Bo Green Jensen er uden tvivl en af de forfattere, der kan være ganske sikker på, at han også i fremtiden vil figurere i litteraturhistorieskrivningen.
Dette skyldes hovedsageligt det monumentale hovedværk i 1980'ernes litteratur, ”Rosens veje”, der udgøres af de syv digtsamlinger (1360 sider!), han udsendte i perioden 1981-1986.
Med årene er den lyriske produktivitet imidlertid dalet: Var Green Jensen tidligere, for nu at bruge forfatterens egne ord fra essaysamlingen ”Dag for dag” (1998), en ”forfatter, der bijobbede som journalist”, er han i dag ”en journalist, der bijobber som forfatter”. Og der er da også gået 11 år, siden den seneste digtsamling, ”Den store epoke” (2004), udkom. Men i dag, på 60-årsdagen, udgiver lyrikeren Green Jensen så ”Først er jeg drengen”, der er en blandet landhandel af en bog.
Digtsamlingens seks dele (plus ”Intro” og ”Coda”) indeholder således alt fra rejseerindringer over kærlighedserklæringer til politiske kommentarer til samtiden, ligesom den genremæssigt spænder over poesi og prosa. En sådan variation og spændvidde er ikke nødvendigvis dårlig (eller for den sags skyld ny). Problemet er snarere, at værkets tekster ikke synes at besidde tilstrækkelig kvalitet til at kunne bære de mange sider.
En af Green Jensens kendetegn er, at han, ved hjælp af sin enorme belæsthed og utallige referencer, formår at give omverdenen en historisk, kulturel og mytologisk dybde. ”Alle vegne stikker stumper/ af historien op af jorden”, skriver han meget rammende i et af digtene, mens han i et andet samler disse stumper til et interessant billede:
”Miraklerne klæder sig på som rutine/ Det fantastiske antager fortrolige former/ Ved undergrunden er buskerens banjo/ en orfisk lyre med messiansk resonans”.
Et tilsvarende greb er at finde i følgende passage, der påkalder sig kvinderne fra (populær)kulturens reservoir (bemærk det for Green Jensen så velkendte religiøse ordforråd): ”Alle drengene bliver konvertitter/ og svigter skolens kærester for/ fatale og promiskuøse præstinder,/ fra Mina Harker til Irma Vep,/ fra Marie Marais og Jane Porter/ til Druuna og La og Ayesha”.
Desværre er det dog, som antydet, ikke sådanne passager, der præger værket. Alt for ofte er teksterne nemlig kedelige og banale. Når han skal beskrive kærligheden lyder det for eksempel: ”Vi er sammen i lyset/ og ser ned på slottet./ Mit hjerte eksploderer./ Du er ringen om min finger./ Du er kernen i mit liv.”
Og når han vil være satirisk eller samfundskritisk, mangler teksterne ikke bare humor, men tyr også igen og igen til forudsigelige vinkler og holdninger, der ikke løfter sig op over dagligdagens polemikker: ”men jeg indså,/ at det ikke mere var muligt at overdrive/ i en virkelighed, der er blevet sin egen satire.”
Ligeledes finder man også et væld af trivielle behandlinger af forbigående medieskandaler og ligegyldige portrætter af mediepersonligheder. Sådanne digte er lige så flygtige som den mediestrøm, de forsøger at skildre.
”Først er jeg drengen” udgør med andre ord ikke et glædeligt gensyn med Green Jensens poesi.