Tordenskjold er havnet i debatfyldt farvand

I filmen ”Tordenskjold og Kold”, der har premiere i næste uge, fremstilles den danske søhelt som en dameglad drukkenbolt med stjernenykker, der bruger moderne bandeord og går til psykolog. Det kan være med til at ændre opfattelsen af den virkelige historie, lyder kritik

I ”Tordenskjold og Kold” fører den dansk-norske krigshelt (tv., spillet af Jakob Oftebro) sig frem i verden som en moderne entertainer akkompagneret af sin kammertjener (th., spillet af Martin Buch). -
I ”Tordenskjold og Kold” fører den dansk-norske krigshelt (tv., spillet af Jakob Oftebro) sig frem i verden som en moderne entertainer akkompagneret af sin kammertjener (th., spillet af Martin Buch). - . Foto: SF Film/Jiri Hanzl.

Der bliver anvendt udenlandske bandeord og gået til psykolog. Det lyder måske som et normalt billede af nutiden, men det foregår i Danmark for 300 år siden. Og det er ikke hvem som helst, der både siger ”fuck” og går til psykoterapi for at tale om mødrekomplekser i en ny dansk film, der har premiere i næste uge.

Det er den største danske søhelt, Peter Wessel, bedre kendt som Tordenskjold, der i 1710'erne blev berømt for sine bedrifter til søs over for den svenske flåde under Den Store Nordiske Krig.

I ”Tordenskjold og Kold” bliver en af dansk histories største karakterer fremstillet som en berømt helt, beundret af de yngre soldater, eftertragtet af smukke kvinder og med hang til fest og farver - en slags moderne rockstjerne. Men også en falmende stjerne, der længes efter krigens drama og drukner sin rastløshed og krigstraumer i sprut og kvinders favne.

Filmen skildrer den norskfødte viceadmiral Tordenskjold og kammertjeneren Kristian Kold i fredstid i 1720. Den store krig er slut, og handlingen foregår i de sidste tre måneder, inden Tordenskjold dør i en banal duel i Hannover i Nordtyskland - en afslutning på legendens liv, som stadig er omgærdet af mystik og myter om komplot og konspirationer.

Det er til gengæld meget tvivlsomt, at man i Danmark på det tidspunkt blandt støvede parykker og prustende heste med kareter skulle have benyttet sig af engelske bandeord fra det 20. århundrede eller gået til psykoterapi, som først blev opfundet halvandet hundrede år senere.

”Uden at være historiker mener jeg i høj grad, at filmen gør vold mod den historiske virkelighed. Tordenskjold fremstilles som en moderne rockstjerne, en blanding af Jim Morrison og Kurt Cobain med en horde af 'groupies' efter sig. Hans tjener Kold er hans manager og sælger 'merchandises'. Det er stærkt underholdende, men har næppe meget med virkeligheden at gøre,” siger filmkritiker Henrik Wivel, der har set filmen, som er instrueret af Henrik Ruben Genz og produceret af Nimbus Film.

Det historiske bulder og brag interesserede slet ikke instruktøren.

”Vi ved, hvad Tordenskjold gjorde under krigene. Mindre om omstændighederne omkring hans død. Hvorfor kunne alle tiders helt, der var uovervindelig på søen, ikke håndtere en banal duel mod en nærmest underlegen modstander? Vores fokus er på mennesket bag myten langt fra støjende kanonade og blodige kampscener,” siger Henrik Ruben Genz, der har villet skabe en vedkommende, underholdende og moderne periodefilm:

”Hans karakter kan trækkes op til dagens unge popstjerner, der pludselig mister deres scene og ikke kan finde sig selv igen. Det sker også for Tordenskjold, der går til grunde på uforklarlig vis. Måske var det nemmere for ham at håndtere død og krig end nære relationer og ansvar. Det handler om unge mennesker, der føler sig udødeliggjorte og er blevet levende myter. Og i driften mod at genfinde livet har de en dødsdrift. Den mekanisme er tilsyneladende evigyldig,” siger instruktøren.

”Tordenskjold og Kold” kommer i kølvandet på en række danske film og tv-serier i de seneste år, der er inspireret af autentiske hændelser, og som er blevet kritiseret for at skildre historiske begivenheder med en vis lemfældig omgang med fakta. Sidste år kom Martin Zandvliets film ”Under sandet”, hvor hovedpersonen, en virkelig karakter, fik ændret nationalitet fra tysk til dansk. Vi har fået ”9. april” om tyskernes invasion af Sønderjylland, ”En kongelig affære” om trekantsdramaet mellem livlægen Struensee, kong Christian VII og dronning Caroline Mathilde, og tv-serien ”1864”, som ifølge instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal fulgte anerkendt dansk historieskrivning. Serien affødte en hed debat om blandt andet fremstillingen af Ditlev Gothard Monrads karakter og rolle i historien.

”Filmen om Tordenskjold lægger sig ganske åbenlyst i slipstrømmen på tidens store historieinteresse med både seriøse og useriøse bud på historien og fortiden,” siger Peter Yding Brunbech, leder af Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling.

”Tordenskjold og Kold” præsenteres som en humoristisk ”road movie” og er ifølge producentens beskrivelse ”en sand historie”, dog efterfulgt af ordene ”langt hen ad vejen”. Rammen er altså mere tydelig her end i andre tilfælde, påpeger Peter Yding Brunbech, der hæfter sig ved den moderne sprogbrug i filmen:

”Det er ikke mere uærligt end den halvmodernisering af sproget, der findes i eksempelvis '1864' eller 'En kongelig affære'. Og skulle Tordenskjold tale, som unge fandenivoldske mænd gjorde dengang, ville det jo bare lyde gammeldags og mærkeligt for os,” påpeger Peter Yding Brunbech, som også mener, at tidshorisonten har en betydning for vægtning af den historiske sandhed. Jo længere tilbage i tiden, vi kommer, jo mere er der givetvis også frit spil for skaberne af historiske film og dramaer, i forhold til hvad vi som publikum vil acceptere, mener han.

De historiske filmfortællinger kan, uanset kvalitet, være med til at ændre opfattelsen af historien, lyder det fra flere historikere:

”Hvad enten det er for sjov eller ej, er populærkulturen med til at bestemme vores historieopfattelse. Og denne film vil være med til at tegne vores fælles billede af Tordenskjold,” siger Peter Yding Brunbech og får opbakning fra Rasmus Glenthøj, adjunkt ved Syddansk Universitet, som peger på filmbranchens ansvar:

”Vi har set et større antal sammenstød i offentligheden på grund af forskellige kulturer og idealer hos henholdsvis filmbranchen og historikerne. Fra historikernes side ønsker man imidlertid blot at gøre filmbranchen bevidst om det ansvar, de har. Flertallet af befolkningen får således ikke deres forståelse af fortiden fra historiebøger, men fra populærkulturen, især film. Hermed har filmbranchen et moralsk ansvar i forhold til historien,” siger Rasmus Glenthøj, der dog kalder det glædeligt, at der kommer så mange historiske film og tv-serier, der kan gavne historieinteressen.

DR's dramaserie ”1864”, der kørte over tv-skærmene i 2014, affødte dengang en større diskussion i offentligheden om de historiske friheder, der bliver taget. Dengang foreslog Dansk Folkeparti, at statsstøttede film og tv-serier bør have en historiekyndig konsulent ind over produktionen og allerede i manuskriptskrivningen.

”Jeg har ikke set filmen om Tordenskjold, men mange, der arbejder med filmkunst, har et ret afslappet forhold til historien, der ofte anvendes som afsæt til mere personlige fortolkninger og udspringer af filmskaberens eget liv. Det bliver ofte tydeligt, at det mere handler om egne tyske familieforhold og oplevelser, som en far, søster eller mor har haft, end om tyske soldater, der graver miner op af jorden,” siger DF's kulturordfører, Alex Ahrendtsen, og refererer til filmen ”Under sandet” fra sidste år, der handler om tyske krigsfanger, der sættes til at rydde miner ved den jyske vestkyst efter Anden Verdenskrig.

”Det er ikke i orden at ændre historien. Det ødelægger troværdigheden og dermed filmmagien. Man kan godt tage Tordenskjold og lave noget vildt, hvis man ikke er tvivl om, at det ikke er sandheden, der henvises til. Vi har set flere eksempler på film, hvor der klippes en hæl og hugges en tå, men ofte er historien jo dramatisk nok i sig selv,” siger kulturordføreren.

Den historiske sandhed er ikke så afgørende for filmanmelder Henrik Wivel:

”Der er jo tale om en spillefilm, altså et bevidst komponeret kunstværk. Det, jeg som filmanmelder vurderer, er, om dette kunstværk fungerer æstetisk, dramaturgisk og som sammenhængende fortælling ud fra egne kunstneriske præmisser. Hvis man vil tættere på den historiske sandhed, må man gå til kilderne, forske og danne sig sit eget billede. Kunsten - i dette tilfælde filmkunsten - kan derimod fortælle en anden sandhed, en sandhed, der er rodfæstet dybt i det menneskelige og har sin egen, helt suveræne stemme.”