I litteraturen findes der en type hovedperson, som man ikke kan andet end at elske, men samtidig kan blive en smule irriteret på. Det er personen, der er så åben, så tillidsfuld og så venlig, at man næsten er glad for, at der "blot" er tale om en figur. For hvor ville det da være trist, hvis de skulle forsøge at finde fodfæste i den virkelige verden uden en forfatter, der kan styre dem forholdsvist sikkert i havn, når de sidste sider i bogen skal vendes.
Vi møder dem i alle former for bøger. Fra Carla og Vilhelm Hansens elskelige bjørneunge Rasmus Klump, der heldigvis udelukkende oplever sjov og ballade på sine rejser med det gode skib Mary, til Dostojevskijs fyrst Mysjkin, der er placeret i 1860'ernes Rusland og måske dårligt selv registrerer alle de rænkespil og intriger, der udfolder sig omkring ham. Og selvom det blot er karakterer uden en virkelig person bag, så elsker vi dem, føler med dem og tænker på dem længe efter, at man er videre med en ny bog med andre og måske knap så sympatiske hovedpersoner.
En sådan person er Arnljotur Thorir, hovedpersonen i Audur Ava Ólafsdóttirs roman "Stiklingen". 22 år, rejst hjemmefra og på rejse til en berømt klosterhave i et unavngivet sydeuropæisk land. Med sig har han tre stiklinger af en ottebladet lilla rosa og ellers kun et minimum af bagage - rent fysisk. For hjemme i Island har han efterladt sin gamle far, sin retarderede tvillingebror og en syv måneder gammel datter, som er resultatet af en enkelt nats elskov, og som han ingen tilknytning har til.
Og nok er han tillidsfuld denne Arnljotur, men han er hverken naiv eller ubegavet. Tværtimod er han både intelligent, følsom og i stand til at klare sig i uvante situationer, pointerer hans "skaber", Audur Ava Ólafsdóttir.
- Jeg holder selv meget af ham og tror, Arnljotur har ret, når han på et tidspunkt siger: "Folk er utrolig hjælpsomme, jeg hælder til den anskuelse, at mennesket af natur, i det store og hele, er godt og hæderligt, hvis forholdene tillader det." Han har ingen grund til ikke at stole på andre mennesker, selvom de er fremmede, og det kan man godt tage ud som en slags statement. Vi skal stole på hinanden - også på dem, vi ikke kender, siger Audur Ava Ólafsdóttir, der sagtens kan se sammenligningen med Dostojevskijs fyrst Mysjkin.
- Og heldigvis tror jeg ikke, folk som Arnljotur er så sjældne igen. Efter at have skrevet bogen, synes jeg at have mødt mange, der minder om ham.
Som Rasmus Klump kommer Arnljotur Thorir heller ikke ud for skræmmende oplevelser på sin rejse. Det, der kunne have en snert af dramatik over sig, formår hovedpersonen selv at afdramatisere ved sin blinde tillid til, at tingene nok skal falde i hak - og det uden at turen af den grund er kedelig eller begivenhedsløs. Et i høj grad bevidst fortælleteknisk element fra forfatterens side.
For ondskab, vold og destruktion kan man se på tv, og det er også noget, der optager Audur Ava Ólafsdóttir meget til dagligt. Og som en reaktion på dette valgte hun at skrive en lys bog med skønhed, kærlighed og medmenneskelighed som de bærende temaer.
- Da jeg begyndte på "Stiklingen", var der meget om Darfur i medierne, og som baggrund så jeg billederne af alle de lidende mennesker. Billederne er så siden forsvundet under alle romanens ord, men hvis ikke det var for den ondskab, der er i verden, så havde jeg nok ikke skrevet en roman om en ung mand, der rejser til en klosterhave med tre stiklinger. Livet er et spørgsmål om at give og tage - og vi skal huske på det smukke i at være den, der giver, siger hun.
Ud over, at "Stiklingen" er en klassisk roman om at lære sig selv at kende som menneske under en rejse, er der også endnu en twist ved at lade en ung islænding rejse gennem Europa med blomster til en klosterhave. En twist, som både spiller på det islandske som på det at give og tage.
- Nok er jeg islænding, men jeg bryder mig ikke om vikingerne og vil nødigt sættes i bås med dem. Vikingerne drog ud og plyndrede i Europa, brændte klostre ned, tog kvinder som slaver og bragte dem tilbage til Island. Jeg kan godt lide tanken om, at Arnljotur rejser ned for at give, hvad han kan. Han giver stiklingerne og sin arbejdskraft i klosterhaven, som han får til at blomstre op, siger Audur Ava Ólafsdóttir.
Audur Ava Ólafsdóttir konverterede til katolicismen for en del år siden og har taget sit mellemnavn, Ava, fra en blind helgen. Konverteringen kom, efter at hun havde boet 10 år i Frankrig og Italien og blandt andet studeret middelalderkunst. Det er nu ikke noget, hun vil gøre en stor historie ud af - det er samme tro, blot forskellige kirker, som hun siger - og hverken konverteringen eller hendes katolske overbevisning har noget med de mange referencer til kristendommen og kristne symboler, der præger "Stiklingen", at gøre.
Allerede fra begyndelsen slås tonen an med et måltid kakaosuppe, der kan ses som et symbol på den sidste nadver, siden opereres hovedpersonen for blindtarmsbetændelse på et hospital. En operation, der ikke blot giver ham et ar, der kan sammenlignes med Jesu sårmærke, men samtidig giver ham fornemmelsen af at være i en helt ny krop, da han vågner op efter operationen.
- Det er livet, døden og opstandelsen, og selvfølgelig er det ikke tilfældigt, men der er tale om elementer, jeg benytter frit. Selvfølgelig er det kristne elementer, men det er i lige så høj grad en del af vores historiske og kulturelle arv i Europa. Der dukker mange af den slags symboler op i bogen, men det er op til læseren at lægge noget i dem. Jeg kommer ikke med svarene. Det, jeg vil have frem, drejer sig i højere grad om det eksistentielle. Om hvor meget godhed og kærlighed betyder for os, om at have tillid til andre mennesker, siger Audur Ava Ólafsdóttir.
Referencerne til elementerne er så mange, at det under læsningen næsten bliver en sport at finde dem, men enkelte er så godt skjult, at man må gå til forfatteren for at finde dem. Eksempelvis ligger en af mange henvisninger til treenigheden i Audur Ava Ólafsdóttirs sproglige opbygning af romanen med mange tre-leddede sætninger.
Og da Arnljoturs datter og barnets mor pludselig dukker op i det lille bysamfund, hvor klostret ligger, så går det stærkt. Ikke blot lærer pigen med det poetiske navn Flora Sol sig enkelte latinske gloser, hun ligner også maleriet af det lille Jesusbarn, som hænger i den lokale kirke, og for at det ikke skal være løgn, så kører Audur Ava Ólafsdóttir spillet helt derud, hvor flere af de lokale beboere næsten kureres for deres sygdomme ved at være i nærheden af pigen.
- Pigen er jo nærmest en superbaby, det perfekte barn. Men samtidig et barn, der var tæt på ikke at være blevet født, for hendes forældre var jo ikke engang kærester, da moderen blev gravid. Samtidig er hun et symbol på alle børn. Alle børn fødes jo på sin vis perfekte. Modsat os voksne er små børn jo uspolerede. Spolerede bliver vi først senere, siger Audur Ava Ólafsdóttir.
Og sådan er det vel. Det rene og uspolerede voksne menneske er enten en illusion eller en romanfigur. En Rasmus Klump, en fyrst Myskjin eller en 22-åring Arnljotur Thorir på vej gennem Europa med tre stiklinger til en forsømt klosterhave.