Da undertegnede i en efterhånden fjern fortid studerede historie på Københavns Universitet, opsummerede en af fagets metodelærere forskellene på den angelsaksiske og den tyske historietradition sådan her: Briterne skriver, så englene synger, mens tyskerne finder djævlen i detaljen.
Det er naturligvis lidt af en tilsnigelse, men når man læser britiske Roger Moorhouses seneste værk, som nu foreligger i en fin dansk oversættelse, står det klart, at der er noget om snakken. Den særdeles produktive og forholdsvis unge historiker (født 1968), som tidligere har været præsenteret herhjemme med den anmelderroste bog ”Berlin i krig” (2012), mestrer kunsten at skrive medrivende og med sans for både det personlige drama og begivenhedens store linjer.
Og hvilken begivenhed. Moorhouse har denne gang givet sig i kast med den famøse og skændige ikke-angrebspagt mellem det nazistiske Tyskland og det stalinistiske Sovjetunionen i perioden fra den 23. august 1938 til den 22. juni 1941.
Europas to totalitære modpoler, som med Stalins ord havde brugt adskillige år på at hælde propagandistiske skidtspande i hovedet på hinanden, fandt sammen i en fælles forståelse om at dele Polen og de baltiske lande.
På et yderst kritisk tidspunkt, hvor der blev raslet kraftigt med sablerne, fik Hitler ryggen fri til at koncentrere sig om sine militære felttog mod vest og nord, mens Stalin fik ro på bagsmækken i forhold til sine betrængte styrker, der havde lidt så vel et menneskeligt som et prestigemæssigt tab i Finlands-krigen og desuden led under omfattende politiske udrensninger i officerskorpset. At Stalin med den hemmelige tillægsprotokol til aftalen samtidig fik genskabt det gamle zardømmes grænser, var bestemt heller ikke af vejen.
Som ikke mindst Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) havde tydeliggjort, var ”de røde” og ”de brune” ellers med raske fjed på vej mod den endelige konfrontation. Så meget desto mere overraskende og ubetimeligt var det for ikke mindst Storbritannien og Frankrig, at de mest uforsonlige modstandere fandt sammen om en art ”fredsdokument”.
Det ville omtrent svare til, at Islamisk Stat, der hævder at være sunni-muslimernes mest ortodokse sværddrager, pludselig skulle indgå en alliance med de ”vantro” fra det shia-muslimske Iran. Utænkeligt og dog rationelt, for så vidt at det giver mulighed for at tage hånd om mere presserende dagsordner, inden man atter vender blikket mod sin dødsfjende.
Sådanne omsving er vanskelige at forklare for baglandet, men selvom moskvatro kommunister uden for Sovjetunionen havde deres hyr med at begrunde aftalen, var der ingen vej udenom. I realpolitikkens navn blev parolerne og de manikæiske verdensbilleder for en stund fortrængt.
Kommunisterne måtte i stedet rette det ideologiske skyts imod de ”imperialistiske aggressorer”, Vestmagterne, og lukke øjnene for de forhadte fascister. Nazisterne var heller ikke jubelberuste, men der var ikke kraftige reaktioner at spore i den tyske befolkning, hvilket næppe heller er underligt med tanke på dens karakter af politistat.
Roger Moorhouse er som antydet dygtig til at inddrage spillets aktører og derved personliggøre det indimellem meget tekniske og diplomatiske opgør om geopolitisk indflydelse. Meget naturligt retter han søgelyset mod de to udenrigsministre, Vjatjeslav Molotov fra Sovjetunionen og hans tyske modpart, Joachim von Ribbentrop.
Begge var relativt nytiltrådte, da aftalen blev strikket sammen.
Molotov, kendt i en inderkreds under det knap så høviske navn ”Kammerat Stenrøv” for sin uforlignelige evne til at sidde ubevægelig under de alenlange møder i politbureauet, bliver af Moorhouse karakteriseret som en pedantisk og smålig bureaukrat uden megen farve og karakter.
Han var først og fremmest et loyalt redskab i hænderne på Stalin, og han var angiveligt ikke en mand, for hvem international politik var et væsentligt anliggende, nærmest tværtimod. Han ville bare tjene sin herre så loyalt som muligt, i en periode hvor selv nok så rødglødende kommunister risikerede at blive nakkeskudt som led i Stalins paranoide udrensningspolitik.
Molotovs tyske modstykke, Joachim Rippentrop, der i takt med sin opstigen i samfundet fra champagne-forhandler til medlem af Det Tredje Riges højere luftlag tilføjede det fyrstelige ”von” til sit navn, får heller ikke pæne ord med på vejen.
Ifølge Moorhouse var Ribbentrop ”opblæst og arrogant” og som om det ikke var nok var han også ”stridbar og inkompetent”. Alle deres mangler ufortalt var det altså disse to diktatoriske marionetter, der indgik den måske mest bemærkelsesværdige studehandel i nyere europæisk historie.
Samme Ribbentrop formulerede begrundelsen for, hvorfor det var blevet muligt at tale med den stat, der ellers opildnede til klassekamp.
Som han skrev i et kommuniké til sine medarbejdere:
”I stedet for idéen om en verdensrevolution er der opstået en form for russisk nationalisme og et koncept om at konsolidere Sovjetstaten på dens nuværende nationale, territoriale og sociale grundlag.”
Voila, nysprog i en form, som end ikke salige Orwell kunne have ramt bedre.
Roger Moorhouse har skrevet bogen, fordi han mener, at ikke-angrebspagten har fået for lidt opmærksomhed i lyset af Anden Verdenskrig og at den nærmest behandles som en kuriøs parentes.
Det er rigtigt, at der er langt mellem selvstændige monografier om dette emne, men selvom Moorhouse vier betydeligt mere plads til at belyse, hvad der skete og på hvis foranledning, er det nu småt med nyt fra hans hånd.
I alt væsentligt fortæller han, hvad vi allerede ved, blot mere udførligt og endda med den noget tvivlsomme påstand, at ikke-angrebspagten kunne have fortsat, hvis ikke Sovjetunionen havde okkuperet oliefelter i det østlige Rumænien, som tyskerne mente at have brug for. Det flugter dårligt med den nazistiske forestilling om at omskabe Europas politiske og demografiske strukturer ved at knuse Sovjetunionen og løse ”jødespørgsmålet”.
Derimod er Moorhouse mere interessant, men også mere problematisk, når det gælder om at udrede konsekvenserne. De var især hårde for polakkerne, der oplevede at blive invaderet den 1. september 1939 af Værnemagten og 16 dage senere af Den Røde Hær.
Hvad de sovjetiske styrker angår, forstår man på Moorhouse, at det er ”en skandale”, at deres overgreb på den polske (og baltiske) civilbefolkning ikke indgår i den store fortælling om krigens ofre.
Hvor tyskerne foranstaltede massehenrettelser af først polske intellektuelle og øvrighedspersoner og siden landets jødiske minoritet, udryddede russerne store dele af officersstanden ved Katyn-massakren og deporterede enorme menneskemængder til de central-asiatiske sovjetrepublikker og Sibirien.
Moorhouse helliger så meget plads til dette aspekt, at man må istemme en anden britisk historiker, Richard J. Evans, som i en anmeldelse i avisen The Guardian pegede på, at det måske er forsøget på at løfte kommunismens glemte ofre frem i lyset, som er bogens egentlige ærinde.
Det er i sig selv en honnet ambition, som rigtigt nok ikke har fået meget opmærksomhed i vestlig historieskrivning, men Moorhouse bevæger sig for langt ud ad tangenten og gør ikke tilstrækkeligt ud af de afsindige forbrydelser, som de tyske styrker udøvede.
Det er synd, og det giver denne ellers stærke bog en vis slagside, og man griber sig selv i at spørge, om forfatteren anser stalinismen for at være værre end nazismen. Det ændrer dog ikke ved, at Roger Moorhouses bog er sprogligt veloplagt og svær at lægge fra sig.
Eller for at sige det med metodelærerens ord: Britisk historieskrivning, når den er bedst.
kultur@k.dk