Som årets julekalender på DR, ”Tidsrejsen”, viste, er 1980'erne længe siden for et barn i dag, og har man selv oplevet tiden, må man undre sig over, hvor anderledes alting er: på én gang genkendeligt og så fremmed som år 2044.
”Nu skal I bare høre” udkom første gang i 1989, og siden er denne ”fortællebog om den kristne tro”, som forlaget omtaler den, trykt i adskillige oplag, men fordi bogens hensigt er at fortælle kristendommen ind i barnets hverdag, er en ny udgave en god idé.
Bogen har fået andre illustrationer, og forfatterne har skrevet ny tekst, så hovedpersonerne hedder Ida og Mikkel - i stedet for Tine og Michael, som der ikke er så mange, der bliver kaldt i dag - men børnene er stadig fire og fem år, og man følger dem på samme måde igennem et kalenderår, hvor hverdag og højtid bliver sat i forbindelse med bibelhistorier, salmer og kirkens fester.
Det er en afvekslende form, hvor man får ganske meget at vide, men der er samtidig en god og nærmest afventende ro i forfatternes måde at lægge deres formidling til rette på. De har gennemgående en fin forståelse for, hvordan barnet oplever stort og småt: at blive væk og fundet igen, at blive set på som den lille, at blive vred og gøre andre ondt og miste et menneske, man holder af. Og de formår at sætte det alment menneskelige i forhold til kristendommen med plads til forskellighed og på en måde, der åbner for eftertanke og samtale. At de tre forfattere bestemt ikke er blevet mindre erfarne og indsigtsfulde med årene, bærer bogen tydeligt præg af.
Dog kan man også mærke, at de er kommet længere væk fra den generation, som de henvender sig til, og det stiller sig måske lidt i vejen for, at bogen kan blive helt tidssvarende. For eksempel er fraværet af skærme iøjnefaldende. Familierne ser lidt TV, men ellers bliver der kun hørt radio - og der synger de salmer. Det er ikke en virkelighed, som særlig mange børn vil kunne genkende. Og netop salmerne viser sig at være bogens største snublesten.
Forældrene opfordres til at synge med undervejs. Det vil de fleste bare ikke kunne, fordi de ikke kender melodierne til salmer som ”Vi pløjed” og vi så'de”, ”Nu ringer alle klokker mod sky” og ”Nu går vi glad vor kirkegang”. Det fine ved bogen er, at den også - og ikke mindst - henvender sig til børn og voksne, der ikke kender kristendommen endnu eller er vant til at komme i kirken, og for 25 år siden kunne man muligvis forudsætte, at de alligevel havde et vist kendskab til salmebogen, men sådan er det ikke længere. Når salmerne skal læses op som salmevers, kommer det, der skulle have åbnet for poesi og fællesskab, i stedet til at virke fremmed.
Det er ærgerligt for en bog, der har det modsatte sigte, og det burde have tænkt ind, når man vælger at lave en ny udgave - for eksempel ved i oversigten bagest i bogen at henvise til de steder på nettet, hvor melodierne findes. Når de nu ikke længere bliver spillet i radioen.
kultur@k.dk