Troldsplintens fascinerende stemme

I en tid, hvor vi søger indsigt i det ensomme og fanatiske ved menneskets natur, kommer en ny antologi om Karl Ove Knausgård som kaldet

”Knausgård i syv sind” er en meget læseværdig bog om et virkeligt dragende forfatterskab. Værket ”Min Kamp” er i centrum, og man ville gerne have hørt mere om Karl Ove Knausgårds andre bøger, skriver Sørine Gotfredsen.
”Knausgård i syv sind” er en meget læseværdig bog om et virkeligt dragende forfatterskab. Værket ”Min Kamp” er i centrum, og man ville gerne have hørt mere om Karl Ove Knausgårds andre bøger, skriver Sørine Gotfredsen. . Foto: Berit Roal/NTB.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård er med årene blevet genstand for manges overvejelser om både litteratur og tilværelsen som helhed. Med sit enorme værk ”Min Kamp”, der udkom i seks bind i perioden fra 2009 til 2011, har Knausgård skrevet sig dybt ind i skandinavisk litteraturhistorie, og nu er der blevet viet et bind til ham i serien ”I syv sind”, der hidtil har portrætteret Kundera, Thomas Mann og Kafka.

Denne bog om Karl Ove Knausgård, der er redigeret af David Bugge, Ole Morsing og Søren R. Fauth, er berigende læsning med fokus på det filosofiske og teologiske ved forfatterskabet. Hans Hauge indleder med at definere Knausgårds litterære genre som ”fiktionsfri fiktion”, idet ”Min Kamp” læses, som om den er en roman, mens læseren ved, at personerne er virkelige.

Knausgårds univers er båret af hæmningsløs selvudlevering, og antologien her letter seriøst med David Bugges gennemgang af forfatterens kredsen om Kain-figuren fra Det Gamle Testamente og blikkets betydning. Altså dette at blive set, hvad Kain netop ikke bliver, hvorpå han ifølge myten dræber sin bror. Herfra tager Bugge os med gennem Knausgårds optagethed af Hitler, som den udformes i sjette bind af ”Min Kamp”. Knausgård beskriver Hitler som et menneske, der forbliver så meget spærret inde i sig selv, at han ikke formår at løfte blikket og stå i forhold til et ”du”. I forlængelse heraf beskrives det i Kasper Green Krejbergs kapitel, hvordan Knausgård tilmed erkender, at han forstår terroristen Anders Breiviks længsel efter det absoluttes konsekvenser.

Der er tale om dybt relevante refleksioner i vor tids diskussion om ensomhed og det totalitære, og Knausgård formelig tramper rundt i tabuer og forbudte følelser.

Dermed tramper han også rundt i sit eget sjæleliv, og det er blandingen af selveksponering, sproglig suverænitet og umættelig kulturel granskning, der gør ham så særegen. Han vil - som Ole Morsing skriver i sit bidrag - bag om kulturen og helt ind til ”det menneskeliges dybe grund”. Han forsøger at sige noget sandt, som Svend Brinkmann formulerer det i sit kapitel, hvori han stræber efter at fremstille Knausgård som en slags forsker, der imødekommer læserens ”realitetshunger”. 

Hans Nørkjær analyserer Knausgårds selvspejling og skriver med en vis kritisk distance, at denne forfatter øser af et koldt hjerte som det, der i H.C. Andersens ”Snedronningen” får Kay til at se verden i et forvrænget skær. Nørkjærs pointe er dog, at Knausgård med ”Min Kamp” faktisk skriver sig væk fra meningsløsheden og tilbage til en afhængighed af den familie, han med sin kompromisløse skrivestil risikerede at spolere.

Denne lidt happy end-agtige konklusion truer i mine øjne med at trivialisere Knausgård en smule, og man kan hævde, at siden han ikke - som han ellers meddelte, at han ville - efter ”Min Kamp” trak sig tilbage som forfatter, er det jo ikke givet, at troldsplinten har forladt hans hjerte.

Interessant er også bidraget fra Johan Christian Nord, der analyserer Knausgårds tanker om den totale identifikation. Knausgård vil fri af tiden og alle normer, hvilket bringer ham derhen, hvor enhver sondring mellem godt og ondt reelt er væk. Konklusionen er, at Hitler er lige så meget værd som de jøder, han gassede, og at Breivik er lige så meget værd som de unge, han likviderede på Utøya.

Denne ekstreme radikalitet i lighed fører til tanken om det forskelsløse, og Nord beskriver, hvordan den totale ”orienteringsløshed” i sidste ende kan skabe en følelse af opløsning af den, man selv er. Dette udgør en del af den dybeste rædsel i Knausgårds univers og - vil jeg hævde - også i mange andres, og den norske forfatter er en central stemme i det moderne menneskes forsøg på at placere sig i verden.

Der findes en dybt interessant forbindelse mellem længslen efter grænser og fascinationen af det absolutte, og antologien her er som skabt til indsigt i denne højspændte tids forsøg på at forstå dybderne i det menneskelige. Der hviler over Knausgård en stemning af desperation, der ubestrideligt flugter med mange menneskers selvbetragtning i dag. Mens bogens skribenter overvejende hylder Karl Ove Knausgård har både Johan Christian Nord og Hans Nørkjær blik for det udmattende dæmoniske ved ham og udtrykker også en vis irritation over den selvkredsende stil, hvilket klæder antologiens helhed.

”Knausgård i syv sind” er en meget læseværdig bog om et virkeligt dragende forfatterskab. Men den er også krævende og en smule indforstået. Værket ”Min Kamp” er i centrum, og en anke kunne være, at der ikke optræder et lidt bredere overblik over forfatterskabet. Nye læsere kan få svært ved at følge med her. Mere erfarne Knausgård-læsere vil til gengæld føle sig inspireret og fascineret samt både modsagt og genkendt på bedste vis.

kultur@k.dk