Der var engang en lille dreng, der holdt meget af at lege med biler. Han kørte rundt med dem på gulvtæpperne og lavede lyde imens. Senere blev han for stor til at lege med biler, og de blev pakket væk. Årene gik, og en dag fandt drengen pludselig bilerne. Han lukkede sig inde i et rum ovenpå. Og så kunne forældrene høre, at bilerne kørte hen over gulvtæppet, og der blev også brummet til imens.
Det skete nok kun en, to eller tre gange. Så fandt drengen ud af, at det gik altså ikke. Man kan ikke vende tilbage. Enten havde han ikke fornøjelse af det mere, eller også indså han, at det var for skamfuldt. En dreng i hans alder.
Deres klummeskriver har aldrig leget med biler. Jeg læste til gengæld en masse tegneserier. Blandt andet om superhelte. Superman, Batman og siden hen Edderkoppen og Dæmonen. Købte hæfter for alle mine lommepenge. Indtil jeg en dag holdt op med det. Jeg kom i gymnasiet og fik åndelige interesser, filosofi og den slags. Måske var det bare superhelte på en anden måde. Ellers havde overgangen næppe været så uproblematisk.
Senere i livet fik jeg børn, og da de var drenge, havde de en sund interesse for superhelte. Så jeg har uden skam kunnet genindtage min barndoms univers. Hæfterne er blevet fundet frem igen, vi har set de nye spillefilm og de animerede serier på tv. Min søn Rasmus er blevet en langt større ekspert i superhelte, end jeg nogensinde var, og han forklarer mig jævnligt om de nyeste udviklinger. Når jeg er inde at købe fødselsdagsgaver til ham i butikken Fantask, kan jeg se masser af voksne mænd i indgående diskussioner. Og så tænker jeg, at skammens tid er forbi. I dag har man lov at være barnlig hele livet. Jeg ved godt, at barndommen bliver mere klemt og slutter tidligere, fordi alle har så travlt med at blive tweens, men det er altså kun den ene side af mønten. Den anden side er, at barndommen ikke behøver at stoppe.
Men derfor kan man jo godt få den anden følelse. At man ikke kan vende tilbage. Sidste sommer tog Rasmus og jeg en del af de gamle hæfter om Superboy (Superman som dreng) med på sommerferie. Jeg var dengang fascineret af historien om, hvordan Kal-El lander i en rumkapsel fra Krypton, vokser op som Clark i den amerikanske lilleby Smallville (!) langt ude på landet, adopteret af det barnløse ægtepar Kent, hvordan han må skjule sine superkræfter, går i skole med den yndige Lana Lang, og indimellem er på eventyr med Rummets Helte, som er en større gruppe af teenagersuperhelte, der kommer fra fremtiden!
Rasmus griner ad de gamle serier. Han er vokset op med nutidens superhelte, som er problematiske, splittede, dystre og i den forstand mere realistiske end de gamle superhelte. Jeg er vokset op med det, man kalder sølvalderen i superheltenes historie, forklarer Rasmus mig. Alt det, jeg kan lide, er håbløst sølvalderagtigt.
Mine historier kommer fra 1950erne. Et uskyldsrent og stabilt univers, hvor alt er i faste rammer. Når jeg drømmer om at stige ned i disse historier igen, er det ikke bare min egen barndom, der trækker, men også den svundne (og idylliserede) historiske tid før min egen barndom. Jeg får dog ikke noget ud af at genlæse historierne. Jeg må give Rasmus ret. De er fjollede og underligt overbroderede. Man måtte gøre alle mulige krumspring, især dyrkede man kontrafaktiske historier (hvad nu, hvis Superboy var ond ), for at få noget dynamik ind i det meget statiske univers. Jeg lægger frustreret hæfterne fra mig. Min fascination af universet er nemlig helt usvækket. Det er forvaltningen af det, der ikke er til at bære. Hvordan få stillet denne umulige længsel?
Med en flig af min bevidsthed husker jeg, at der i nyere tid er lavet en tv-serie i USA under navnet Smallville. Rasmus og jeg finder den på nettet og efter at have set et par afsnit køber vi boksen med samtlige 10 sæsoner. Det er 200 timers tv. Vi har haft et dejligt år og er nu i gang med 10. og sidste sæson. Afrapportering skal nok følge ved en senere lejlighed i denne klumme. Blot så meget for nu: Nogle gange kan selv umulige længsler blive stillet, og generationer kan finde hinanden hen over sølvalderen og andre aldre.
Nils Gunder Hansens fredags-klumme Tidens Tegn bringes undtagelsesvis i avisen i dag.