Netanya på den israelske vestkyst har hverken Jerusalems tyngde eller Tel Avivs kosmopolitiske ånd, ikke det nordlige Israels frodighed og nytestamentlige betydning eller skønheden i ørkenlandskaberne sydpå. Men hvad den jævne provins- og badeby mangler i finesse og internationale turisters opmærksomhed, opvejes nu af, at stjerneforfatteren David Grossman foreviger den i romanen ”En hest kommer ind på en bar”.
Livets mening kan som bekendt findes på de mest undseelige steder – i fiktionens verden er centrum ofte ude i periferien – og her i Netanya i Udkantsisrael har Grossman fundet den perfekte ramme for sin historie om standup-komikeren Dovaleh, der i løbet af den aften, romanen foregår, svedende og stortalende i scenelyset forsøger at vække publikum til dåd og latter. Og indsigt.
Det er Dovalehs sidste show, og den erfarne komiker har denne aften inviteret sin barndomsven, dommeren fra Jerusalem, der også er romanens jegfortæller.
Længe tror man, at Dovaleh er hovedperson, men romanen kan også læses som en rationalistisk dommer og enkemands eksistentielle wake up-call, en fabel om at holde sig åben for medmenneskers påvirkning og om humor som et værn mod sorgen og livets tragik.
Uanset hvem der er hovedperson, har de tos skæbner været viklet ind i hinanden siden barndommen og tiden i hæren. Siden mistede de kontakten, og nu, denne aften i Netanya, er scenen sat for et gensyn mellem to mænd, der blev fremmede for hinanden.
Læsere, der kender Grossman fra tidligere romaner på dansk som ”Intimitetens grammatik” og ”Kvinde på flugt fra meddelelse”, møder i den nye roman en mere dristig og morsom forfatter. Holocaust og konflikten med palæstinenserne klinger bestemt med i ”En hest kommer ind på en bar”, men hovedsagen er blandingen af absurditeter og tragik, af sjofle vittigheder og bibelsk tyngde, som Dovaleh excellerer i på scenen.
Man fornemmer, at Grossman ser paralleller mellem det at være forfatter og være standupper: timing, en histories opbygning, publikums medleven og -digten: det er altsammen ingredienser i både komikerens og romanforfatterens værktøjskasse, der skal blandes i et perfekt forhold for at skrue på intensiteten og hamre pointen ind, når tidspunktet er det helt rigtige.
Der er mange eksistentielle indsigter at tage med sig efter endt læsning af den underholdende roman.
Dommeren og enkemanden savner sin kone mere, end han troede. Se eksempelvis denne selvindsigt fra en gammel mand, der tror, at han er blevet klogere, men erkender, at med årene ved man mindre og mindre. Samt at modstand er livgivende, harmoni er dræbende, alt det irriterende ved partneren er dét, der har holdt ham i live:
”Der er så lidt af mig selv, jeg forstår, og i de senere år er det blevet mindre og mindre. Når der ikke er nogen at tale med, når der ikke er nogen Tamara, som insisterer, krydsforhører og graver, tilstoppes også de indre kanaler.”
Men denne aften, hvor han modstræbende kaldes frem – i udgangspunktet gnaven over at køre hele den lange vej fra Jerusalem – af komikeren Dovaleh, klassens klovn, ham, ingen rigtig regnede, spøgefugl og filosof og ude af sin tid, ja, han, Dovaleh, er den, der får dommeren til igen at mærke livets strøm:
”Hvordan det er at fylde hele min eksistens til randen. At være.”
David Grossman er en klassisk romanforfatter, en formbevidst eksistentialist, der som en troldmand blander alt det modsatrettede ved tilværelsen og forstår dialektikken, hvormed vi bevæger os fremad.
I den nye roman er han også sjov og dristig, fornyer af verdenslitteraturen, så det er et godt valg, når arrangørerne af ”Verdenslitteratur på Møn” i denne weekend har inviteret Grossman til deres ambitiøse festival. Netanya kommer til Møn, centrum finder man i periferien.