Tre små linjer og sandheden

Måske findes der en lillebitte litterær eliksir, der virker på både fordomme, frygt og indefrosset nysgerrighed, skriver litteraturanmelder Liselotte Wiemer

Et haikudigt skal ikke forklares. Det skal ikke have meninger. Det skal ikke konkludere. Det skal gå bag om alle forestillinger, indtil det rammer verden. Det er det, der er filosofien. At meningen er der, når ingen mening foregribes, skriver litteraturanmelder Liselotte Wiemer.
Et haikudigt skal ikke forklares. Det skal ikke have meninger. Det skal ikke konkludere. Det skal gå bag om alle forestillinger, indtil det rammer verden. Det er det, der er filosofien. At meningen er der, når ingen mening foregribes, skriver litteraturanmelder Liselotte Wiemer. Foto: colourbox.com.

Det er nysgerrigheden, der holder mig i live, sagde min gamle mormor altid. En helt elementær appetit på verden. Hvor går den hen? Hvad sker der nu? Hun kunne jo ikke bare lægge sig til at dø. Hun måtte lige have det næste med. Vandt Lars von Trier Den Gyldne Palme? Blev Thorning-Schmidt statsminister? Åbnede den nye Irma rundt om hjørnet?

LÆS OGSÅ: Giv os sandheden tilbage

I de seneste uger er diskussionen om, hvordan vi lever sammen med andre kulturer, igen blusset op. Der var DRs dækning af ramadanen. Der var den tværkulturelle middag på Christiansborg. Og oveni kom de ulykkelige angreb på skadestuen i Odense. Nysgerrigheden er igen blevet afløst af uro og frygt. Gad vide, hvor længe sådan et samfund kan holde sig i live?

De kulturelle spændinger sætter deres spor i litteraturen. Jens Christian Grøndahl skrev Det gør du ikke i 2010 om det pæne ældre ægtepar, hvis datter forelsker sig i en muslim. Man glemmer sent det første møde med den potentielle svigersøn. Året efter udgav Kristina Stoltz den fint researchede fortælling Æsel om to små drenges flugt fra Afghanistan. Og synkront landede Hanne-Vibeke Holsts store roman Undskyldningen på boghandlernes disk og tog et hæsblæsende livtag med vores paranoia, der måske ikke er så indbildt endda. Eller er den? Det bliver først afsløret til allersidst!

Men de forløbne uger har også mindet mig om en helt anden litterær eliksir (for nu at citere en vis Bogdoktor). Haikudigtet! Et lillebitte tre-linjers shot, der består af henholdsvis fem, syv og fem stavelser, og som kan få selv en brosten til at smile i solen. Tre linjer og sandheden.

Og det er ganske vist. Jeg har selv prøvet det!

Det hele startede for fire år siden, da det daværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation Manu Sareen tog initiativ til oprettelsen af Forfatterakademiet for minoritetsunge. En glad og idealistisk luftboble, der holdt sig svævende i cirka to år. I alt 11 unge i alderen 14-22 år fra syv forskellige lande deltog først i en workshop på Vallekilde Højskole og blev derefter takket være velvillige fonde tilbudt en litterær rejse til Berlin.

Det var her, jeg kom ind i billedet. For kernen i turen var en lille notesbog, en kuglepen og de omtalte verslinjer. De skulle skrive haiku. Hele tiden. Oppe og nede, ude og inde. Gerne med vanter på, for det var iskoldt i Berlin. Jeg stod i flyveren og forklarede med arme og ben. Men der blev lyttet. Og de kastede sig over det. Bogstaveligt talt.

Det japanske haikudigt har nemlig en magi, der sætter sig i blodet. Dels er det kaloriestramt som en slankekur i januar, dels fordrer det, at man piller alle sine fordomme og blaserte holdninger væk. Verden skal indfanges med sanserne, og du skal kun skrive det, du ser, hører, mærker: blinket i butiksruden, duften fra kaffen, kulden på næsen. Intet andet. Skrive det så præcist, det overhovedet kan lade sig gøre.

Så væk med alle klicheer. Al udbrændthed. Vær vågen!

Og det kan godt være, at bølgerne gik højt i Berlins gader, når kuglepennen blev lagt væk. For her var både en vismand fra Syrien, fundamentalister fra Ishøj og pigen med de alt for røde negle. Men i haikuen var der stille.

For et haiku skal ikke forklares. Det skal ikke have meninger. Det skal ikke konkludere. Det skal gå bag om alle forestillinger, indtil det rammer verden. Det er det, der er filosofien. At meningen er der, når ingen mening foregribes.

Efter tre dage struttede notesbøgerne af ord så enkle, at de minder om sandheden. Lad mig give bare et enkelt eksempel fra den 15-årige Usama, der aldrig havde set en poesibog, men nu skrev, så det glødede: Snefnug på jorden/ krystalliseret og kold/smeltet vidunder.

Men der var mange andre. Og det hele blev læst op den sidste aften under middagen. Mon de diskrete tjenere nogensinde havde oplevet noget lignende?

Er det forsoning i praksis? Ja, det vil jeg mene. Dels fordi rejsen i sig selv flyttede mure. Men især fordi haikuen var et rensemiddel, en ugarderet vej til hinanden. En måde at komme bag om de udtrådte ord, vi alt for ofte bruger. Og stole på den virkelighed, der findes.

Vi skal bare åbne øjnene.

I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.