Mens de øvrige musikere er ved at afslutte kommer en hjælper på scenen med en ny guitar eller mundharpe, så Springsteen kan begynde på næste nummer, inden det forrige er helt slut. One, two, three, four, og så er han i gang.
Det giver koncerten et kæmpe drive og stor dynamik. Bandet på otte tæller blandt andre musikere, som Springsteen har haft med sig lige fra starten, eller næsten. Det er noget af det sympatiske ved ham. Trommeslageren Max Weinberg, der mest af alt ligner en pæn bankmand med kort gråt hår, stram slipseknude og skjorte, er rundet de 65 år. Bassisten Gary Tallent er på vej på de 67 år. Mens de to guitarister Nils Lofgren og Stevie Van Zandt med det karakteristiske hovedtørklæde begge er 65 år. Pianisten Roy Bittan fylder 67 år på turneen, mens Charles Giordano, 61 år, er kommet til i det seneste årti.
Bandets eneste kvindelige medlem Soozie Tyrell er sanger, violinist og guitarist er 59 år, og mens det samme er saxofonisten Jake Clemons, der med sine bare 36 år er den eneste, der mærkbart trækker aldersgennemsnittet ned. Han er nevø til Clarencse Clemons, der også var saxofonist, men døde for fem år siden i en alder af 69 år. Kort sagt er det ligesom så mange andre af de store rock- og popmusikere, Neil Young, Paul McCartney, The Rolling Stones og Van Morrison især mænd, der ikke vil være gamle. Men faktisk heller ikke er det.
Mundharpen kommer nu frem og titelnummeret ”The River” får taget til næsten at løfte sig. Det burde det måske også gøre, for Parkens tag er til aftenen lukket hen over stadion og temperaturen på denne varme midsommeraften bidrager til den kogepunktsstemning, der er ved at udvikle sig.
Så synger Springsteen ”Waitin’ on a sunny day” og trækker en lille kraftig kvinde fra forreste række op på scenen. Han giver hende mikrofonen og med en glædeudstråling, der kan måle sig med opstandelseslyset, får hun lov til at synge omkvædet. Han løber og løber, og spiller og synger, og nu tager han så et skilt, hvorpå en søn eller datter, antager man, har skrevet ”Dance with my mon” – dans med min mor. Den muskuløse musiker trækker så en gråhåret kvinde op på scenen. Danser lidt med hende, får et kindkys, hvorefter hun trækker mobiltelefonen frem og tager en selfie med Springsteen. Publikum brøler anerkendende. Her er glæde og begejstring og taknemmelighed i luften. De otte ekstranumre tager næsten tre kvarter, og det er en ren hitparade, der begynder med guldnummeret Born in the U.S.A.
Så nærmer klokken sig midnat, og bandet takker af, alle forlader scenen, men Springsteen kommer alene tilbage og griber en akustisk guitar og spiller Thunder Road, en smuk ballade, hvor han med sin rustne stemme synger om at tage sin elskede i hånden og søge det forjættede land sammen.
Lidt af et forjættet land oplevede de mange tilhørere onsdag aften. For mig selv blev et gammelt musikalsk venskab vakt til live og forbindelsen til Springsteen genskabt. Den stærke følelse, som hans musik frembragte for mere end 30 år siden den aften i cabrioleten i Washington, var der igen.
Det kan kun en gudsbenådet musiker gøre.