Tysk forfatter skriver opløftende om livets mørke sider

Thomas Bernhard fotograferet i 1981. Den østrigske forfatter døde i 1989.

Thomas Bernhard fotograferet i 1981. Den østrigske forfatter døde i 1989. Foto: Brigitte Helgoth

bog
Five stars
Den manglende anerkendelse og de voksnes fratagelse af barnets værdighed og individualitet er selve kernen i det negative verdenssyn, som Bernhard så mesterligt og kompromisløs fremskriver
Moritz Schramm

Thomas Bernhards samlede selvbiografi i fem dele er hypnotiserende prosa

Mellem 2011 og 2014 udkom de første fire bind af Thomas Bernhards fascinerende autobiografi på dansk, og nu afsluttes projektet med sidste bind, ”Et barn”, der på tysk udkom for første gang i 1982. Oversætter Søren Fauth har hér endnu en gang frembragt en fremragende fordanskning af Bernhards åndeløse, fremdrivende, nærmest hypnotiserende prosa.

Samtidig er dette sidste bind en værdig afslutning på selvbiografien. Her sammenkoges nogle af de mest centrale elementer i Bernhards forfatterskab.

Særlig stærkt står i sidste bind af selvbiografien allerede begyndelsen, hvor jeg-fortælleren bruger de første sider til at huske på en bestemt barndomsoplevelse, som kan læses som en af de mest centrale scener for hele forfatterskabet. Der er tale om barnets forsøg, i løbet af 1940'erne, på at bryde fri fra den snævre dagligdag og de voksnes formynderiske magt, ved at ”låne” sin ”formynders” imponerende Steyr-militærcykel og cykle fra hjemmet i landsbyen til den mere end tredive kilometer fjerne storby Salzburg. Formålet, ifølge fortællerens hukommelse, var naturligvis at besøge dennes tante og spise hendes ”wienerschnitzel”.

Og cykelturen oplevedes tydeligvis som en stor befrielse. Den omtales som et ”kunststykke”, der ifølge barnets forventning sikkert vil blive gjort til genstand for de voksnes ”absolutte beundring”. Og rigtigt nok føler barnet sig undervejs som en ”triumfator”, der ligesom en moderne racerkører og i fuld fart cykler over bakker og gennem dale hen mod wienerschnitzlen, berømmelsen og friheden.

Indtil det hele ender - hvordan skulle det ellers være hos Bernhard? - i katastrofe og ruin: Samtidig med at cyklens kæde springer, at den vikler sig nådesløst ind i baghjulets eger, og barnet falder af og slår sig, skyller et voldsomt tordenvejr ind over barnet, der nu blødende og gennemblødt af regnen bliver nødt til at trække cyklen kilometervis tilbage til landsbyen.

Udflugten, der skulle have givet barnets eksistens ”en ny drejning”, ender altså som en fiasko. I stedet for berømmelse og beundring venter nu barnet afstraffelse, vold og tugt derhjemme: ”Hun plejer at tage bæltet frem,” som det lakonisk i bogen hedder om moderen.

Anekdoten med cyklen illustrerer mere end mange andre værker i forfatterskabet længslen efter frihed, autonomi og selvbestemmelse. Og denne længsels sammenbrud.

Konsekvenserne af de voksnes fordømmelser er entydige. Barnet opfatter nu ikke sig selv blot som uartigt barn, der straffes, men som modpol mod hele det menneskelige samfund.

Han opfatter nu sig selv som ”samfundets fjende” og som ”forbryder”, der ikke længere fortjente ”at være en del af det”.

Bernhards negativitet kommer fra disse slags oplevelser, fra den voksnes tugt og irettesættelser, der ødelægger enhver drøm om individuelt frihed. ”Harmoni, morskab, tryghed; alt det kunne jeg godt glemme,” skriver fortælleren kort efter oplevelsen med cyklen. Og i sidste ende betyder det: ”Nu peger hele verden fingre ad mig, dødbringende.”

Man har ofte læst Bernhards negativt-depressive værker som afsøgninger af livets mørke sider. Sidste bind af hans autobiografi viser imidlertid med fuld styrke, hvordan den berygtede negativitet i forfatterskabet lige så godt kan læses som resultat af sociale afstraffelser og fordømmelser.

Den manglende anerkendelse og de voksnes fratagelse af barnets værdighed og individualitet er selve kernen i det negative verdenssyn, som Bernhard så mesterligt og kompromisløs fremskriver.

Samtidig åbner femte bind op for små glimt af udveje. Af frygt for den kropslige afstraffelse, der venter hos både mor og formynder, vælger fortælleren efter sin mislykkede cykeltur således at besøge sin bedstefar, der i en af de mest opløftende scener i autobiografien tager imod uden skænd. Han rækker hånden ud mod det blødende barn foran sin dør, alvorlig i sit blik, vurderende, men uden misrespekt. Fordømmelsen af handlingen går hånd i hånd med en grundlæggende anerkendelse af den andens integritet - præcis det, om moderen og resten af samfundet undlader at tilbyde.

Det sidste bind i Bernhards autobiografi er fyldt med den berømte misantropi, som forfatterskabet er kendt for. Samtidig er netop bedstefaderens anerkendende tilgang til den anden den kerne, som fortælleren kan leve på, som rækker ud over mørket og negativiteten. Som måske er kilden til den revolutionære gestus, som Bernhards værker også er præget af: kunstnerens aggressive opgør med de undertrykkende institutioner i samfundet, med familieidealerne, med staten, med sundhedssystemet, med de borgerlige konventioner ikke mindst.

Bedstefaderen repræsenterer her selve kilden til modstanden, dens indre kerne, dens positive ideal, som blot alt for lidt kan udfolde sig. Sikke en trist - og sikke en opløftende historie.

kultur@k.dk