Tomme kirker og mørk middelalder

De 120 år gamle udtryk de tomme kirker anvendes kun af dem, der aldrig kommer i en kirke

Tomme kirker er en sproglig kliché, skriver Jes Fabricius Møller
Tomme kirker er en sproglig kliché, skriver Jes Fabricius Møller. Foto: Mette Frandsen.

GETHSEMANE KIRKE på Vesterbro i København er taget ud af brug som kirke. Den hører til den store gruppe af kirker, der blev opført i hovedstaden mellem 1870 og 1920. Den demografiske udvikling i slutningen af det 19. århundrede gjorde det nødvendigt at bygge nyt. I dag er folkekirkens medlemstal og kirkegangen i hovedstaden således, at det fintmaskede net af sognekirker ikke kan opretholdes.

LÆS OGSÅ: Debat: Lad besindigheden råde i debatten om kirkelukninger

Personligt betragter jeg netop denne kirkes lukning med stort vemod, for fra dette smukke hus blev min bror begravet for otte år siden, og det er en begivenhed, der selvsagt fylder meget i mit liv og erindring. Det er givet lignende erfaringer, der ligger til grund for manges modstand mod kirkelukninger.

Hovedargumentet for at lukke kirker er, at de er tomme. Argumentet er blevet en retorisk automat-reaktion. De tomme kirker er blevet en uanfægtet præmis for omtalen af dansk kirkeliv.

Man kender tilsvarende figurer i andre sammenhænge. Den mørke middelalder er et sprogligt billede, der ikke yder middelalderen nogen retfærdighed. Omfattende forskning viser, at den ikke var specielt ukultiveret, farveløs, voldelig eller mørk. Faktisk var klimaet generelt mildere dengang. Solen skinnede mere. Alligevel iscenesættes middelalderfilm, som om der herskede konstant krig, tusmørke og tåge.

Andre udtryk som for eksempel Forbudssverige har samme funktion. Det anvendes vel stort set aldrig af folk med indsigt i svensk lovgivning. Udtrykket de tomme kirker har tilsvarende fået sit eget liv i pressen, hvor det stort set kun anvendes af dem, der aldrig kommer i en kirke.

Udtrykket kan i år fejre sin 120-års fødselsdag. Det blev første gang anvendt i dagbladet Politiken i november 1892. Anledningen var en kritik af det omfattende kirkebyggeri, som var blevet sat i værk af blandt andet Det Københavnske Kirkefond. Avisen havde sendt medarbejdere ud til 36 gudstjenester i hovedstaden den samme søndag og talt antallet af kirkegængere. Kirkerne havde tilsammen 51.900 siddepladser, men kun 16.988 af dem var optaget. Avisens konklusion var, at gjennemsnitlig stod mere end to Tredjedele af Byens Kirker tomme.

Med samme logik kan man jo hævde, at eftersom solen ikke skinnede om natten i middelalderen, henlå perioden ud fra en gennemsnitsbetragtning i halvmørke.

Historien om de tomme kirker i København for 120 år siden kan man læse i Lars Schädler Andersens interessante nye biografi om en af Kirkefondets hovedkræfter, Harald Westergaard. Westergaard var også en fremtrædende statistiker og forstod om nogen, at i åndelige spørgsmål gør statistik kun begrænset fyldest. Man kan ikke kalkulere sig til alting.

Hvad skal der til for at fylde en kirke? Svaret er ikke, at man skal holde sig fra at lukke Gethsemane Kirke, men at man skal gøre sig grunden ganske klar. Hvis man vil gøre tomheden til et argument, skylder man sig selv at overveje, hvad fylde vil sige.

I klummen Eftertanken skriver et panel bestående af festivalleder Ulla Tofte, sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen, historiker Jes Fabricius Møller og museumsdirektør Dagmar Warming hver lørdag om kulturhistorie, kirke og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme.