Sidsel Falsig Pedersen debuterede i 1997 med novellesamlingen ”En hel dags kærlighed”, og på mange måder er der en lige linje til den netop udgivne, lille roman ”Flora”. Ikke bare emmer de begge af en rablende energi, men i en af novellerne fra debuten erklærer en hovedperson desuden, at hun altid gerne har villet hedde Flora og derfor præsenterer sig ved det navn.
I ”Flora” er tvillingesøstrene Flora og Rosa taget til Sydeuropa for at besøge deres onkel, der er blevet indlagt med paranoia. På vejen påkører de en motorcyklist, der af den på alle måder barnlige Flora får navnet Klumpen, og Floras uvished over, hvad ulykken skyldes, bidrager til hendes egne konspirationsteorier. Hun har problemer med at skelne virkelighed fra fantasi, og det giver sig udslag i nogle dejligt afsporede forestillingsrækker, som Sidsel Falsig Pedersen heldigvis har modet til at udvikle og fastholde. Efter påkørslen håber den skamfulde Flora eksempelvis på, at der kommer en anden bil og kører ind i dem, så hun i det mindste ikke er den eneste, der har påkørt nogen…
Ønsket om at ændre den fastlåste situation, som Flora som oftest befinder sig i, går igen i hendes arbejde. Med sig til Sydeuropa har hun en række noveller fra en netop afdød forfatter, der brillerede i uforløste historier, hvor der i ren 1990’er-minimalisme-stil skete en masse underlige ting, der aldrig blev forklaret endsige afsluttet. Novellerne skal Flora indtale på bånd, men hun har mest af alt lyst til at ændre i slutningerne, så de eksempelvis ender ”og de så aldrig hinanden igen”.
Behovet for et befriende punktum kommer aldrig for den speedsnakkende Flora, og de små novelleresuméer fungerer som absurde afstikkere i en i forvejen springende roman. Det samlede billede bliver, at romanens titelindehaver og romanen selv deler mindst ét centralt træk – nemlig at de på ingen måde formår at fastholde en tanke. Det ene indtryk efter det andet distraherer både fortæller og plot, og de eneste afsnit med reel fordybelse er næsten, når Flora på en sydeuropæisk strand skovler uhyrlige mængder lagkage indenbords.
De to søstre har mistet den følelsesmæssige forbindelse til hinanden – måske efter at Rosa begyndte at være kærester med den eneste mand, Flora har været forelsket i. Hvor meget reelt der er i den forløbsrække, er dog svært fuldstændig at dechifrere. Alt smuldrer omkring den stadigt mere ensomme Flora, men Sidsel Falsig Pedersen giver som romanens afdøde novelleforfatter ingen entydige svar. Det er umådeligt befriende, at bogen forbliver i sit barnlige og letautistiske stadie, hvor en rablende stemme som den i Ursula Andkjær Olsens 2010-debut ”Lulus sange og taler” fuldstændig angiver slagets gang.
Sidsel Falsig Pedersens skrivestil er som en ukontrollerbar og fascinerende mængde gærceller, der i eksponentiel vækst vokser til en smuk, organisk masse. Sproget flyder naturligt, og Flora er en herligt afstumpet karakter, der har sociale evner som en træstub.
Hun leverer den ene fantastiske replik efter den anden og forsøger næsten tvungent at afspore enhver meningsfuld samtale, og den tørre humor og lakoniske stil kunne minde en del om bøger af Dorthe Nors. Absolut anbefalet herfra.