Medrivende biografi om ”menneskeuhyret” Jens Nielsen

Fascinerende biografi om en notorisk forbryder, der ligefrem ønskede at glimre ved sin ondskab, men samtidig evnede at se på sig selv udefra

Jens Nielsen boede i store dele af sin barndom på anstalten Landerupgård ved Kolding. Her er han fotograferet hos fotograf P. Aagard i Kolding dagen efter sin konfirmation. 
– Foto: Rigsarkivet.
Jens Nielsen boede i store dele af sin barndom på anstalten Landerupgård ved Kolding. Her er han fotograferet hos fotograf P. Aagard i Kolding dagen efter sin konfirmation. 
– Foto: Rigsarkivet.

Både for- og efternavn lyder upåfaldende. Poul Duedahls biografi om manden med det almindelige navn har dog en spektakulær titel: ”Ondskabens øjne”.

Jens Nielsens synderegister var da også langt og omfattende: tyverier, ildspåsættelser, overfald og flere mordforsøg. Det foregik i flere lande: Danmark, Canada, USA, England, Finland og Sverige. Den 8. november 1892 blev han henrettet i Horsens Straffeanstalt – to uger før han ville være fyldt 30 år.

Journalisten Henrik Cavling skrev en reportage, som anses for et højdepunkt i dansk journalistik: ”Den lyd, der hørtes, lød, som når man slår en svamp mod en væg – så hørte man en svagt klingende metallyd.”

Sådan beskrev Cavling, som muligvis slet ikke selv var til stede, lydtæppet, da skarpretteren Theodor Seistrup skilte den dødsdømtes krop i to med en stålklinget økse. Jens Nielsen blev den sidste dansker, der blev henrettet for forbrydelser begået i fredstid.

Henrettelsen vakte stor indignation i samtiden, der netop var i færd med at indføre mildere straffe. Georg Brandes talte om en reminiscens af middelalderens barbari.

Han kunne godt forestille sig, at Jens Nielsen under andre omstændigheder havde artet sig anderledes: ”Var han ikke straks bleven anbragt på tvangsanstalter, men havde haft arbejde i frihed, var han vel bleven en anden.” Men Jens Nielsen var ond.

Sådan betragtede han også sig selv. Han ønskede selv at dø. Da han ikke længere så noget livsperspektiv i sin fængselstilværelse, arbejdede han målrettet på at fremtvinge en dødsdom ved at forsøge at slå en fængselsbetjent ihjel.

Men var Jens Nielsen ond fra begyndelsen? Er noget menneske overhovedet født ond? ”Hvad får et menneske til at overskride andre menneskers og dermed samfundets moralske tærskler?”, spørger Duedahl retorisk i bogens forord.

Er det svigt i barndommen? En autoritær opdragelse? Er det et hårdt liv på kanten af samfundet? Er det kort sagt de sociale og miljømæssige faktorer, der er afgørende? Eller er ondskab noget biologisk, genetisk og altså medfødt? Er det mon et samspil af flere faktorer? Forfatteren overlader det klogt til læseren at fælde sin dom i tilfældet Jens Nielsen.

Der kan dog ikke herske tvivl om, at de voldelige opdragelsesmetoder, kriminelle unge som Jens Nielsen blev udsat for på opdragelsesanstalter som Flakkebjerg ved Slagelse og Landerupgård ved Kolding, næppe gjorde noget godt for dem.

Bare et enkelt eksempel på de drakoniske straffe, der blev effektueret efter flugtforsøg:

Først blev den skyldige – under overværelse af de øvrige drenge – gennempryglet af forstanderen. ”Herefter fik delinkventen, forslået, mat og svimmel, en tur i en af anstaltens to celler, hvor han blev lagt i en seng med hænderne lagt i håndjern på ryggen. Kuren bestod i en smule mad tre gange dagligt og prygl til dessert.”

Bogen er så medrivende, at denne anmelder hurtigt holdt op med at forholde sig til de løbende noter. Det havde måske været bedre med et samlet overblik over kilderne?

Noget af det mest fascinerende ved biografien om Jens Nielsen er de citater, Poul Duedahl inddrager fra Jens Nielsens egen selvbiografi, skrevet i fængslet:

”Jeg har den fejl aldrig at glemme en fornærmelse, før jeg har fået hævn.” Som det ses af citatet, evnede den velbegavede forbryder at se på sig selv udefra. Eller på nutidens behandlersprog: Han forholdt sig selvreflekterende.

Jens Nielsen var således også helt bevidst om det øjeblik, hvor han kunne have nået en slags point of no return. Det øjeblik, hvor kun tilfældet forhindrede ham i at slå en mand ihjel:

”Lysten til at begå mordet havde jeg, men det var, som om hænder og fødder ikke ville lystre mig. Dog kom jeg endelig så vidt, at jeg fik sat kniven på struben af ham, og skulle just med venstre hånd gribe ham for munden, da han til al lykke og held, både for mig og ham selv, vågnede og vendte sig i sengen (…) Dette er den tildragelse i mit liv, som i øjeblikket har gjort mest indtryk på mit ulyksalige hjerte.”

Jens Nielsen var ikke kun bevidst om sig selv. Han var også bevidst om sin virkning på andre, hvilket fremgår af de gentagne direkte henvendelser til den ”kære læser”. Som Duedahl skriver et sted: ”Jens ønskede for alt i verden at glimre – allerhelst i både praksis, i tanke og på skrift – ved sin ondskab.”